Tour Mate GPS Tracker er en multifunktionel GPS-enhed der kan logge dine ture med campingvognen, vise dig vej tilbage til bilen, geo-tagge billeder og meget, meget mere. Vi har haft produktet til test i et par måneder, og vi er blevet meget glade for den lille Tour Mate.

Tour Mate
Tour Mate - Kompakt og effektiv GPS enhed med mange muligheder

Når man første gang får den lille Tour Mate i hånden, synes den ikke af særlig meget. Den føles sådan lidt 'plastik-agtig', og virker mere som en gimmick end et anvendeligt stykke værktøj. Da vi pakkede indholdet af æsken ud, blev vi lidt benovet. Det medfølgende udstyr er nemlig ret omfattende. Der medfølger cd med software, USB-kabel til tilslutning til PC, håndledsrem, lader til bil, ekstra batteri, dansk manual og endda en lille skridsikker måtte som enheden kan ligge på i bilen. At der standard medfølger lader til bil og et ekstra batteri er imponerende.

Tour Mate
Dette er hvad der følger med Tour Mate

Tour Mate skal oplades via USB-kablet og ens PC. Det er ikke altid lige hensigtsmæssigt, så vi har brugt en standard USB-lader til formålet. Batterierne er af typen Lithium-Ion, og de bliver ladet fuldt op på 3 - 4 timer. Hvert batteri kan holde liv i Tour Mate'en i ca. 12 - 14 timer, så med to batterier kan man altså bruge sin Tour Mate i ca. et døgn inden der igen skal lades batterier op. Der er batteriindikator på Tour Mates forside, og man blive advaret når batteriet er ved at være brugt op.

Producenten af Tour Mate angiver på emballagen at enheden kan startes op på 29 sekunder. Vores oplevelse var nærmere, at enheden var klar til brug efter et par minutter. Det er lidt for lang tid, men hva' - så længe man er klar over det forhold, kan man tage højde for det.

Tour Mate
Tour Mate fylder ikke meget, og er let at have med på tur

Man kan bruge Tour Mate i to forskellige modus - nemlig Data Logger (DL) eller Location Finder (LF). Disse to modes beskrives i hvert sit afsnit herunder.

Location Finder (LF modus)
Location Finder kan tilnærmelsesvis oversættes til 'sted finder', og det er lige præcis hvad denne modus muliggør. Man angiver sit udgangspunkt ved at trykke på Tour Mates Setup-knap i et par sekunder. Herefter indikerer et lyssignal at ens position nu er lagret i Tour Mates interne hukommelse. Positionen vil forblive gemt i Tour Mate'en indtil den enten slettes eller Tour Mate nulstilles.

Tour Mate
Alle retningsgivere lyser rødt i tre sekunder for at markere at udgangspunktet er blevet gemt

Når man efterfølgende bevæger sig bort fra det angivne udgangspunkt, vil Tour Mate vise retningen tilbage til udgangspunktet via de 8 LED-oplyste retningsgivere på forsiden af Tour Mate. Man kan altså hverken se et kort eller længde/breddegrader på sin Tour Mate - kun en tydelig angivelse af retningen tilbage til det fastsatte udgangspunkt.

Tour Mate
Den røde pil viser retningen tilbage til hvor bilen er parkeret

Og hvad kan så bruge det til?

Jo - et oplagt eksempel er f.eks. at finde tilbage til det sted, man parkerede sin bil under et besøg i en fremmed by. Når man har parkeret bilen, angives positionen på Tour Mate, og herefter vil man hele tiden have en retningsangivelse tilbage til parkeringspladsen. På lignende måde kan man bruge Tour Mate til at finde tilbage sit hotel, cykel, mødepunkt e.l.

Tour Mate
Fundet - det blå lys indikerer at udgangspunktet er nået.

Man kan også på forhånd uploade et interessepunkt (POI) til Tour Mate'en via sin PC. Det kan f.eks. være positionen på et museeum eller anden seværdighed. Tour Mate'en vil så vise retningen til denne POI. Desværre kan man kun uploade et enkelt POI.

Et andet eksempel kunne være, at lade Tour Mate hjælpe ens børn til finde tilbage til teltet eller campingvognen. Angiv campingvognens position på Tour Mate'en og giv barnet Tour Mate'en med. Den kræver ingen yderligere betjening - retningsviserne vil hele tiden vise retningen tilbage til campingvognen.

