Som så mange andre, benyttede vi Camping '09 i Bella Centeret til, på en nem måde at få kigget på en række forskellige campingvogne, på relativt kort tid, hvilket jo netop var muligt, fordi Camping '09 samler vogne fra flere forskellige producenter og leverandører ét sted.

Lad mig allerede nu afsløre, at turen til Bella Center var det hele værd.

Annonce:

Vi selvfølgelig gjort os nogle overvejelser på forhånd om, hvilke krav vi har til en campingvogn, men derudover har vi ikke specielt meget forstand på campingvogne, så turen til Bella Center var lige så meget en måde at lære lidt mere om campingvogne.

De krav vi havde fundet frem til på forhånd, var:

  • Vi vil have en vogn vi kan køre med. Vi ønsker ikke at være fastliggere, og vi vil have en vogn vi både kan tage med en weekend på Sjælland og 14 dage sydpå, med flere stop undervejs.

  • Vi skal have sovepladser til mindst 3 voksne personer, helst i to lidt adskilte afdelinger. I den ene af afdelingerne skal sengen mindst være så lang at Chaufføren med sine 195,5 cm i længden kan ligge fuldt udstrakt med hovedpude. I den anden ende skal der være plads til Teenageren og/eller Svigermor (fandt Chaufføren pludseligt ud af, til sin store overraskelse).

    Annonce:
  • Vognen skal være af en højde så Chaufføren kan stå oprejst i den og ikke hele tiden slår sit hoved imod loftet.

  • Et toilet er næsten uundværligt for os, men til gengæld er vi lidt ligeglade med, om der er brusebad i vognen eller ej.

Naturligvis er der også en række andre krav, som er lidt sværere at være så specifikke om, som dem ovenfor: Vognen må gerne 'se pæn ud', både indeni og udenpå, men dette, og mange af vores øvrige krav er ikke så specifikke at de kan skrives ned: Der er ikke andet at gøre end at kigge på vognene, og så mærke hvad hjerte og mave fortælle en.

Ideelt ville vi også gerne have en vogn der kunne trækkes af vores Golf, men den må kun trække sølle 1200 kg, så vi besluttede os i stedet til at gå efter vogne i 1500-1600 kg klassen: Golf'en skal jo udskiftes på et tidspunkt alligevel, og de 1500-1600 kg er mere realistisk, vores øvrige krav taget i betragtning.

Den første vogn vi kiggede på, var en vogn fra firmaet Hobby, og det er et navn vi ofte støder på når vi møder campingvogne, både herhjemme og i udlandet.

Vi forklarede vores ønsker og behov for sælgeren, der efter lidt betænkningstid fandt frem til Hobby La Vita Bionda 560 KMFe til 153.950 kroner.

 
Steffen Hansen fra Jyderup Camping Center demonstrerer mediesøjlen

Vognen har to faste sovepladser som dobbeltseng, to faste køjesenge og mulighed for at konvertere sofa-afdelingen til yderligere to sovepladser til voksne, altså i alt 6 sovepladser. Egenvægt/totalvægt er 1363 kg/1600 kg.

Vi havde faktisk ikke overvejet at der kunne være køjeseng i en campingvogn, hvilket naturligvis sparer gulvplads, men samtidig virkede ret begrænsende på os. Det er kun et spørgsmål om kort tid før Teenageren har vokset sig så høj, at hun skal foldes sammen på midten før hun kan være i køjesengen (hvor køjerne 'kun' er hhv. 188 cm og 184 cm lange). Og selvom Svigermor i teorien godt kan være i køjesengen i længden, har Chaufføren alligevel svært ved at se hende kravle op/ind i en sådan. Køjerne kan naturligvis bruges til at opbevare tasker og andet i hvis der ikke er nogen der skal sove i dem, men vi syntes det var spild af plads og gav vognen et lejrskoleagtigt udtryk, specielt fordi den var placeret lige når man kom ind ad døren og derfor fremstod noget dominerende.

 
Køjerne i La Vita Bionda 560 KMFe

Det fortalte vi sælgeren, der straks forstod vores betænkeligheder, og hurtigt undersøgte hvilken af de mange andre Hobby-modeller der kunne opfylde vores behov, men uden køjesenge.

Her blev så en af ulemperne ved at se på campingvogne på en messe tydelig: Mens man har nem adgang til mange forskellige leverandører og producenter på messen, så har den enkelte producent/leverandør - naturligvis - ikke i praksis mulighed for at tage alle variationer af alle modeller med på en messe. Her er der simpelthen for mange, så hvis man vil se de bredeste udvalg af vogne fra én producent, så bør man besøge en forhandler der har de modeller man vil se på, hjemme.

