Image

Vi havde på campingmessen i Bella Center forelsket os i et Colorado 5 fra Outwell som har plads til 5 personer. Og det er dette telt, vi har med på vores tur 

Annonce:

Det smarte ved dette telt er at inderkabinen sidder fast på yderdugen når man skal slå det op. Derved fremtræder det funktionelt som ét modul. Dejligt overskueligt.

Image
Christina står nemt i fuld højde overalt i teltet. De to inderkabiner kan nemt lynes sammen så man kan opbevare bagage i det ene rum, og soveområde i det andet.

Når man har rullet det ud på jorden og isat teltstængerne, trækker man blot i den ene ende og hele teltet rejser sig. Derefter skal der blot man sættes to barduner og så bliver det stående. Efterfølgende skal man selvfølgelig pløkke efter langs kanter og de sidste barduner for at få sikker stabilitet i blæsevejr.

Vi måtte undervejs købe nye pløkker, da ikke alle de medfølgende var helt lige, efter vi havde afprøvet teltet på den bløde græsplæne hos mine forældre i Hørsholm. Det er bare ikke godt nok. Til gengæld var det et mindre problem og let at overskue.

Annonce:

Bardunerne er fastmonteret to steder hver og giver derved dobbelt stabilitet. De er nemme at rulle sammen efter brug ligesom teltstængerne blot skal klipses på. Nemt, enkelt og funktionelt.

Image
Bardunerne er meget synlige nemme at pakke væk med praktisk anbragt velcro. Stængerne klipses hurtigt og sikker på med den sorte krog.

Image
Sammenpakket fylder teltet ikke meget

Vejret var imod os på første del af turen. Blæst og daglig regn forhindrede os i at tage af sted. Vi havde ikke lyst til at jonglere med det store telt under de omstændigheder.

Trods den silende regn har vi dog sovet tørt og godt hver nat på turen.

Gulvet i telt er en smule for stort og rager derfor en smule ud under teltdugen. En nat med særligt kraftig regn steg vandputterne i forteltet til flere cm dybde på få minutter. I silende regn måtte jer omarrangere alle ting så de ikke blev våde. 3 Timers slagregn formåede dog ikke at gøre inderkabinen våd og teltet havde bestået den ultimative prøve med glans.

Image
Forteltet er meget stort og jeg kan med mine 188 cm nemt stå oprejst der.

Hele den ende modsat inder teltet kan lynes af og monteres længere ind så man får et lille vedhæng på ydersiden, eller fjernes helt, hvilket forvandler forteltet til en overdækket terrasse.

Meget bekvemt når man er små solskoldet og gerne vil lave mad i skyggen.

Image

Da vi købte teltet fik vi samtidig et godt tilbud på 2 stole med bord samt nye soveposer hvilke gav os stor glæde under hele turen.

Vi har været glade for tingene hver for sig, men er man af sted i 3 uger og laver mad selv er det et must at bord og stole passer sammen. Halvvejs gennem ferien overvejede vi at smide stolene ud. De var ikke høje nok til at man kan sidde ved bordet og spise, og de var simpelthen ved at være siddet i stykker efter 10 dage.

Image

Det er som at sidde med, ved de voksnes bord som barn når stolene er for lave til bordet

Christina købte en billig luftmadras på tilbud i Føtex. Det er første telt ferie hvor jeg ikke har haft ondt i ryggen én eneste gang. En luft pumpe, ligeledes fra Outwell, sparer os hver nat for at skulle pumpe madrassen. På hele turen blev den kun ladet op én gang... Imponerende kraft i det lille batteri.

Image
Shh - Uhyret sover

Gorges du Verdon og St. Tropez
Er man i den sydlige del af Frankrig må man ikke snyde sig selv for et af verdens ubesungne vidundere.

Hovedmålet på turen var at opleve Gorges du Verdon - turen fra Les Roquilles er ca. 250 km og tog et par timer. Et godt stykke af vejen kører man på små landeveje, og får på den måde set en masse af Sydfrankrigs idylliske landskaber.

Image
Gréoux les Bains er billedskøn sommer idyl omgivet af lavendelmarker.

Vi havde planlagt at forlade campingpladsen inden 8:00 men ak - vi sov over os. Muligvis var det fordi vi, aftenen forinden, havde prøvesmagt et par af de lokale vinmærker? Jeg skal ikke kunne sige det, men solen stak noget så grufuldt på mit hoved. Det var faktisk så slemt at jeg til sidst måtte ofre mig og købe en fiks solhat

Image
Sjældent er set en smukkere hat...

