autocamper1 004

Nu er vi nået til Potsdam uden for Berlin. Alt er hidtil gået godt og vi er positivt overrasket over vores tur i autocamperen.

Annonce:

Potsdam

Vi havde valgt at ligge på campingpladsen Campingpark Sanssouci Gaissberg i Potsdam ca. 35 km. uden Berlin. Igen en stor og dejlig campingplads. Den ligger i et skovområde lige ned til en sø. En meget rolig plads. Der er en lille butik, en legeplads og en udmærket restaurant. I receptionen tales kun tysk, og man kan ikke bruge kreditkort på pladsen. Alt fungerer perfekt der. Sanitetsbygningerne er nye, store og meget rene. Vi blev vist ned på en plads, hvorfra vi kunne se ud over søen. Vejret var dejligt, så campingmøblerne kom frem og markisen blev rullet ud. Igen – vi var på plads på under et kvarter. Vi skulle være på denne campingplads i to nætter, og besøge filmbyen Barbelsberg og se Berlin.

Den aften valgte vi at spise på campingpladsens restaurant. Det var god mad og prisen rimelig. Efter aftensmaden hyggede vi sammen i autocamperen indtil vi gik i seng.

Image 

Annonce:

Da vi vågnede om næste morgen, gjorde vi os klar til at besøge filmbyen Filmpark Babelsberg i Potsdam. Her oplevede vi den første egentlige ulempe ved en autocamper i forhold til en campingvogn. Vi skulle som sagt være på denne campingplads i to nætter. Men da autocamperen var vores transportmiddel, var vi nødt til at pakke alt ned og tage det med i autocamperen. Normalt er vi vant til at kunne lade alt stå i vores fortelt, så det var lidt irriterende.  

Image 

Vi havde ikke gjort os de store tanker om byen Potsdam. For os var det en forstad til Berlin, og hjemsted for filmbyen Babelsberg. Men på vej til filmbyen, blev vi meget overrasket. Potsdam viste sig at være en utrolig smuk by med mange slotte og kulturminder fra Tysklands kejservælde. Et hurtigt blik i en turistfolder bekræftede da også, at Potsdam måtte være en spændende by at gå på opdagelse i. Desværre havde vi ikke tid til dette på denne tur, men vi er blevet enige om, at vende tilbage til Potsdam på et senere tidspunkt for at opleve denne by.

Filmbyen Babelsberg

Filmbyen Babelsberg var turens hovedattraktion for vores ældste datter Line, som glædede sig meget. Vi havde lidt problemer med at finde stedet. Vores GPS er åbenbart ikke særlig stedkendt i Potsdam. Men vi fik da en fin rundtur i Potsdam, indtil vi omsider fandt filmbyen. Igen skal det siges, at vi på ingen måde var generet af, at vi kørte rundt i en stor autocamper. Vi havde ingen problemer med at manøvrere autocamperen rundt i den tætte bytrafik.

Image 

Det er svært at beskrive filmbyen med ord. Hvis man er blot en lille smule interesseret i at se hvordan film bliver til, er det en stor oplevelse.

Image 

I filmbyen kan se en masse af de dekorationer, der er brugt i klassiske film. Der vises et storslået (og larmende) stuntshow. Man kan deltage som publikum i en live TV-udsendelse. Man kan opleve hvordan man laver trickfilm, kulisser, masker, kostumer m.m.. Alt er præsenteret så både voksne og børn har en god dag med mange oplevelser der.

Image 

Vi brugte en hel dag i filmbyen, og morede os storartet. Det skal også siges, at filmbyen tager maget hensyn til handicappede. Vi havde ingen problemer med at få Sissel rundt i hendes kørestol. Hertil kommer så, at personalet var meget hjælpsomt.

Image 

Da vi var færdige med vores oplevelser i filmbyen, kørte vi tilbage til campingpladsen i Potsdam. Her parkerede vi på vores plads, satte strøm til, slog markisen ud og hentede campingstole og –bord frem fra den autocamperens store bagagerum (garagen). Herefter var det bare at nyde den dejlige forårsaften ved søen.

Den aften lavede vi mad i autocamperen. Køkkenet er veldisponeret med god plads til kulinariske udfoldelser. Der er god plads til køkkengrej og service, ligesom der, er god plads i siddegruppen til at indtage maden.