Men det er naturligvis ikke, den i øvrigt meget kompetente sælgers skyld, at vi måske gerne ville se en model-variant der ikke havde fundet plads på messen, og vi besluttede os til at sende beslutningen om køjer eller ikke-køjer til hjørnespark i første omgang, og så se videre på vognen vi var i gang med.

Der var mulighed for at vælge mellem to forskellige materialer/farver på interiør og flere forskellige muligheder for stof, hvilket talte højt hos Konen, som på forhånd nærede en mistillid til mønstrene og farverne på den type stof der ofte ses i campingvogne.

 
Betræk og træ-dekor vurderes kritisk

Dog var der ikke mulighed for at vælge læder, hvilket Konen, til Chaufførens overraskelse, pludselig løftede sløret for, er 'praktisk i en campingvogn'. Der er åbenbart nogle ting man først får talt om, når man pludselig står ved forhandleren, og det er endnu en grund til bare at komme af sted.

Naturligvis er der her tale om smag og behag, men vi syntes i hvert tilfælde godt om materialerne, både på skabe og skuffer, men også køkkenet virkede gedigent og velgennemtænkt.

 
Køkkenets kvalitet og indretning får en kritisk gennemgang

Der var ingen ovn i køkkenet, og det var umiddelbart ikke beregnet til at få bygget ind. Den imødekommende sælger sagde dog straks at han gerne ville kontakte fabrikken for at høre om mulighederne for at få en ovn passet ind så det ser pænt ud. Konen er meget interesseret i en ovn, men dog ikke mere interesseret end at det i hvert fald ikke bliver et krav til vognen. Desuden ville en ovn tage en del af den værdifulde skabsplads - Og man har i køkkenet på en campingvogn virkeligt brug for al den skabsplads man overhovedet kan få.

Gulvvarme er standard, hvilket godt nok ikke var på vores kravliste, men efter en god omgang sælgersnak var vi helt overbevist om at det vil være dejligt hvis man camperer i de køligere perioder. Og camping i en kold tid var egentligt ikke noget vi havde overvejet på forhånd, men noget vi tog med i vores vurdering af de øvrige vogne vi skulle kigge på.

I siddeafdelingen er der søjlebord, hvilket var en af de ting vi ikke vidste noget om, før vi så vognen, men det synes vi godt nok er smart! Det står helt fast, samtidig med at der er mulighed for at frigøre bordpladen, så den kan rykkes/flyttes nok til at det er nemt at komme ind på plads, men samtidig uden at den bliver så løs, at det på nogen måder virkede uforsvarligt at have ting på bordet samtidig.

  
Fagre nye verden - et justerbart søjlebord!

Og meget vigtigt for os, så var søjlen så langt inde, at selv Chaufføren sine lange ben, ikke havde nogen som helst problemer med at sidde ved alle positioner hele vejen rundt om bordet. Og det er ellers noget som ellers kan være et problem ved selv helt almindelige borde som ikke er i en campingvogn.

Hvilket bringer os frem til højde-problemet: Det var ikke muligt for Chaufføren at stå oprejst i vognen, uden samtidig at stå i spænd mellem gulv og loft. Nu skal det retfærdighedsvis nævnes, at Chaufføren selvfølgelig havde sko på, men i praksis nok også vil have en sandal eller hjemmesko på, når vi endeligt køber og færdes i vores egen vogn.

Bestemt ikke ideelt, for selvom problemet sagtens kunne omgås ved at dukke sig en lille smule, siger erfaringen at Chaufføren bliver træt i ryggen, hvis der ikke er mulighed for at strække sig helt ud engang i mellem.

Kanten om loftslemmen var et problem: Denne krævede at Chaufføren bukkede sig for at komme forbi, og erfaringen siger desværre, at han på et tidspunkt vil blive mindet om - netop ved at ramme med hovedet - at han skal huske at bukke sig hver gang han skal forbi denne loftslem.

Da loftslemmen naturligvis er placeret lige ud for køkkenet, for dermed også at fungere som en form for emhætte, fik det hurtigt Konen til at konkludere, at det så ville betyde at hun vil komme til at stå for al oprejst aktivitet i køkkenet. Men forhåbentligt bliver det grillvejr når vi skal af sted, og så har Chaufføren jo mulighed for at tage hånd om denne del af madlavningen udendørs.

 
Når man er over 190 cm. i højden er der ikke ståplads i køkkenet

Chaufførens højde kan Hobby jo ikke lægges til last for. Til gengæld skal de have stor ros for at have lavet runde kanter på stort set alle de ting man kan slå hovedet ind i, herunder dørkarmen ud til badeværelset, underkanter på skabe (specielt dem der er placeret over siddeafdelingen). Ikke bare ser det pænt ud, det skåner også knoppen på dem der på et tidspunkt vil ramme kanterne.

