| 19 April 2010
Møllegårdens Camping har netop ombygget og afleveret en Hobby Prestige 560 UKF til en familie med et handicappet barn. Det er Jonna og Jørn Christensen, der har fået fjernet køjesenge, og i stedet er der bygget en seng i ergonomisk højde, hvor deres søn Michael kan sove. Sengen fungerer desuden som leje ved bleskift, vask m.m.

Ombygning af en Hobby Prestige 560 UKF
Om begrundelse for deres valg og ændring deres nye campingvogn fortæller Jonna Christensen:
Vi har haft en Hobby Prestige 560 UF i 7 år. Den vogn fik vi, da det blev muligt herhjemme at køre med den 2,50 m brede vogn. Den campingvogn valgte vi dengang fordi den havde meget god gulvplads. Michael sidder i en Pandastol (speciel stol til handicappede personer, red.) inde i vognen. Når han sidder ved bordenden, kan vi stadig komme omkring ham eller ud - ind af døren. Hobby Prestige 560 UF er med fransk seng og skænk ved siden i soveafdelingen, hvilket giver en bred seng på 160 cm i bredden. Her kunne vi alle ligge rimeligt godt, og med gang ved siden af sengen, var det nemt at komme til at vaske og skifte Michael der.
Michael er efterhånden blevet så stor, at det er blevet mere besværligt at komme til at vaske, skifte og vende ham. Sengen i Hobby Prestige 560 UF er så lav, at vi skal bukke os meget.
Vi har derfor de sidste par år kigget på mange campingvogne med mange forskellige indretninger for at finde en ny og mere egnet campingvogn. Vi har talt med mange, og hørt om mange mulige og - syntes vi - til tider umulige forslag, hvor stort set hele vognen skulle pilles fra hinanden.
De to handicapegnede campingvogne, der er på markedet, er også studeret nærmere. Men de er mest til egnet til to voksne hvor den ene er kørestolsbruger. Vi ønskede en seng i god 'arbejdshøjde', og det var ikke muligt i disse to campingvogne.
Først i januar 2010 tog vi på besøg hos Møllegårdens Camping. For det var der vi havde handlet de foregående gange, der har vi altid fået en god behandling. Vi talte med dem om vore ønsker og tanker om en mulig indretning. De var straks med på ideen om at lave en indretning, som vi kunne bruge.

Sådan er den oprindelige indretning i en Hobby Prestige 560 UKF (2008 model). Foto: Campingferie.dk
Møllegårdens Camping havde en Hobby Prestige 560 UKF årg. 09 på lager. Den mente de at kunne ændre, så den passede til vores ønsker. De foreslog at pille de to køjer ud, og så opbygge en ny seng i den højde, vi ønskede os. Vi blev samtidig enige om at korte 15 cm af dobbeltsengen for at at skabe den nødvendige gulvplads, der skal til, for at komme til at løfte Michael fra stol til seng. Der blev samtidig lavet et skab under sengen med to skyde låger, Her kan vi opbevare bleer, sondemad m.m. Den nye seng kunne laves i det samme materiale som vognens øvrige interiør er fremstillet i.

Så er køjerne væk, og der er lavet en god seng i ergonomisk korrekt højde

Dobbeltsengen er gjort 15 cm. smallere for at give plads til et bredere gangareal
Nu er vores nye campingvogn klar. Den er rigtig flot, og det ser næsten ud som om, at den altid har haft den indretning. Nu glæder os meget til at komme af sted med den, da vi har stor forventning om, at det bliver rigtig godt.
Denne historie er kun et eksempel blandt mange på, hvor dygtige de danske campingforhandlere er til ombygninger og specielle indretninger. Så man skal ikke holde sig tilbage, hvis man ønsker at få ændret indretningen i ens campingvogn. Hør din forhandler om muligheder og priser. De vil helt sikkert kunne rådgive dig.
Vi fra AltOmCamping.dk ønsker fam. Christensen tillykke med deres nye Hobby, og ønsker dem alle mange gode oplevelser fremover.
Kort:
| Links: | |
| Relevante Link(s) : | Møllegårdens Camping |


Google
Facebook
Twitter
Myspace
Linkedin
Yahoo
Digg
del.icio.us
Windows Live
Blogger 




