Vores næste besøg Adria's stand, fordi vi var blevet anbefalet at kigge på campingvogne af dette mærke. Efter at have fortalt sælgeren om vores ønsker og behov, fik vi vist to forskellige campingvogne.

Annonce:

Den første var Adria Adora 512 UP, der med en egenvægt på 1090 kg og en totalvægt på 1500 kg, og til en vejledende udsalgspris på 124.980 kroner.

 

Vognen er standard forsynet med gulvvarme og kan køre på både 230 volt og 12 volt (dog uden gulvvarme da dette ikke fungerer på et batteri). Det var også her vi fandt ud af at gulvvarme ikke alene kan varme en hel vogn op hvis det er koldt udenfor. Så må man have centralvarme eller en ovn der virker ved blæse varm luft i campingvognen. Vi syntes straks at centralvarme var smart, da det nødvendigvis må give en bedre varmefordeling i vognen.

 
Adria Adora 512 UP har en god indretning

Annonce:

Vognen har en dejlig indretning. Man træder ind nærmest i midten af vognen, lige ind i køkkenet, og har siddegruppen på højre side og seng og badeværelse på venstre hånd. Vognen har altså 2 faste sovepladser i form af en dobbeltseng og siddeafdelingen kan konverteres til yderligere to sovepladser, altså i alt 4 sovepladser. Vi er enige om at det er optimalt at de to soveområder befinder sig i hver sin ende af vognen. Den faste dobbeltseng er 202 cm, med mulighed for at den der ligger yderst kan stikke fødderne ud. Sengen er placeret i højre side af vognen, så det passer med at Chaufføren - som altid ligger på venstre side af Konen, og absolut ikke har tænkt sig at lave om på dette - vil have mulighed for at strække sig helt ud. En detalje vi ikke havde tænkt på da vi kiggede på Hobby'en, men som nu virkede helt indlysende.

 
Også Adria'en har en vendbar mediesøjle

Det er muligt at lukke af til soveafdelingen med den faste dobbeltseng med en 'rigtig' skydedør, og ikke bare et plisse-lignende forhæng. Umiddelbart regner vi ikke med at det er mere lydisolerende på den ene eller anden måde, men det virker bare mere gedigent, og det er noget vi begge kan lide. Vi sætter pris på at kunne bevæge os omkring inde i vognen uden at skulle frygte at rive den fra hinanden i tide og utide.

Nu lagde vi mærke til noget som også havde været gældende i Hobby'en, men som vi ikke havde tænkt på: Badeværelset er placeret lige ved siden af den faste dobbeltseng, i Adria'en med håndvasken udenfor. Det betyder at når man trækker skydedøren til, lukker man samtidigt for brug af toilettet for dem der sover i den anden ende af vognen. Så er de nødt til at åbne skydedøren ind til de faste sovepladser for at komme til. Og så ryger idéen med den smule privatliv man kan have ved at kunne lukke døren bag sig når man skal sove. Vi blev enige om at det vil være et stort plus hvis indretningen i vores kommende vogn er sådan, at toilettet ikke er placeret i vores soveafdeling.

Ståhøjden var igen et problem, og Chaufføren stod i spænd mellem gulv og loft da han forsøgte at rette sine 195,5 cm (plus sko) ud. Måske har campingvogne i den størrelse vi kigger på generelt bare en indvendig loftshøjde på lige under de 2 meter?

Hvad værre var, er at der var mange skarpe kanter i loftshøjde, eller rettere; lidt under loftshøjde. Et eksempel herpå er skinnen til skydedøren ind til soveværelset, dørkarmene til både indgangen i vognen og ind til toilettet. Helt skarpe kanter der bare venter på at høvle hud og hår af Chaufførens stakkels hoved. Disse skarpe kanter er naturligvis ikke noget problem for folk der ikke er velsignede med samme højde, men for os er det bestemt et stort minus vi er nødt til at tage i betragtning.

 
Siddegruppe (uden et søjlebord)

Da vi satte os ned i siddegruppen blev Konen opmærksom på at bordet i denne vogn ikke var af søjlebordstypen men derimod havde fire ben, og måtte derfor ømme sig lidt på det ene knæ. Vi havde begge besvær med at få kantet os rundt om bordet og var tilmed ved at vælte det undervejs i processen. Sælgeren gjorde et ihærdigt forsøg på at promovere de gode egenskaber ved at have et løst bord: Det kan tages ud og bruges f.eks. ude i forteltet. Men det transportable bord var allerede sendt til tælling: Vi vil ikke have en indretning hvor vi er nødt til at være så påpasselige, både for ikke at vælte det og for ikke at komme til skade..

Vi var efterhånden blevet enige om at der var for mange ulemper ved vognen, og den forstående sælger fandt hurtigt en anden, lidt større model, som han viste os.

Den anden model var Adria Classica 613 PK, med en egenvægt på 1375 kg og en totalvægt på 1700 kg, til en vejledende udsalgspris på 158.980 kroner.