Berlin

Næste morgen pakkede vi sammen – hvilket var overstået på ca. 10 min. – og satte kurs hjemad. På vejen hjem ville vi bruge en halv dag i Berlin. Her har autocamperen igen en klar fordel. Vi ville aldrig have forsøgt at køre in i Berlins centrum med vores campingvogn på slæb. Men det kan lade sig gøre med en autocamper.  Vi kom uden problemer igennem den tætte trafik ind til centrum, og fandt en parkeringsplads meget tæt på Brandenburger Tor. Med kun en halv dag til rådighed, er det ikke muligt at opleve alle Berlins tilbud. Men vi fik en hyggelig tur til fods rundt i byen , og fik vist vores børn Brandenburger Tor, Alexander Platz, Checkpoint Charlie og resterne af Berlin muren. Godt trætte i fødderne kom vi tilbage til autocamperen godt fire timer senere, og satte kursen mod Danmark igen.

Turen hjem gik glat. Vi overnattede på en rasteplads nær Putgarden, og næsen morgen var vi hjemme i Glostrup igen.

Campingvogn vs. Autocamper

Det er svært at sammenligne en ferie i hhv. camping og autocamper. Det er to forskellige måde at feriere på. Vi nyder pladsen i vores campingvogn og fortelt. Der er rigelig plads til alle vores ting, og det er at have en fast base giver en dejlig ro. Når først alt er på plads, danner vogn og telt rammen om mange hyggelige oplevelser. Det tager nogle timer at komme på plads, men så har man også en rummelig og hyggelig base. Herfra kan man så tage på udflugter eller hygge sig sammen.

Omvendt oplevede vi det under vores tur i autocamperen. Her var der ikke den samme ro. Vi var ligesom hele tiden i opbrud. Der var selvsagt heller ikke den samme plads som i en campingvogn med fortelt. Dette er på ingen måde negativt ment. Det er blot en anden måde, at holde ferie på. Man er hele tiden på farten og meget mobil.  Man kører fra oplevelse til oplevelse, og er ikke hæmmet af at have en campingvogn på slæb.

Vi ville aldrig skifte vores campingvogn ud med en autocamper. Men vi ville godt have en autocamper til brug ved forlængede weekendture o.l. Desværre tillader vores økonomi ikke at have både campingvogn og autocamper. En skam – for så ville vi kunne nyde godt af begge ferieformer.

Video - Del 4:

Video - Del 5:

Gå til del: 1 - 2 - 3

 

 

Annonce

Fakta om camping i Tyskland

Biludstyr og sikkerhed

Det er obligatorisk at medbringe advarselstrekant. Det er en rigtig god ide, at medbringe sikkerhedsveste til alle, nødhjælpstaske og ildslukker. Det er tillige også obligatorisk at bruge sikkerhedssele både for og bag. Børn skal bruge godkendte autostole/selepuder, børn under 12 år eller under 150 cm skal side i en autostol/selepude der passer til barnets alder.

Det er obligatorisk at køretøjer op til 3500 kg skal kører med vinterdæk/helårsdæk når der er sne/is på vejene. Dækkene skal være mærket med enten M+S eller snefnugsymbolet eller begge dele. Og der skal som minimum være 1,6 mm mønster. Det er ikke et krav at anhængeren skal have vinterdæk, men det anbefales.

Det er ikke tilladt at kører med pigdæk i Tyskland. Der kan dog benyttes snekæder, men så er fartgrænsen på 50 km/t. I bjergområderne vil der være skiltet med at snekæder er påkrævet.

Færdselsregler

Promillegrænsen er som i Danmark, dog er grænsen på 0 for bilister som har haft kørekort under 2 år eller er under 21 år. Tale i håndholdt mobiltelefon er også forbudt, også hvis kørslen foregår på cykel. Navigationsanlæg/GPS med informationer om politiets fartkontroller er ulovlige at bruge i Tyskland.

Nærlyses skal tændes ved mørkes frembrud, i tåge, sne eller stærk regn. I Tyskland er der højrevigepligt med mindre andet er skilte. Ligeledes er lygtebom og ekstra nummerplade påkrævet, hvis man hægter noget bagpå bilen.
Er man uheldig at være involveret i en ulykke i Tyskland og man har haft løstsiddende fodtøj på, og det kan være årsagen til ulykken, kan det have indflydelse på ansvarsfordelingen. Ved kødannelser tænd straks havariblinket for at advarer bagfrakommende køretøjer.

