TopCamp Frigård Camping - Del 1

Vi er nu kommet til TopCamp Frigård Camping i Sønderjylland. Det er en af de største campingpladser i Danmark vi til dato har besøgt. Her er alle faciliteter helt i top, og med et omfattende aktivitetsprogram er der nok at tage sig til for børnene (og barnlige sjæle).

Annonce:

Vi valgte at tage turen fra Western Camp på Lolland til Frigård Camping via Spodsbjerg / Tårs overfarten. Det er en af de mindre færgeruter i Danmark, og det tager kun 45 min. at sejle fra Lolland til Langeland. Færgen var ikke særlig stor, og den blev pakket godt med biler og lastvogne.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Færgen mellem Lolland og Langeland

Ham, der stod for at sende biler ombord på færgen, så lidt træt ud, da vi sagde at vi havde en kørestolsbruger med. Men han blev glad igen, da han hørte, det ikke var så godt at Sissel kom ud af sin kørestol. Så var det nemlig slet ikke et problem længere. Færgens elevator var nemlig ikke stor nok til at kørestole, så vi måtte blive i bilen. Ikke fordi det var en god løsning. Det gyngede og det var rigtig dårlig luft nede på bildækket. Men der var ikke andre muligheder, og heldigvis tog overfarten som sagt kun 45 minutter.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Bilerne bliver pakket ganske tæt på vogndækket. Vi holdt så tæt på væggen at vi havde lidt svært ved at køre ud af færgen

Annonce:

Når man er kommet land i Spodsbjerg på Langeland, så er der ca. 30 km. til Svendborg. Der er en udmærket landevej hele vejen og kort efter Svendborg starter motorvejen til Odense. Undervejs kommer man over Langelandsbroen og Svendborgsundbroen. Der er en fantastisk udsigt fra begge broer, og turen over Siø og Tåsinge er en smuk tur. Er tiden og lysten til det, kan man evt. smutte forbi Valdemars Slot på Tåsinge og bruge et par timer der.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
En af de mange - og kraftige - regnbyger, der ledte os til Sønderjylland

Vi kørte nu direkte til Frigård Camping i Kollund - en tur på ca. 230 km. Turen forløb uden de store begivenheder - hvis man altså ser bort fra de hyppige - og til tider - ret kraftige regnbyger, vi kørte igennem.

Byen Kollund ligger direkte ned til Flensborg Fjord. Terrænet er ret kuperet, og Frigård Camping ligger højt over den lille by i et meget naturskønt område omgivet af små marker og skov. Selvom Frigård Camping er en meget stor campingplads med plads til i alt 740 enheder og 31 hytter, så føles campingpladsen ikke så stor.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Frigård Camping er en meget stor campingplads, men virker mindre pga. dens inddeling i parceller.

Det meste af arealet på Frigård Camping er nemlig inddelt i små parceller med 4 - 8 enheder i hver. Parcellerne er indrammet af lave hække, træer og buske, så der er rigtig hyggeligt på trods af campingpladsens store areal.

Vi ligger på en af Frigård Campings komfortpladser, og har vand og afløb på selve enheden - ren luksus. Komfortpladserne har desuden stenbelægning der hvor campingvognen skal holde. Det er sikkert kærkomment blandt campister i autocampere, men det betyder ikke det store for os.

TopCamp Frigård Camping - Del 1

Vores enhed på Frigård Camping. Bemærk stenbelægningen under vognen og standeren med vand, el og afløb.

Bagerst på vores enhed, er der et lille æbletræ. Og her har vi gjort os umage med at placere campingvogn og vores Opus 300 fortelt, og har fået en lille hyggekrog med græs, et æbletræ, der skygge dejligt midt på dagen, og ellers læ og aftensol. Her kan vi så sidder og hygge os, mens vi kigger ud over markerne lige bag campingpladsen.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Vi har et Isabella Opus 300 med som deltelt. Det gør, at vi kan lave en lille hyggekrog ved campingvognens bagende. Her er den ekstra hyggelig med et æbletræ i 'baghaven'

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Line har sit Oslo telt foran forteltet. Så kan hun være sig selv (og vi kan stadig holde øje med hende)

At vi har afløb og vand på selve enheden er ikke den eneste form for luksus, vi oplever her på campingpladsen.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Servicebygningen ved receptionen

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Dette er servicebygningen nær vores enhed. Super lækker og utrolig flot indvendig

Der er fire servicebygninger på Frigård Camping, og de er i en klasse for sig selv. Sjældent har vi set så flotte og indbydende toilet- og baderum. Alt virker nyt og alt er skinnende rent.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Et af familierummene. Bemærk lige bruseren. Det er som at stå i et vandfald :o)

Bade- og familierum er store, og rigtig godt indrettet. Dette gælder også baderummet til handicappede. Vi kan næsten ikke vente med at få Sissel med derind. Der er nemlig en stor og farvestrålende mosaik på væggen, som vi ved hun vil blive begejstret for.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Handicaprummet - her glæder vi os til at tage Sissel op

Frigård Camping har lige fået en ekstra stjerne i vores bog på grund af deres super faciliteter til handicappede.

