Active Image  Det er aldrig sjovt for børn at køre langt i bil. Uanset hvor meget man prøver at aktivere sine børn, kommer der som regel en eller flere perioder hvor børnene er rastløse pga. varme, kedsomhed og mangel på bevægelse.

Vores ældste datter Line fordriver tiden i bilen med at læse, høre musik, tegne, løse opgaver, kigge på de ting vi kører forbi o.l., og klarer egentlig de mange timer i bilen ret godt.

 Men sådanne ting er Sissel ikke i stand til. Hun er som nævnt svært spastisk, og er tvunget til at sidde fastspændt i sit korset i sin kørestol, når vi kører. Hun kan derfor ikke skifte stilling efter behag, men er tvunget til at sidde i den samme stilling time efter time. Ydermere nedsætter Sissels nakkestøtte på kørestolen hendes synsfelt meget. Sissel har derfor kun et begrænset synsfelt ud af forruden på bilen, så der er heller ikke så meget for hende at se på, når vi kører.

Annonce:

En af vores store overvejelser før vi købte vores Adria var om Sissel kunne klare de lange ture i bilen. For det første har et spastisk barn ikke godt af at sidde time efter time i samme stilling. For det andet, var vi bange for at Sissel hurtigt ville komme til at kede sig, og gøre turen til et helvede for os andre med hendes (meget) høje skrig og brøl. Det er nemlig Sissels måde at udtrykke utilfredshed, da hun ikke har noget sprog.

Men vi havde jo før været på længere ture i bilen med Sissel, hvilket var gået udmærket, så vi blev enige om, at det var et problem, der var til at løse. Vi forestillede os, at vi ved kun at køre korte etaper, undgå at køre på meget varme dage og sørge for at Sissel hele tiden havde noget af sit legetøj ved hånden, ville tiden i bilen ikke blive et problem. Vi planlagde vores første sæson som campister herefter, og camperede kun i Danmark for at undgå de helt lange køreture.

Image 

Men virkeligheden skulle vise sig meget anderledes. Det viste sig nemlig at Sissel klarede de lange køreture bedre end Line. Som spastiker har Sissel ikke de samme muligheder for oplevelser som raske børn. Så det at køre i bil, er en stor oplevelse for Sissel. Hun nyder det i fulde drag. Vi var som sagt bange for at Sissel ikke ville kunne tåle at sidde i samme stilling så længe ad gangen, men her blev vi også klogere. På en eller anden måde er det som at bilens konstante vuggende bevægelser løsner en smule op for hendes muskelspændinger. Hun kan derfor tåle at sidde stille i sin kørestol, end vi havde forestillet os.

Annonce:

Image 

Vi skal dog stoppe og holde pause ca. hver anden time. Dette for at Sissel kan komme ud af sit korset og kørestol for at blive lagt ind i sin seng i campingvognen. Her ligger hun så i ca. 30 minutter for at rette ryggen og sprælle lidt. Vi benytter samtidig pausen til at skifte hendes ble. En tør numse er nemlig den anden forudsætning for at Sissel kan holde ud at køre langt i bil. Den tredje forudsætning er, at Sissel hele tiden er mæt og ikke bliver tørstig. Det er ikke et problem, da Sissel har sonde. Sissel kan derfor få mad og væske mens vi kører.

Vi har nu haft vores første meget lange tur med campingvognen - nemlig ca. 1.000 km. fra Klim Strand Camping til Rüdesheim Camping ved Rhinen. Det er gået over al forventning. Vi brugte to dage på turen med en overnatning ud for Hamborg. Vi kørte hver dag i ca. 10 timer og tilbagelagde ca. 500 km. om dagen. Da vi endelig kom frem til Rüdesheim, var Sissel træt af at køre bil, men på den anden side - det var vi alle. Vi var bare glade for endelig at været nået til vores bestemmelsessted og glædede os til nye oplevelser ved Rhinen.

 

Annonce

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information