Hver gang at Setup-knappen holdes inden i mere to sekunder, lagres et nyt udgangspunkt. Det så vi som et problem, især hvis Tour Mate'en skulle benyttes af et barn som i eksemplet herover. Har man f.eks. Tour Mate'en i lommen vil man uforvarende kunne komme til at trykke Setup-knappen ned i to sekunder - og dermed overskrive det oprindelige udgangspunkt. Men det er der tænkt på. Efter at have nærlæst den medfølgende danske manual, lærte vi, at man ved at skifte til DL (Data Logger) modus, kan sikre sig mod at slette det angivne udgangspunkt. Selvom der er skiftet fra LF til DL modus, vil Tour Mate stadig vise retningen tilbage til det fastsatte udgangspunkt.

Data Logger (DL modus)
Hvor LF modus hjælper en til at finde tilbage til sit udgangspunkt, så kan Tour Mate i Data Logger modus indsamle oplysninger om ens tur. Der indsamles oplysninger om position, længde/bredde-grader, tid/dato, højde og hastighed.

Der kan lagres op til ca. 100.000 positioner i Tour Mates interne hukommelse. For nylig havde vi Tour Mate med på en uges campingtur, hvor vi kørte til en ny destination hver dag. På den uge fyldte vi næsten hukommelsen op på vores Tour Mate. Så afhængig af hvor meget og hvor langt man kører, har Tour Mate altså hukommelse nok til ca. en uges brug.

Tour Mate
På det medfølgende software kan man se ens ruter m.m.

Tour Mates DL modus kan selvfølgelig også bruges til at indsamle oplysninger om vandre- og cykelture.

I DL modus kan man løbende registrere interessepunkter (POI). Trykkes Setup-knappen ind i ca. 2 sekunder, vil den aktuelle position blive gemt som en POI i Tour Mates interne hukommelse.

Alle de data, der er blevet lagret i Tour Mates hukommelse, kan efterfølgende overføres til ens PC via det medfølgende software. Her kan så se sin rute grafisk i Google Maps eller Google Earth. Også ens lagrede POI's kan man se på kortet.

Tour Mate
Her har vi angivet et POI. Det markeres med et flag samt oplysninger om stedet

Udover den grafiske gengivelse af ens ruter og POI's, kan man aflæse oplysninger om tid, distance, hastighed, højde m.m. for de alle ruter. Oplysningerne kan gemmes på ens PC, og man mister derfor ikke oplysningerne selvom Tour Mate'en nulstilles.

Tour Mate
Man kan analysere data fra ens kørte ture m.m.

Med det medfølgende software kan man efterfølgende analyserer sine ruter i detaljer, tilknytte billeder til bestemte lokationer (Geo-tagging), oprette ruter, eksportere data og meget, meget mere. Det er et meget omfattende program med rigtig mange funktioner, og det tager lidt tid at sætte sig ind alle funktionerne. Vi har kun kigget på funktionerne til visning/lagring af ens ruter, og de virker meget overbevisende og lette at gå til.

Programmet er desværre ikke med dansk tekst - kun engelsk. Og der medfølger ingen manual. I stedet henvises til programmet hjælpefunktion (der også er på engelsk).

Tour Mate
Detaljeringsgraden er høj. Her er vores enhed på DCU Rørvig Camping markeret

Vurdering
Vi har som nævnt haft en Tour Mate til test i et par måneder. Vi har primært anvendt den til registrering af vores ture og rejser. Og til det formål er den fantastisk. Tour Mate er intuitiv og let at betjene. Det tager kun et par minutter i selskab med den medfølgende danske manual - så er man fortrolig med enheden. Vi er ret imponeret over at det er lykkedes for producenten at fremstille en så alsidig og anvendelig enhed. Den har endnu ikke fejlet og vi har ikke oplevet problemer med Tour Mate.

Der er dog et par ting, der kunne gøres bedre. Det plastik-hylster som Tour Mate er pakket i virker lidt 'billigt'. Det efterlader ikke noget solidt indtryk., og vi har da også passet meget på ikke at tabe enheden. Vi er simpelthen bange for, at den vil gå i stykker.

Vi kunne også godt have ønsket os at det medfølgende software var med dansk tekst og havde en dansk manual. Det ville have gjort det meget lettere at gå til.

Tour Mate
Her er vi på Rødvig Camping. De forskellige farver på 'ruterne' illustrerer at der tale om to forskellige datoer

Men.. når det er sagt, så er vi som tidlige nævnt blevet meget glade for den lille Tour Mate, og den er blevet en del af vores faste udstyr i bilen.

Prisen er 399 kr., og den købes hos Homecare.dk (se link herunder).

Links:
Relevante Link(s) : Homecare.dk