Hastigheder

  • I byerne er hastigheden = 50 km/t
  • Personbiler/andre køretøjer op til 3500 kg på landevej = 100 km/t
  • Personbiler/andre køretøjer op til 3500 kg på motorvej = 130 km/t (På nogle tyske motorveje er der ingen hastighedsbegrænsning, det anbefales dog kun at kører 130 km/t. Er man uheldig at blive involveret i et uheld, skal man kunne bevise at det ikke er ens høje hastighed der er skyld i ulykken, hvis man har kørt stærkere end 130 km/t)
  • Personbiler med anhænger på landeveje = 80 km/t
  • Personbiler med anhænger på motorvej/motortrafikvej = 80 km/t og 100 km/t hvis man har Tempi 100 godkendt sit vogntog
  • Autocamper op til 3500 kg med anhænger gælder samme hastigheder som personbil med anhænger.
  • Køretøjer over 3500 kg med anhænger på landevej = 60 km/t
  • Køretøjer over 3500 kg med anhænger på motorvej/motortrafikvej = 80 km/t (60 km/t i bebyggede områder)
  • Motorcykel med trailer = 60 km/t både på landevej og motorvej/motortrafikvej

Ved busstoppesteder må man først passere bussen i langsom fart (4-7 km/t) når den holder stille med advarselsblink tændt.

Parkering i Tyskland

Danske P-skiver er IKKE lovlige i Tyskland, en tysk p-skive bliver tidspunktet angivet med en pil og man bruger kun halve timer, ikke kvarter som i Danmark. Har man en elektronisk p-skive, skal den være godkendt af de tyske myndigheder og kunne stilles til halve timer. 

Miljø, Vej, tunnel, Broafgifter

Mange tyske byer har miljøzoner, nærmere betegnet 69 byer fordelt over hele Tyskland. I disse byer skal man have et miljømærke i forruden. Miljømærket findes i 3 farver, rød, gul og grøn alt afhængig af hvor stort forureningsniveauet er på den pågældende bil, og om den kører på benzin eller diesel. Når mærket er købt, holder det bilens levetid, eller hvis ruden skal udskiftes, så må man købe et nyt.Kan købes på alle TÜV-stationer og DEKRA-værksteder i Tyskland. HUSK bilens originale registreringsattest.

Skal man ikke til en af de nævnte byer, behøves man ikke mærket, men kører man ind i en miljøzone og bliver opdaget, får man en bøde.

Camping

Det er forbudt at campere i skove og naturreservater, der opfordres til at bruge de officielle campingpladser.

Valuta

Euro og der kan benyttes de mest almindelige kreditkort som Visa, Mastercard, Diners og American Express de fleste steder.

Nationalsproget

Tysk er hovedsproget, men der tales også lidt engelsk og fransk. Derudover er der en del regionale dialekter, der adskiller sig meget fra hinanden i udtale. Officielle mindretalssprog er der bl.a. dansk, sorbisk og frisisk.

Toldregler

Toldregler gældende for EU

Strøm

230V vekselstrøm

Brændstof

95 Blyfri = Bleifrei Super, 98 Blyfri = Bleifrei Super Plus

Vigtige dokumenter

Pas – Alm. dansk Kørekort – Gult og blåt sygesikringsbevis - Gyldigt campingpas. Original registreringsattest eller Del 1 til både bil-campingvogn-autocamper (Del 1 er ny model efter 5.12.2005). Det grønne forsikringskort (bruges til kørsel uden for EU/EØS). Det røde kort (god ide at medbringe hvis man har en kaskoforsikring). DK-skilt (hvis man IKKE har en EU nummerplade). Desuden Pillepas – Rejseforsikring – Kæledyrspas (Kontakt din dyrlæge for nærmere info ang. vaccinationer til det pågældende land)

Forsikringer

Der skal som minimum være almindelig ansvarsforsikring på bilen, campingvognen er op til en selv.

Brug for hjælp – vigtige telefonnr.

Akut brug for hjælp: Ambulance – Brandvæsen ringes 112 og politi: 110 eller 112.

Lægehjælp

EU-statsborgere får dækket alle udgifter til læge og sygehusvæsen ved korte ferierejser. Du vil dog selv skulle lægge ud for dine udgifter. Ved rejser på en måned eller mere skal du kontakte din kommune for at få udstedt et blåt EU-sygesikringsbevis. Overvej om det er en god idé at tegne en ekstra rejseforsikring som kan dække ting som tandlægeudgifter, forsinket eller stjålet bagage, osv.

Autohjælp

Er man kaskoforsikret kontakter man SOS Internationals Alarmcentral på:+ 45 70 10 50 52 eller + 45 70 10 50 50. eller man kan kontakte Falck på tlf. 00 45 70 10 20 30, hvis man har et Falck-abonnement.
Har man ikke kaskoforsikring eller europadækning kan man tilkalde vejhælp hos ADAC på tlf. 01802 22 22 22, fra mobil på 22 22 22 mod betaling. Benytter man nødtelefonerne langs Autobahn (2 km mellem hver) skal man insistere på at få hjælp fra ADAC.

Links til at finde Campingpladser i Tyskland

Nyttige links:

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information