Active Image Vi besøgte Klim Strand Camping  d. 17. til d. 26. juni 2005. Pladsen hører hjemme i blandt TopCamp campingpladserne, og vi må sige at alt var i top der. Top-service, top-forhold, top-standpladser, top-faciliteter osv. osv.. Faktisk må vi indrømme, at det er den bedste campingplads, vi til dato har besøgt.
Vi havde reserveret en komfortplads i god tid. Da vi ankom og checkede ind, forhørte vi os som altid om toiletter og baderum til handicappede. Den meget venlige receptionist udleverede omgående en nøgle til det kombinerede toilet og baderum for handicappede, og spurgte dernæst til hvilket handicap vores datter har. Da vi fortalte at hun er kørestolsbruger, spurgte han om han så ikke skulle ændre vores reservation til en anden standplads. Den plads, der egentlig var reserveret til os, havde adgangsveje med grusbelægning. Han foreslog at vi blev flyttet til en anden komfortplads hvor adgangsvejene var belagt med fliser. Vi tog selvfølgelig imod det tilbud og følte os med det samme velkomne og rigtig godt behandlet.

Vi havde let ved at finde vores standplads. Der var udtag til el og vand samt afløb til spildevand på selve standpladsen. Standpladsen var plan, velholdt og rigelig stor nok til vores campingvogn og bil. Grunden er noget sandet, og godt drænet.

Image

Annonce:

Klim Strand Camping er en stor campingplads - endda meget stor. Men den føles ikke så stor. Campingpladsen er inddelt i mange afskærmede parceller, så den virker mindre end den egentlig er, og langt mere hyggelig end de fleste andre campingpladser af samme størrelse. Med til at skabe hyggen hører også de medcampister, vi mødte på campingpladsen. De var stort set alle åbne og venlige. Man hilser pænt på hinanden, tager hensyn og benytter en hver lejlighed til at slå en sludder af. Vi tror at mange Sjællændere har noget at lære af Jydernes ro, sindighed og lidt drilske hjælpsomhed.

Der er mange toiletter, baderum, familierum, køkkener m.m. på campingpladsen. Så selvom det er en stor campingplads, oplevede vi aldrig nogen ventetid eller kø ved baderum eller toiletter. Alle servicebygninger bliver gjort grundigt rent hver dag, så hygiejnen er i top.

Det er en meget børnevenlig campingplads. Der er et væld af aktiviteter for børn. Indendørs svømmehal, vandrutschebane, minigolf, rulleskøjte- og skateboardbane, naturlegeplads, ponyridning, sportsanlæg, mange små legepladser m.m.. Og det er alt sammen gratis. Vi så ikke særlig meget til vores ældste datter under vores besøg på campingpladsen. Der var også opstillet en anordning, der kombinerede en trampolin med et elastikspring. Den var dog ikke gratis.

Image

Annonce:

Til de voksne er der tilbud som massage, zoneterapi, spa, sauna og solarium (hvis solen skulle udeblive). Desuden er der en net-café, tennisbaner, grillbar, udlejning af både og havkajakker, og en udmærket restaurant. Der er også en købmand på campingpladsen med et bredt udvalg af varer. Klim Strand Camping ligger indenfor køreafstand af mange seværdigheder og naturoplevelser. Læs mere om disse på campingpladsens udmærkede hjemmeside.

Vi må også nævne stranden ved Vesterhavet. Campingpladsens navn - Klim Strand Camping - skal tages bogstaveligt, da campingpladsen ligger direkte ned til Vesterhavet. Vi nød alle vores dage på campingpladsen i en dejlig frisk havluft, og sov ind om aftenen til lyden af Vesterhavets brusen.  Adgangen til stranden er let. Der er ikke så høje klitter, som man ellers ser mange steder ved Vesterhavet. Vi kunne uden de helt store anstrengelser for Sissel ned til vandet i hendes kørestol.

Image

Faciliteterne for handicappede på Klim Strand Camping, er nogle af de bedste vi har set. De største adgangsveje mellem standpladser og servicebygninger er asfalteret. Desuden er der flere parceller med brolagte adgangsveje. Det er derfor let at komme rundt på campingpladsen med kørestole og hjælpemidler. På campingpladsen er der et kombineret bade- og toiletrum. Det er aflåst med nøgle, så det kun er handicappede, der kan benytte det. Det er et af de største af slagsen, vi nogensinde har set på en campingplads. Der er rigelig plads til både kørestol, evt. hjælper og hjælpemidler. I rummet er der endda monteret en kombineret bade- og toiletstol. Der er to brusere - en telefonbruser på slange og en fastmonteret i loftet.  Døren er uden dørtrin, og indgangen ligger i samme plan som adgangsvejen. Vi kan kun finde en ting at udsætte på det toilet- og baderum. Der er (igen) ingen fralægningsplads. Sølle tre små knager er der sat op, hvilket langt fra er nok til tøj til både den handicappede og en hjælper, håndklæder, bleer, hjælpemidler m.m.. Der er rigelig plads til et par hylder, så vi kan kun kraftigt opfordre til at Klim Strand Camping sætter et par hylder op. Det ville gøre rummet perfekt.

Image

Vi må sige, at faciliteterne for handicappede er i top på Klim Strand Camping. Man har tænkt sig om ved indretning af forhold for handicappede og gjort hvad der er rimeligt ud fra et økonomisk synspunkt. Og mere kan man ikke forlange.

Image 

Hertil kommer så den professionelle og betænksomme behandling ved vores indcheckning, hvor vi for første gang følte, at personalet på campingpladsen tog hensyn til vores specielle behov uden vi skulle føle os til besvær. Vi har ofte en fornemmelse af, at mange campingpladser kun skilter med handicapvenlige forhold af markedsføringsmæssige grunde. Det kan vibestemt ikke sige om Klim Strand Camping. Her man forsøgt efter bedste evne at leve op til de forpligtelser betegnelsen 'Handicapvenlig' stiller.

Image

Klim Strand Camping er blevet tildelt 5 stjerner. Stjerner tildeles ud fra en campingplads beskaffenhed og de faciliteter, som campingpladsen kan tilbyde sine gæster. Men der gives ikke stjerner for en campingplads personale engagement og servicevillighed. Vi vil derfor gerne give Klim Strand Camping en sjette stjerne for deres personales indlevelse og engagement i at få alle til at føle sig velkomne og godt tilpas.

 

Annonce

Fakta om Camping i Danmark

Farten i Danmark

50 km i byer (hvis ikke andet er skiltet)

80 km uden for byer, dog kun 70 km med påhængskørertøj (hvis ikke andet er skiltet)

90 km på motortrafikvej, dog kun 70 km med påhængskørertøj

110 – 130 på motorvej, dog kun 80 km med påhængskørertøj

HUSK i Danmark skal man ALTID have lys på køretøjet og sikkerhedsseler på. Det er tillige obligatorisk at der forefindes en Advarsels-trekant i køretøjet, samt det anbefales at man har en brandslukker, forbindingskasse, samt sikkerhedsveste i bilen.

Valuta

DKK 1 krone = 100 øre.

Dokumenter

Dokumenter du skal have med: Almindeligt dansk kørekort og campingpas.

Forsikringer

Når man kører bil i Danmark, skal bilen som minimum have en almindelig ansvarsforsikring. Campingvognen behøves ingen forsikring, det er op til en selv.

Vigtige telefonnumre

Akut brug for hjælp: Ambulance – Brandvæsen – Politi ring 112

Vejhjælp: Falck 7010 2030 – Autohjælp(SOS) 7010 8090

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information