Solen på en skyfri sommerdag kan være ubarmhjertig og som vintervante dansker kommer man hurtigt til at undervurdere dens kraft.

På grund af dehydrering måtte vi undervejs stoppe i en lille by hvor man holdt sommerfest. I gamle tider indeholdt den slags garanteret ikke boder i lange rækker som tilbyder alt hvad Taiwan og Korea kan tilbyde af bæltetasker, saronger, fiskestænger og udskårne kopier af store kunstneres værker - her standset ud i plastik.

Som modsætning til alt dette moderne juks fandt vi en gammel vindtør gubbe som solgte sine egne varer fra ladet af en ældre pickup. Nybagt brød, hjemmelavede pølser, lokale oste og vine blev handlet sammen med en smule abrikoser og tomater. Godt nok kunne han ikke et ord engelsk og vi intet fransk, men smil og beløb skrevet på en blok fik hurtigt forhandlet os frem til en fornuftig pris.

Image
Der er mange boder at se på når franskmændene holder marked

 I Frankrig har man mange rundkørsler, rigtigt mange rundkørsler faktisk!

Som tidligere fortalt havde vi lånt en GPS af vores familie i Jylland. Vera den løgnagtige skøge, som den var døbt, levede til fulde op til sit navn. Gang på gang forsøgte hun at sende os tilbage af den vej vi var kommet, eller i det mindste på afveje. Således kom vi igennem den samme afkørsel - fra tre forskellige retninger inden vi forsøgte at slukke for den, kører efter papirkort et stykke tid og så genstarte GPS beregningen ud fra et nyt start punkt. Det lykkedes til sidst og inden vi kom hjem til Danmark måtte vi gentage det lille trick et par gange.

Image
Vera vil både rundt i rundkørslen - OG ud af første vej (som vi netop lige har passeret.)

Ankomst til selve Gorges og Lac du Verdon ... (43o48'08N - 006 o14'54E)

Utroligt smukt er det at ankomme til selve området. I takt med at man nærmer sig, stiger mængden af turister. Løbende, cyklende og kørende vrimler området med dem. Under hele vores ferie var vi på intet tidspunkt så omgivet af skandinaver som her. Lige inden man kommer til søen, er det muligt at køre fra hovedvejen og højt op over søen. Udsigten er fantastisk og et must see!

Image
Til denne ene side ser man ud over søens fantastiske azurblå vand...

Image
... og på den anden side ser man op i kløften hvor floden bugter sig inden den løber ned i søen

Der er gode parkeringsmuligheder på den sydlige side af hvor floden løber ud i søen.

Imellem træerne er der gjort plads til biler, trods de mange mennesker var det ikke svært at få en plads i skyggen.

Vi nød endnu en bondefrokost med lokal vin, brød, ost og pølse. Lidt ubetænksomt havde vi ikke fået noget med til at skære vores indkøb ud med. Meget praktisk sælger man overalt vin i små flasker som passer til et enkelt glas eller to. Således var det ikke nødvendigt at åbne en hel flaske som vi ikke havde kunnet drikke der i vandkanten.

Der er beklageligvis ikke nogen mulighed for at købe noget drikkelse ved søen, og toiletter kunne vi heller ikke finde skyggen af.

Der er muligt at leje kajakker/kanoer og vandcykler til billige priser. Vi snuppede en tandem kajak i 2 timer. Det kostede 16e og var det hele værd.

Med alt vores grej pakket i en vandtæt beholder som følger med i prisen, padlede vi op i dalen. Man føler sig helt lille og ubetydelig når man med rugbrødsmotor sejler langs de 800m høje klippe vægge. Ved indsejlingen er kløften på det smalleste sted, under 15m. bred. Langs toppene af kløften så vi et par ørne som dovent svævede omkring.

Vandet som er utroligt varmt indbyder til at man svømmer en tur. Det er meget få mennesker som kommer tørskoede ud af kløften.

Det er anbefalelsesværdigt at komme omkring middag hvor solen står højest på himmelen og kan skinne ned imellem de stejle klipper.

Et par hundrede meter inde kommer man på venstre side, til et par små vandfald. Vandet er klart, smager fantastisk og er isnende koldt. Christina insisterede på det stærkeste at jeg straks skulle føre hendes ende af kajakken ind under vandfaldet! Så begejstret som hun var, glemte hun helt hvordan man padler fremad og gav mig derfor det største besvær med at få hende ind under det kolde vand...

Image
Der kæmpes indædt for at lade Christina få sin vilje - under det kolde vand...