Belysningen bør fremhæves. Der var virkeligt gjort noget ud af belysningen i Hobby-vognen, både i form af indirekte belysning, så man kan orientere sig når man bevæger sig rundt i vognen, men også i form af punktbelysning, hvis man skal sidde og læse eller spille spil eller andet hvor der er behov for direkte belysning.

Alt indirekte lys var lysdioder, altså nyeste teknologi, og jeg ved at det både betyder lang levetid på lamperne og lavt strømforbrug. Lyset kan dæmpes og indstilles på mange flere måder end jeg troede muligt.

Desuden kan belysningen styres fra et panel ved indgangen til campingvognen, så man eksempelvis kan slukke alt lyset fra et sted, når man forlader vognen, og hurtigt komme tilbage til den belysning man havde, da man gik. Desuden fås der fjernbetjening til lyset (mod merbetaling), hvilket tiltalte tekniknørden i Chaufføren, selvom han nok får lidt svært ved lige at bevise nødvendigheden af denne fjernbetjening overfor Konen.

 
Betjeningspanel til al lys i campingvognen

En lille sød detalje var sengelamperne i børneafdelingen: De er udformet som små bamser, og ved at dreje på næsen, skifter man fra almindelig belysning til natbelysning/vågelys. Det er da meget godt tænkt, selvom Teenageren er noget udenfor målgruppen.

Der er så mange muligheder med belysningen, men jeg vil stoppe her, og blot sige at jeg var overrasket over at campingvogne på nogle områder er længere fremme end hvad jeg har set i private hjem.

Vognen kan i øvrigt køre på både 12 og 230 volt, dog uden gulvvarme ved 12 volt, sikkert fordi det vil trække for meget på bilens batteri.

Badeværelse og alt andet ved indretningen var i øvrigt bare som det skulle være, og med demonstration af muligheden for at montere en fladskærm på en drejelig konsol, så fjernsynet kan drejes afhængig af om man vil se tv i 'stuen' eller i 'soveværelset' erklærede vi os tilfredse med hvad vi havde set, og bad om en gennemgang af de ydre dele af campingvognen.

 
Der er lige akkurat ståhøjde i badeværelset

Heller ikke her var der noget at udsætte på nogen som helst af de ting vi fik vist eller spurgte ind til: Der var alle de ting vi lige kunne komme i tanke om at spørge til (eller ikke nåede at spørge til, før sælgeren havde vist det): Vognen kobles til bilen med en kobling med stabilisator (en af de to bedste systemer på markedet, forklarede sælgeren, så her er noget mere at sætte sig ind i), indbygget kugletryksmåler og påløbsbremse med bakautomatik (den slags ved Chaufføren da, er rar at have).

På begge sider af vognen er der integreret forteltsliste, og det er smart hvis man også at have et fortelt på begge sider af vognen. Konen kunne dog ikke lige se vores behov for dette, men det er der helt sikkert andre der kan. Trækstangafdækningen er en pæn detalje, og da vi spurgte om den ikke ville forhindre os i at montere cykelbeslag eller holder til tørrestativ fik vi hurtigt forklaret mulighederne for at montere begge dele.

 
Smart med en udvendig serviceluge

Generelt fremstår vognen udendørs med pæne vinduer og en ret aerodynamisk form, selvom Konen nok syntes at den lignede de fleste andre campingvogne hun tidligere har set.

Inden vi sagde farvel til den dygtige sælger, fik vi udleveret både et omfattende katalog og en prisliste samt en ekstra beskrivelse af netop den vogn vi havde fået vist i detaljer.

Vi fik svar på alle vores spørgsmål, og lærte også lidt om hvad vi skal spørge om, hos de sidste to forhandlere vi har valgt at bruge ekstra tid på, på messen i Bella Center.

Husk på, at mange af ovenstående betragtninger kun gælder for os, med vores behov og vores opfattelse af, hvad der er godt og hvad der er mindre godt. Dine behov er med garanti nogle andre, og du og din familie vil lægge vægt på nogle andre ting end dem vi har lagt vægt på.

Besøg selv de forhandlere der har de vogne du syntes er interessante at kigge nærmere på, og få en demonstration af de campingvogne I mener passer til jeres behov, eller eventuelt besøge en campingmesse næste gang du får mulighed for det.

Links:
Hjemmeside: Hobby 
Gå til del: 1 -  2 -  3 

 

Annonce

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information