| 04 Juli 2010
Begrebet "rullende sommerhus" har i de senere år fået en stadigt større relevans. I takt med, at producenterne har udviklet campingvogne til de mobile feriehjem, de er i dag, har udviklingen indenfor tilbehør ikke stået stille.

Design er trendy blandt campister, og der er i de senere år sket en stor udvikling indenfor melaminservice og acrylglas.
Camping Branchens medlemmer har for lang tid siden været på messer, studeret udbuddene indenfor den omfattende tilbehørsindustri og bestilt sæsonens varer hjem. Og nu bugner forretningerne med fristelser for enhver campist.
"Udvalget i campingbutikkerne er i dag enormt. Med nye materialer, innovative løsninger og nutidens masseproduktion, kan man tage både hygge, komfort og et utal af hjælpemidler med på campingturen, uden at det går ud over totalvægt og manøvredygtighed", siger formand for Camping Branchen Torben Hansen, og fortsætter:
"Vi har for eksempel i den sidste snes år set en fantastisk udvikling med eksempelvis melaminservice og acrylglas. De ensfarvede tykke plastickrus og tallerkener er væk. Nu kan man nyde en god rødvin i et indbydende glas lavet af holdbart letvægtsmateriale og servere grillmaden på elegante designertallerkener."
Ifølge brancheformanden er netop design trendy blandt campingfolket. Campisterne vil signalere individualitet, og med det store udbud, der er på markedet, er der et utal af muligheder - om det er køkkenservice eller behageligt og elegant designet møblement.
"Når det gælder elektroniske hjælpemidler og underholdningsmuligheder, har den teknologiske udvikling jo gjort campingferie til en leg. Fladskærme, selvsøgende paraboler, og hi-fi musikanlæg har for længst holdt deres indtog i campingvognene. Eftermonteret gulvvarme, solceller til at klare el-forbruget og for eksempel gasbageovn samt effektive varmesystemer er blandt de meget populære produkter. Det gælder også moverne, som gør det til en leg at parkere campingvognen", siger Torben Hansen.
Der er generelt meget fokus på campingvogne, når talen falder på campingferie. Men, i de senere år har teltferie fået en stadig større plads i den danske feriebevidsthed. Unge familier bruger nutidens komfortable telte, der næsten intet vejer og slås op i et snuptag, som indgangsvinkel til den afstressende campingferie. Og mange ældre søger tilbage til tidligere tiders primitive teltferie - uden strabadserne, der dengang fulgte med.
"Teltmarkedet har længe været igennem en udvikling, som har gjort teltferien attraktiv for mange. Men, samtidigt har markedet også udviklet sig, så der mange steder sælges billige telte i en kvalitet, som kun kan rubriceres som "festivaltelte". De er ikke egnede til en sommerferie med ungerne. Derfor: Søg information og rådgivning hos en specialiseret forhandler - en mislykket ferie er en mistet ferie med mange frustrationer til følge", siger Torben Hansen.
Pressemeddelelse, Campingbranchen







