Trends og camping i 2010, Del 3, Oplevelsen

Skrevet af Ann Karina til .

Dette er den tredje artikel i serien om Trends & Camping i 2010. I denne artikel går jeg i detaljer med, hvad jeg mener bliver en af de store, overordnede trends i 2010, nemlig Oplevelsen.

 

 

Trends og camping i 2010, Del 3, Oplevelsen

Hvor trenden Komfort er rimelig konkret at forholde sig til, så er trenden Oplevelsen langt mere diffus. Som campister søger vi oplevelser i større eller mindre grad. Det kan f.eks. være at opleve fremmede steder og skikke, opleve samspil med andre mennesker som f.eks. campister, campingforhandlere, campingpladsens personale o.l.

Vores krav til det at opleve, når vi er på camping, kan være forskellig. Men vi forventer en oplevelse - dette uanset om det drejer sig om fred og ro, aktiviteter, eller noget helt tredje.

Vores krav som campister til en oplevelse er svære at konkretisere. Men man vel sige at den gode oplevelse skal være i overensstemmelser, med de forventninger vi på forhånd har til denne. Det kan f.eks. være afstand til stranden, rengøring af servicebygninger, forventninger til udstyr m.m.. Den gode oplevelse skal være i overensstemmelse med den pris, vi finder er rimelig.

Campister kan groft deles op i to grupper, når det gælder krav til oplevelsen. De er:

Grp. 1. Denne gruppe ser helst, at de kun betaler præcis for netop de ydelser, de har brug for. Typisk seniorer, men der er en stigende gruppe af yngre campister blandt dem. Disse campister søger og skaber selv deres oplevelser.

Grp. 2. Denne gruppe kunne man også kalde for Charter-campister. De stiller samme krav som til en charterferie, blot med den undtagelse, at de stiller deres eget 'hjem' op i feriecentret. De vil underholdes, og forventer at blive aktiveret i større eller mindre grad.

Ovenstående opdeling er grov og meget generel, men den illustrerer alligevel tydeligt at der stilles vidt forskellige krav til oplevelsen.

Et eksempel kunne være, at hvis der på campingpladsen er en pool hvor adgang til denne betales via prisen på overnatning, vil Grp. 1 finde dette meget urimeligt såfremt de ikke gør brug af pool'en. Grp. 2. derimod synes kun det er fint at de kan bruge pool'en ligeså tosset de vil, uden at skulle betale ekstra.

Man kunne sagtens forstille sig, at nogle campingpladser ville tilbyde flere services til charter-campisterne i fremtiden. Vi er godt i gang med 'all inclusive' ophold, men hvorfor stoppe der? Måske vil vi i en nær fremtid kunne se campingvogne hvor der hænger et lille skilt på døren med teksten: "Rengøring ønskes". Så kunne man få sin campingvogn gjort ren mens man var ved pool'en eller på stranden. Det er slet ikke utænkeligt.

Den gode oplevelse på campingpladsen styres af mange forhold . F.eks. kan den værste campingplads i landet danne ramme om den bedste ferieoplevelse. Møder man under sit ophold nogle spændende med-campister, som man har et godt ophold sammen med, så har opholdet været en god oplevelse, og øvrige forhold - som f.eks. de ringe forhold på campingpladsen - trænges let i baggrunden.

Oplevelsen går selvfølgelig ikke kun på campingpladsen. Vi stiller også krav til oplevelsen af f.eks. seværdigheder og købsoplevelsen hos en forhandler.

At campister forventer den gode oplevelse hos forhandlerne også, ses tydeligt når en forhandler holder åbent hus. Det er jo netop pga. af oplevelsen at mange kunder kommer til åbent hus, eller de 'kigger lige forbi' for at se nyt osv.. At vi som campister forventer en oplevelse hos vores campingforhandler, stiller store krav til dennes personale. Som campister forventer vi at kunne dele vores campingoplevelser med en sælger og forventer saglig respons herpå. For vi ikke en respons som forventet, får vi oplevelsen af at vi som kunder ved mere om camping end sælger. Det er bestemt ikke en god oplevelse, og i sidste ende kan det betyde at vi vælger en anden forhandler.

Alt for ofte ser man eksempler på, at folk (ikke kun campister) reagerer meget skarpt og hurtigt, hvis deres forventninger til en oplevelse ikke indfries. Internettet og vejen til de mange online medier er meget kort, og man ser i stigende grad utilfredshed opslået i debatgrupper o.l.. At dele erfaringer om oplevelser er sundt, men forudsætningerne for hvordan man oplever er meget individuelle. Der bør man have i baghovedet når man læser om andres erfaringer med oplevelser - gode såvel som dårlige.

Det er uhyre vigtigt at vores forventninger til oplevelser indfries. Dels ønsker vi ikke vores sparsomme ferie ødelagt af dårlige oplevelser, og dels er det vigtig for os at opnå de gode oplevelser. Hvad enten vi holder det for os selv eller fortæller vidt og bredt til andre, så er oplevelsen og arten af denne, med til at definere os som individer. Men det kommer der mere om i morgen i fjerde og sidste afsnit af denne artikelserie om Trends og Camping.

Men for at runde denne artikel af, så stiller vi krav til vores oplevelser. De skal være gode og de skal opfylde vores forventninger. Det er trend som jeg mener vil blive mere og mere udtalt i de kommende år.

Links:
Gå til del: 1 - 2 - 3 - 4

 

 

Annonce

RSS Feed

RSS Feed