Image
En hårdt tilkæmpet succes...

Image
Christinas høje hvin var det hele værd... Desværre kunne jeg ikke se hendes kostelige ansigtsudtryk fra min plads bagi.

Der er mange familier som begiver sig op ad floden. Vandet løber så langsomt at man nærmest ikke kan føle strømmen, der er CE godkendte redningsveste til alle og man er aldrig mange meter fra andre fartøjer.

Rent faktisk skal man væbne sig med en god portion humor og tålmodighed når Fritz fra Tyskland og Giuseppe fra Italien forsøger at komme udenom hinanden mens de begge ligger på tværs i vandløbet. Eller sagt på en anden måde... Her tages der hverken hensyn til søfartsregler eller vigepligter. Vi forsøgte for det meste med held at undgå de værste chauffører og     folk som badede midt imellem de sejlende.

På et tidspunkt passerede vi under et træ som voksede ud over vandet. En stor, behåret og ulækker edderkop faldt ned i båden og pilede forvirret rundt indtil jeg fik den vippet overbords i den tro at det ville stoppe uhyret. Vi blev meget overraskede da den resolut galoperede hen over vandet og tilbage til sit træ.

Tiden flyver når man har det godt og desværre skulle vi aflevere kajakken igen.

Solen var stadig højt på himmelen da vi lå i vandkanten og nød hinandens selskab.

En del af strandbredden består af knoldede sten og et bar klipklapper ville have været rare. Når man først er i vandet betyder det ikke så meget, men turen ud og ind er temmelig ubehageligt for fødderne, hvis man ikke passer godt på.

Vi klædte om til den lange tur hjemad og var godt mætte af indtryk og gode fornemmelser.

I stedet for at køre tilbage ad samme vej, satte vi kursen ud mod kysten for at se noget nyt.

Området er kendt for sine smukke udsigtspunkter og flere af dem er da også markeret i kortene. Mange steder er vejen lavet bredere for at give folk mulighed for at standse bilen og stå ud for at nyde den fantastiske natur.

Image
Fantastisk at se hvordan horisonten fortaber sig i lag som et gammelt kobberstik

St. Tropez
På vejen hjem opdagede jeg at vi kun var 50 km fra St. Tropez og hvad kun være mere hyggeligt end middag og aftenkaffe på havnepromenaden der?

Hjemmefra havde vi klædt os på til vandretur, badning og fysiske aktiviteter.

Jeg følte mig en smule underdressed blande alle de nybadede, velklædte og lækre mennesker som promenerede langs havnen. Vores planer måtte vige fer en lille shoppe tur og snart følte jeg mig velklædt igen.

Image
Omkring havnen i St. Tropez ligger de gamle velbevarede fæstningsværker

Image
Her fandt vi det lækreste sommertøj i egyptisk hør og bomuld - Super dejligt og luftigt.

Middagen var dyr og ikke meget bedre end hvad vi finder alle andre steder. St. Tropez er meget ekslusivt og priserne afspejler dette.

Det et helt specielt at gå langs havnen hvor der er lige så meget aktivitet om aftenen som på strøget i KBH på en sommerdag. Malere tilbyder at male dig på under 30 min og musikanter og dansere viser deres kunst for alle som har tid.

Image

Når man kører ind til havnen guides man nemt og overskueligt ind i et kæmpe parkerings anlæg hvor vi uden problemer fandt plads til den lille Lupo.

Det er tydeligt at området besøges af mange pengestærke folk. Porsche, Ferrari og andre kæmpeslæder holder side om side

Image

Image

For at se noget andet end motorvejen valgte vi at køre udenom alle betalingsvejene.

Det blev til en endeløs række af biveje, omveje og afveje. Vi måtte indrømme at de småpenge vi skulle betale på motorvejen nok var en bedre løsning end omvejen og uden større ståhej kom vi hurtigt hjem.

Meget trætte nåede vi tilbage til Les Roquilles kl. 0300 og kravlede udmattede ind i soveposerne.

Overraskende nok har vi ikke haft besøg af særligt mange insekter på turen. Selvfølgelig lukkede vi myggenettet om aftenen, men det var nu mest for at holde stankelben og små fluer ude. Egentlige myg har vi ikke set meget til. Det er jeg også sikker på at Christina har sat meget pris på.

