Camping er en trend i rivende udvikling

Skrevet af Ann Karina til .

At holde ferie i campingvogn eller autocamper er som at medbringe sin egen luksuriøse hotelsuite

Årets campingaktiviteter er skruet ned på lavere blus, selv om stadig flere campister vælger at udnytte deres investering året rundt. Højsæsonen var som bekendt ikke noget at råbe hurra for i Danmark, men fordelen ved at holde campingferie er netop, at man impulsivt kan dreje derhen, hvor vejret arter sig.

Image
Transportvogne med de nye campingmodeller er på vej fra producenterne til campingforhandlere over hele landet.

”Vi mærker ikke på baggrund af vejret en faldende interesse for vores produkter. Camping er stadig en trend i rivende udvikling. De senere år har campingvogne undergået store designmæssige og tekniske forandringer, og det fortsætter med de nye 2008-modeller”, siger formanden for Camping Branchen, Peter Outzen.

Samtidig med, at campingsæsonen slutter på campingpladserne, begynder den hos campingforhandlerne. Her bliver der i den kommende tid run på, når campisterne skal ud og opleve alle nyhederne, som netop nu fylder transporterne på deres vej fra producenterne til forhandlere over hele landet.

”Og der bliver masser af nyheder. Designmæssigt har fabrikkerne virkelig oppet sig de senere år. Med friske, smarte farver, runde former og praktiske løsninger kæmper fabrikanterne om campisterne gunst”, siger Peter Outzen og fortsætter:
”Før i tiden påvirkede vejret også indeklimaet i campingvognene. Var det vådt ude, blev det fugtigt inde. I dag betyder moderne varme- og ventilationssystemer, at indeklimaet altid er til hygge og samvær for hele familien. For moderne campister betyder vejret ikke så meget, som det gjorde førhen. De har al den komfort i campingvognen, de kan ønske sig. At holde ferie i campingvogn er som at medbringe sin egen luksuriøse hotelsuite”.

”Samtidig har campingpladserne udviklet deres faciliteter med gulvvarme på toiletter og baderum, badelande og aktivitetshuse. Men er vejret vigtigt, tjekker den moderne campist vejret i hele Europa på den bærbare og kører derhen, hvor det passer til familiens ønsker”.

Frihed og mobilitet er to begreber, der knytter sig uløseligt til camping som ferieform Og for mange er drømmen om at eje en autocamper også drømmen om den ultimative frihed, og så er den med høje friværdier blevet opnåelig for stadig flere.

”Vi kommer til at se endnu flere autocampere på vejene, og der er masser af nye modeller på vej til forhandlerne. Ligesom med campingvognene vil vi se en omfattende nytænkning i deres indretninger. Det gælder tekniske løsninger, skabsløsninger, rumfordeling og materialevalg, hvor blandt andet erfaringerne fra luksusyachter integreres”, siger Peter Outzen, der sammen med sine kolleger landet over står foran en travl tid, når branchens sæsonstart markeres med åbent hus hos forhandlerne den sidste weekend i oktober.

 

Annonce

RSS Feed

RSS Feed