Image

Efter d. 01. januar må der kun opsættes ’normale’ fortelte på danske campingpladser, og det er ikke længere tilladt at lade f.eks. fiberdug stikke udenfor teltet. Dette er netop blevet bekendt i en noget restriktiv afgørelse fra Campingrådet. 

Annonce:

Afgørelsen er som følger:

Campingrådets bestyrelse besluttede på sit bestyrelsesmøde den 27. november 2008, at det skal præciseres, at der ikke må opstilles andet end sædvanlige fortelte og ikke være teltbund, der stikker udenfor forteltet på de danske campingpladser i henhold til aftalen mellem By- og Landskabsstyrelsen, Kommunernes Landsforening og Campingrådet fra år 2000.

Det har i de seneste år kunnet konstateres, at der er blevet opstillet fortelte, der ikke er "sædvanlige". Med sædvanlig menes der fortelte, der er koblet til campingvognen i en skinne og som ikke kan opstilles uden campingvogn. Fra 1. januar 2009 må der ikke opstilles andet end sædvanlige fortelte på de danske campingpladser.

Campingrådets bestyrelse ønsker ligeledes at præcisere, at der fra 1. januar 2009 ikke må være teltbund af "Ground Cover", "Fibertex" eller andre typer presenninger, der stikker udenfor forteltet.

Campingrådets bestyrelse ønsker med dette brev at sende et klart signal om, at aftalen mellem By- og Landskabsstyrelsen, Kommunernes Landsforening og Campingrådet fra år 2000 fortsat er gældende. De danske campingpladser skal have et udseende, der viser, at camping er en mobil ferie- og Fritidsoplevelse.

Camping Branchen og Campingrådet har drøftet ovenstående på et fælles bestyrelsesmøde, og Camping Branchens bestyrelse er enig med Campingrådets bestyrelse. Dette brev er også sendt til alle caravanforhandlere.

Det vil med andre ord sige, at telttyper som f.eks. StandBy og Villa ikke længere er tilladt på danske campingpladser.

Her på AltOmCamping.dk kan vi ikke forstå denne afgørelse. Vi mener den er for restriktiv og at den rammer forkert. Vi er absolut tilhængere af, at de danske campingpladser ikke skal ligne kolonihaver eller - måske endnu værre - begynde at ligne de tyske campingpladser, hvor fastliggerne har terrasser, faste tage m.m. Det er et frygteligt syn, og vi er glade for at Campingrådet kæmper imod sådanne tilstande.

Annonce:

Men vi kan ikke se, at det nytter noget at udstede forbud mod bestemte telttyper. Vi kan f.eks. ikke se at det skulle gøre nogen væsentlig forskel hvad udseende angår, om forteltet f.eks. er Isabellas Villa eller Universal. 

Image
Der er ikke den store forskel hvad udseende angår på f.eks. en Villa og en Universal

Der vil altid være fastliggere på de danske campingpladser. De er en del af den danske campingkultur, og er måske den gruppe, der benytter sig af deres campingvogne mest. Med dette forbud berøver man dem muligheden for et solidt og stabilt helårstelt. 

Også ældre eller campister, der ikke har helt har kræfterne eller energien til at skulle skifte telt flere gange om året, og som gerne vil have plads og komfort i ydersæsonerne også, bliver ramt af dette forbud. Det er jo netop denne gruppe campister, der har stor glæde af de snart forbudte telttyper. At man kan koble sin campingvogn til og fra sit fortelt uden at skulle tage dette ned, sikrer jo den omtalte mobilitet.  På denne måde får også denne gruppe campister mulighed for komme ud og bruge deres campingvogne på de danske landeveje.

Havde Campingrådet i stedet udstedt et forbud mod blomsterkasser, havenisser, gangstier, haver, flagstænger - ting som alle leder tanken hen på en kolonihave - så havde vi kunne forstå det. Men at Campingrådet nu udskriver retningslinjer for, hvilket campingudstyr man som campist kan anvende i Danmark, finder vi problematisk.  Sagt på en anden måde - det er ok at opsætte regler for hvad der må opstilles på en enhed på en campingplads. Dette kunne f.eks. være en campingvogn og fortelt samt størrelsen på disse ting. Men det er efter vores mening ikke ok, at bestemme hvordan vores udstyr skal se ud, og hvordan det er konstrueret. Det tager jo lidt af 'friheds-begrebet' som vi campister holder meget af.

Mht. afgørelse omkring brug af fiberdug, så står vi lidt med et ben i hver lejr. Indrømmet - det er ikke pænt når der rager fiberdug langt ud fra forteltet. Vi har endda set eksempler for store plænearealer har været dækket af fiberdug, for at undgå at man fik græs ind i teltet.

Men vi kan godt se det praktiske i, at man lader sin fiberdug gå ca. 20 cm. ud fra forteltet. Det forhindrer nemlig slagregn i at svine forteltet til. Som rejsende campister sparer man meget tid ved ikke at skulle bruge timer på at rense jord, græs og mudder af sit telt - tid som man i stedet kan bruge på oplevelser.

Image
Fiberdug, der stikker ud under teltet, er også snart forbudt

Der er mange grimme eksempler på brug af fiberdug, så en regulering af brugen af denne var ventet. Men vi havde nok håbet på en knap så restriktiv afgørelse.

Alt i alt synes vi dette er en kedelig afgørelse fra Campingrådet. Hidtil har Campingrådet arbejdet med kvalitets- og stjernekrav på de danske campingpladser. Herunder også udseende af pladserne og hvad der må forefindes på de enkelte enheder. Men at Campingrådet nu begynder at opsætte regler for hvilket udstyr man må benytte i Danmark, er en foruroligende udvikling.

Vi vil selvfølgelig respektere afgørelsen, men håber på og opfordrer samtidig til, at man vil genoverveje denne afgørelse, og at der ikke kommer flere restriktioner mht. hvilket udstyr, vi som campister må anvende i Danmark.

Links:
Hjemmeside: Standby Telt | Isabella Villa
Se også: Interview med Campingrådets formand fra oktober '08
  Video om Isabella Villa

 

 

Annonce

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information