![]() |
Campingmessen i Düsseldorf har altid stået for os som en af de ultimative campingmesser i Europa, så den skulle vi selvfølgelig ned og besøge. |
Vores tur starter i Glostrup torsdag morgen. Eller rettere vi starter med at pakke vognen allerede om onsdagen, så vi kan være klar til afgang torsdag morgen.
Torsdag morgen ca. kl. 08.30 hægter vi vognen på krogen og er endeligt på vej. Børnene var passet hor mormor, så det var bare en voksentur med hyggesnak og vores valg af musik. Der var lavet en kande kaffe og vi glædede os til en rigtig hyggetur.
Vi havde regnet lidt på det, og fundet ud af at vi ligeså godt kunne køre over Jylland i stedet for at tage færgen ved Rødby. Rent tidsmæssigt er der ikke den store forskel. Så efter ca. 4 timer holder vi ind hos Fleegaard lige syd for grænsen – der skal jo også provianteres til turen.
Kaffepause på en rasteplads
Vi checker altid DMI, inden vi skal noget, og vi var rigtigt glade da, de lovede at vejret ville blive overskyet uden regn – det perfekte kørevejr. Men desværre holder DMI ikke altid hvad de lover, så vores tur foregik i bagende solskin. Normalt klager jeg ikke over godt vejr, men når man skal sidde mange timer i en bil, foretrækker jeg nu gråvejr. Så det var rigtigt varmt.
Noget der var rigtigt positivt var at vi til en forandring IKKE ramte Hamborg i den værste myldretid. Det syntes jeg ellers altid at vi gør. Men denne gang gled trafikken glat og der var ingen kø.
Se også:
Da vi nærmede os Düsseldorf, begyndte det at regne. Det var faktisk rigtigt dejligt med lidt regnvejr ovenpå en meget varm dag.
Tæt regn nær Düsseldorf
Mens vi kører derud af, stoler vi som regel blindt på vores kære navigator som vi har døbt ”Søs”. Men man er jo altid lidt skeptisk, så da vi nærmer os Düsseldorf, bliver vi nødt til at dobbelt tjekke i vores medbragte Europakort, om vi nu også er på rigtig vej. Og ved du hvad? ”Søs” guidede os sørme den helt rigtige retning. Så vi havde ingen grund til bekymring. Hvad er der med os mennesker? Hvorfor er vi altid skeptiske overfor nye ting.
En velfortjent øl ved ankomsten
Endelig ankom vi til pladsen. Det havde nu ikke meget med en campingplads at gøre, men nærmere en kæmpe parkeringsplads hvor man blev stillet op på rad og række. Ikke alle pladserne har strøm, men pga. lidt forvirring ved check-in var vi rigtigt heldige at få en, ellers udsolgt, strømplads. Så i øsende regnvejr kom vi på plads og fik os en velfortjent kold øl. Efter vi have spist lidt aftensmad i campingvognen, gik vi en tur rundt for at se lidt på faciliteterne. Pladsen bød på flere mad boder og et rigtigt tysk øltelt med borde og bænke på rad og række. Da vi efterhånden var temmelig trætte efter en lang tur, besluttede vi os for at gå tidligt i seng. Også for at være friske til dagen efter.