Også fælleskøkkenerne er i en klasse for sig selv. Der er køkkener i alle servicebygningerne, og i det køkken, der ligger nærmest os, er d er spiseplads.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Fælleskøkken

Desuden er der stort udekøkken og kæmpe grill område med flere individuelle grill-riste. Når vejret er godt må det være rigtigt hyggeligt at stå ude og enten grille eller lave anden mad i selskab med andre campister. I skrivende stund er det bygevejr her på Frigård Camping, men når vejret bliver bedre, vil vi prøve udekøkkenet af :o)

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Udekøkken med gas og grill i baggrunden

Jeg skal da også lige nævne receptionen og supermarkedet her på Frigård Camping. Det er i receptionen man checker ind og for svar på evt. andre spørgsmål, som måtte have omkring sit ophold, seværdigheder m.m.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Receptionen på Frigård Camping

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Indcheckning o.l. sker meget effektiv og uden de store ventetider

Personalet er ganske effektivt og rutineret, og indcheckning sker uden nogen nævneværdig ventetid. Man melder sin ankomst, går ind og finder en plads, man kan lide, går tilbage og giver besked hvilket plads, man har valgt, og det er så det.

Hvor andre campingpladser har en butik, så har Frigård camping et lille supermarked. Her kan man selvfølgelig bestille morgenbrød og købe diverse fornødenheder, men også frisk frugt og grønt, mejerivarer m.m. kan købers der. Og det til ganske rimelige priser.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Supermarkedet har bl.a. frisk frugt og grøntsager

Frigård Camping tilbyder mange andre faciliteter. Men det vil være for omfattende at beskrive dem alle i denne artikel, så dem vil vi omtale løbende i de kommende artikler her fra campingpladsen.

Betaling for brusebade, vaskemaskiner og andre serviceydelser sker via en såkaldt SEP-Key. Det er kombineret elektronisk nøgle og 'betalingskort'. Nøglen bruges som betaling i brusekabiner o.l.. Dette er rigtig smart, for så slipper man får altid at skulle have de rigtige mønter til automater m.m. Man får udleveret nøglen ved check ind (depositum 100,-), og man vælger så hvor stort et beløb, man vil sætte ind på nøglen. Skulle man senere få brug at sætte yderlige penge ind på sin nøgle, kan dette gøres ved en automat ved receptionen.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Automater til indsætning af penge på sin SEP Key, aflevering og udlevering af ekstra SEP Keys

Det er gennemtænkt, og man betaler kun for sit faktiske forbrug. Er man f.eks. i brusebad, så man man fjerne sin SEP-Key fra automaten i badet mans man sæber sig ind. Når SEP Key'en ikke er i automaten, så forbruges der ikke nogen penge. Når man så skal have skyllet sæben af, sættes SEP Key'en igen i automaten, og man har igen varmt vand.

Som nævnt i starten af denne artikel, så har Frigård Camping et omfattende aktivitetsprogram for børn og unge. Der er nye aktiviteter hver dag, og flere uger er tematiseret. I denne uge er temaet f.eks. 'Sørøver', og mange af aktiviteterne tager derfor udgangspunkt i dette tema. Men der er også aktiviteter udenfor temaet. Da vi ankom, blev f.eks. arrangeret natløb på campingpladsen.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Så gøres der klar til Natløb

Her deltog Line, og hun fik hurtig kontakt til nogle af de andre teenagere på campingpladsen. Derfor er disse aktiviteter så gode. Man kan - som Line - komme Palle Alene i Verden til en campingplads, og få hurtig kontakt til andre på samme alder som en selv ved at deltage i campingpladsens aktiviteter.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Line fandt hurtigt jævnaldrende at 'hænge ud' med

Der er tilbud til børn i alle aldersgrupper. Lige fra Natløbet for de lidt ældre til ansigtsmaling og sodavandsdiskotek.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Højt humør, dans og lege til Sodavandsdiskotek

Der er også tilbud til voksne. F.eks. fik Ann Karina pludseligt helt vildt ondt i ryggen på nogenlunde samme tid som hun opdagede, at det var muligt at få massage på campingpladsen næste dag. Heldigvis forsvandt smerten af sig selv igen (på nogenlunde samme tid som da Ann Karina erfarede at der ikke var flere ledige tider til massøren).

Vi er glade for at være her på Frigård Camping. Der er ren luksus og afslapning. I de kommende dage skal vi på ture i grænselandet. Det glæder vi os til, og det kan I læse mere om i de kommende artikler her fra Sønderjylland.

TopCamp Frigård Camping - Del 1
Og så må vi ikke glemme hyggen. Disse to herlige fastliggere nyder i hvert fald livet til fulde her på Frigård Camping

Links:
Hjemmeside: Frigård Camping
Gå til del: 1 - 2 - 3 - 4

 

Annonce

Fakta om Camping i Danmark

Farten i Danmark

50 km i byer (hvis ikke andet er skiltet)

80 km uden for byer, dog kun 70 km med påhængskørertøj (hvis ikke andet er skiltet)

90 km på motortrafikvej, dog kun 70 km med påhængskørertøj

110 – 130 på motorvej, dog kun 80 km med påhængskørertøj

HUSK i Danmark skal man ALTID have lys på køretøjet og sikkerhedsseler på. Det er tillige obligatorisk at der forefindes en Advarsels-trekant i køretøjet, samt det anbefales at man har en brandslukker, forbindingskasse, samt sikkerhedsveste i bilen.

Valuta

DKK 1 krone = 100 øre.

Dokumenter

Dokumenter du skal have med: Almindeligt dansk kørekort og campingpas.

Forsikringer

Når man kører bil i Danmark, skal bilen som minimum have en almindelig ansvarsforsikring. Campingvognen behøves ingen forsikring, det er op til en selv.

Vigtige telefonnumre

Akut brug for hjælp: Ambulance – Brandvæsen – Politi ring 112

Vejhjælp: Falck 7010 2030 – Autohjælp(SOS) 7010 8090

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information