Links:
Læs også: Med telt i Frankrig og Spanien – Del 1
Med telt i Frankrig og Spanien – Del 2

 

Annonce

Fakta om camping i Frankrig

Biludstyr og sikkerhed

Det er påbudt at bruge seler både for og bag, og have kørelyset tændt. Det er obligatorisk at medbringe Advarselstrekant, Brandslukker, Forbindskasse, Sikkerhedsvest (EU-godkendt, EN471 og kan være gul, orange eller rød), Ekstra sæt pære til samtlige lygter og Styrthjelm hvis kørsel på motorcykel. Alkoholtester (formelt lovkrav). Det er TOTAL forbudt at bruge headsæt/høretelefoner når man kører bil og på cykel.

Promillegrænsen er som i Danmark, dog hvis man har under 3års køreerfaring er den på 0,2%. Hornet er forbudt om natten, der bruges lyset.

Camping

Camping udenfor for offentlige campingpladser er kun tilladt med tilladelse fra lodsejer eller off. myndighed. Deslige er det forbudt at campere i statsskove, nationalparker i særlige naturområder og ved strandene. Det frarådes at overnatte på rastepladserne og det er forbudt på gader og veje.

Hastigheder

  • Hastighedsgrænserne i byer er = 50 km/t
  • Landevej, bil og bil m/anhænger, samlet vægt under 3500 kg = 90 km/t
  • Landevej, køretøj over 3500 kg og bil m/anhænger, samlet vægt over 3500 kg** = 80 km/t
  • Motortrafikvej, bil og bil m/anhænger, samlet vægt under 3500 kg = 110 km/t
  • Motortrafikvej, køretøj over 3500 kg = 100 km/t
  • Motortrafikvej, bil m/anhænger med samlet vægt over 3500 kg, men under 12000 t = 90 km/t
  • Motorvej, bil og bil m/anhænger, samlet vægt under 3500 kg = 130 km/t *
  • Motorvej, køretøj over 3500 kg = 110 km/t *
  • Motorvej, bil m/anhænger med samlet vægt over 3500 kg = 90 km/t

Man må ikke kører i venstre vognbane på en 3 sporet motorvej med campingvogn/trailer bagefter.

Miljø og Vejafgift

Når man kører på de Franske motorveje betaler man pr. strækning man kører. Der betales ved den frakørsel som man forlader motorvejen af. Man kan betale med kontanter, Visa Eurocard, Mastercard, American Express. Der er ligeså betaling for at køre gennem tunnellerne og over broer (se nyttige links) Bjergpassene i Frankrig er gratis at passere, på nær Restefond.

Valuta

Euro og der kan benyttes de mest almindelige kreditkort.

Nationalsprog

Fransk

Toldregler

Gældende for EU

Brændstof

Blyfri benzin hedder Sans plomb 95/95-E10/98 og Diesel hedder Gazole/Diesel/B8

Vigtige dokumenter

  • Pas – Alm. dansk Kørekort – Gult og blåt sygesikringsbevis - Gyldigt campingpas
  • Original registreringsattest eller Del 1 til både bil-campingvogn-autocamper (Del 1 er ny model efter 5.12.2005)
  • Det grønne forsikringskort (bruges til kørsel uden for EU/EØS)
  • Det røde kort (god ide at medbringe hvis man har en kaskoforsikring)
  • DK-skilt (hvis man IKKE har en EU nummerplade)
  • Pillepas – Rejseforsikring – Kæledyrspas (Kontakt din dyrlæge for nærmere info ang. vaccinationer til det pågældende land)

Forsikringer

Der skal som minimum være almindelig ansvarsforsikring på bilen, campingvognen er op til en selv.

Brug for hjælp – vigtige telefonnr.

Ambulance – Brandvæsen – Politi: 112.

Ud over 112 som vi kender hjemmefra, kan man i Frankrig komme i direkte kontakt med læge, politi eller brandvæsen:

  • Lægehjælp: 15
  • Politi: 17
  • Brandvæsen: 18

Lægehjælp

EU-statsborgere får dækket alle udgifter til læge og sygehusvæsen ved korte ferierejser. Du vil dog selv skulle lægge ud for dine udgifter. Ved rejser på en måned eller mere skal du kontakte din kommune for at få udstedt et blåt EU-sygesikringsbevis. Overvej om det er en god idé at tegne en ekstra rejseforsikring som kan dække ting som tandlægeudgifter, forsinket eller stjålet bagage, osv.

Autohjælp

Er man kaskoforsikret kontakter man SOS Internationals Alarmcentral på:+ 45 70 10 50 52 eller + 45 70 10 50 50. eller man kan kontakte Falck på tlf. 00 45 70 10 20 30, hvis man har et Falck-abonnement.

Links til at finde Campingpladser i Frankrig

Nyttige links

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information