 

Denne vogn har 2 faste sovepladser, køjeseng med to køjer og mulighed for yderligere 2 sovepladser, altså soveplads til i alt 6 personer. Målene på de faste senge er hele 210 cm! Så det gør ikke noget at sengen er placeret i højre side af vognen og at Chaufføren derfor skal ligge inderst og ikke kan få fødderne ud over kanten.

 
Adria Classica 613 PK virker mere rummelig

Køjesengene er på hele 199 cm, og teenage-datteren bliver forhåbentlig ikke høj, at det bliver et problem med denne længde. Til gengæld har hun snart en alder hvor det nok ikke længere er så 'underholdende' at sove i køjeseng som det kan være for yngre individer. Ydermere er maksimumbelastningen på den øverste køje 70 kg, og selvom hun ikke er helt oppe i den vægtklasse endnu, kan det blive aktuelt hvis hun fortsætter med at skyde i vejret.

Vi er altså stadig ikke så lune på ideen med køjesenge, men det virker nu alligevel mere brugbart, at køjesengene er i 'fuld længde'.

Denne vogn deler mange af egenskaberne fra Adria Adora 512 UP - på både godt og ondt. Loftshøjden er den samme, og de skarpe kanter i hovedhøjde er desværre også at finde i denne model.

Gulvvarme er ligeledes standard i 613 PK, og sælgeren gjorde meget for at fremhæve den gode ventilation i vognen. I salgsbrochuren kunne vi senere læse at der er hele 35 mm isolering i vognen, hvilket gør den særdeles velegnet til brug hele året.

 
Køleskabet undersøges nøje

Konen bemærkede straks flere glædelige ting ved køkkenet. For det første var der indbygget ovn. Og ikke nok med at der var indbygget ovn, den bestod af to separate sektioner: En helt smal del øverst og en større del nederst. Uden egentligt at spørge ind til det hos sælgeren, forestillede Konen sig straks at den øverste del er beregnet til at riste morgenboller i, i stedet for at medbringe en brødrister. Fuldstændigt bjergtaget erklærede hun derfor at en sådan smart ovn ville hun også have derhjemme i køkkenet. Ved en senere gennemgang af kataloget kunne vi konstatere, at den smalle ovn-del er grill.

 
Stort og dejligt komfur

For det andet var der hele fire blus på komfuret. Om end man skal anvende meget små gryder/pander for at have alle fire i brug på én gang... Men smart så det ud.

Dernæst var der størrelsen på køleskabet: Køleskabet i denne vogn er det største vi har set indtil videre, og det er noget vi ikke har bidt mærke i tidligere. Naturligvis skal vi have et stort køleskab så vi ikke behøver at økonomisere så meget med pladsen, selvom vi forestiller os at man nok handler ind på en lidt anderledes måde når man er på camping.

Alt i alt var det et mere 'rigtig' køkken, end det der var i de tidligere modeller vi har kigget på, selvom det i sagens natur må være et lille bitte et af slagsen. Hvis man prioriterer køkkenet højt, må man give denne Adria-model ekstra point her.

Generelt virkede vognen på os lidt (men også kun lidt) mere rummelig, end de to vi har set på tidligere, og den er jo også lidt større i rummål.

Med et hurtigt kig uden på vognen, kunne vi endnu en gang konstatere at den ligner en... Ja, den ligner en campingvogn.

Vi blev enige om at køjesengene tæller ned i den samlede bedømmelse, og det samme gør det faktum at bordet ved siddegruppen også var løst og på fire ben som i den forrige Adria-model.

Igen er toilettet placeret på en måde, så når man lukker af til 'soveværelset' med den faste dobbeltseng, lukker man også af for toilettet.

 
Det trækker lidt ned at badeværelset er placeret lige ved siden af sengen

Til gengæld var betrækket inde i vognen flot med gardiner og sløjfer på puderne i dobbeltsengen i et luksuriøst satin-agtigt stof. Og mod en merpris, kan hynderne, til Konens store glæde, leveres i lyst læder som passer til de andre farver i vognen.

Omvendt er træ-farven inde i vognen noget mørkere end den var i Hobby-modellen, og det fremgår ikke umiddelbart af kataloget om vognen leveres med anden farve.

Efter at have taget afsked med sælgeren, gik det op for os, at vi stort set ikke havde kigget på det ydre af de to Adria-modeller fordi vi havde været så optagede af de indendørs faciliteter og indretningen. Vi mindede os selv om at vi fremover skulle huske at få gennemgået den udendørs del af vognen grundigere.

Vi er også blevet enige om at jo mere vi ved om campingvogne, desto flere spørgsmål kan vi stille. Det er svært at stille spørgsmål når man ikke ved noget som helst.

Vi føler os derfor efterhånden godt rustet til at besøge den sidste forhandler på vores rundtur i Bella Center '09. Vi skulle senere erfare at vi stadig havde et par aha-oplevelser til gode, og det kommer der mere om i 3. afsnit.

Links:
Hjemmeside: Adria
Gå til del: 1 - 2 - 3

 

Annonce

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information