foerste tur i camplet 01

Det har været en fantastisk oplevelse at prøve at campere i en Camp-let. Dels har vi opdaget mange fordele ved Camp-let’en, og dels har vi måtte revurdere måden, vi camperer i vores campingvogn.

Annonce:

Det hele startede med, at vi gerne ville til Nordkap og se midnatssolen. Vi ville køre op gennem Sverige og hjem gennem Norge. Vores bil er ikke kraftig nok til a trække vores campingvogn med udstyr op af de stejle stigninger på nogle af Norges små veje. Valget stod derfor mellem telt og teltvogn. Egentlig havde vi bestemt os for at tage på telttur, men da vi ikke har plads i bilen til tøj, telt, madrasser, dyner, service, osv. og Sissels kørestol og hjælpemidler, blev en trailer nødvendig. Hvorfor så ikke tage turen i en teltvogn?

Tanken blev snart til virkelighed, og at vi valgte at tage af sted i en Camp-let, skyldes at den efter vores mening, er den bedst egnede til Sissel og hendes kørestol. For at lære Camp-let’en at kende inden vi tager til Nordkap, tog vi den med på camping i Pinsen i stedet for vores campingvogn.

Vores Camp-let er en Camp-let Royal med solsejl, alufælge, ekstra sovekabine (til opbevaring), stor gaskasse, bremse, lamelbunde og isoleringsmåtter under madrasserne. Det har en tilladt totalvægt på 500 kg. Vi fik vejet vores Camp-let med ekstra udstyr for at være sikker på, hvor meget bagage, vi kunne læsse yderligere på. Camp-let’en vejede 400 kg., så det gav os 100 kg. til bagage.

Image
Så er Camp-let'en slået op  med anneks og solsejl

Annonce:

Og bagagen er et af de områder, hvor en teltvogn adskiller sig meget fra en campingvogn. Vi er vant til at have alt tøj, service, madvarer håndklæder, sengetøj m.m. på plads og klar til brug i vores campingvogn. Den går ikke med en teltvogn. Her er der ingen indbyggede skabe. Ok – i Camp-let’en er der to opbevaringsrum i køkkendelen, og her kan man opbevare sit køkkengrej og madvarer der under transport.

Image
Der er et kuffertrum under den ene sovekabine
 

Vi stod altså overfor opgaven, at pakke al vores tøj, sengetøj m.m., osv. osv. ned i transportkasser og tasker. I sig selv er det ikke nogen stor opgave, men det skulle samtidig være let at pakke op og ned. Der er jo ingen ide i at kunne slå sin Camp-let op på under 15 min, hvis det tager timer at få alle ens ting på plads bagefter. Vi satte os derfor målet at kunne slå Camp-let’en op inklusiv solsejl, pløkke den og få vores ting på plads på under en time. Det lykkedes næste første gang vi prøvede, men vi fandt også ud af ting, der kunne gøres bedre (og dermed lettere for os selv). Det havde nok også hjulpet os lidt, hvis der havde medfulgt opsætningsvejledninger til anneks og solsejl.

Image
Så er vi næsten på plads, men det roder stadig lidt :)

En teltvogn skiller sig også ud fra en campingvogn på et andet område. Fra vores campingvogn er vi vant til at have toilet/køkken med koldt/varmt vand og et toilet. Der er et dejligt og funktionelt køkken i Camp-let’en, og der er en vask (dvs. en balje) med koldt vand. Men intet afløb. Og når man er vænnet til at bare hælde sit spildevand ud i vasken (og dermed i spildevandstanken), skal man lige tænke over hvad man gør med sit spildevand. Vi havde medbragt en spand til at opsamle spildevand i. Det fungerer, men vi vil nok prøve en anden løsning i fremtiden, da det er lidt besværligt. Vi skulle også lige vænne os til, at gå op på toilettet, hver gang der skulle vaskes hænder m.m.. Også det at have et toilet i campingvognen, savnede vi. Der er intet toilet i en Camp-let, og især om natten kunne vi godt savne det.

Image
Godt køkken - her laves der persillesovs...
 

Også hvad kørsel angår, skiller Camp-let’en sig ud i forhold til en campingvogn. Man mærker nemlig slet ikke, at man har den på krogen. Dette er både godt og dårligt, for man kommer let til at køre for stærkt. Vi måtte tage os selv i nakken flere gangen for at få farten ned. Man bruger heller ikke så meget brændstof når man kører med Camp-let. Den er lidt sværere at bakke med, idet den er let og levende. Og når man har den store gaskasse på, skal man passe meget på med at bakke og lave skarpe sving. Det lykkedes os at dreje så skarpt at bilens bagende stødte på Camp-let’ens gaskasse. Men på den anden side er der slet ingen grund til at forsøge at bakke med en Camp-let. Den er så let, at en person sagtens kan skubbe den på plads.

Image
Sissel har tagel Camp-let'en til sig. Her ligger hun og hygger i den ene sovekabine

Men man skal ikke sammenligne det at campere i campingvogn med at campere i Camp-let. Dertil er de to campingformer for forskellige. Uden at kunne sige det med sikkerhed (da vi ikke har været på telttur i rigtig mange år), tror vi, at det at campere med en Camp-let nærmest er som at ligge i telt.

Image
Line er lige vågnet og ligner een, der har sovet rigtig godt

Vi havde nærmest fornemmelsen af at gå ’back to basics’ hvad camping angår ved at campere med vores Camp-let. Og så alligevel ikke, for der er rigtig meget komfort i en Camp-let. Køkkenet fungerer rigtig godt. Der er et godt komfur, og god bordplads. Der er ingen køleskab, så man må selv tage en køleboks med hjemmefra. Der er god plads til tørvarer, service og andet køkkengrej.

Camp-let Royal har rigtig gode udluftningsmuligheder. Bag hver sovekabine og i begge sidestykker er der ventilationsåbninger, der giver luft i teltet uden at der kan komme regn ind. Det var dejligt vejr i Pinsen (læs; varmt), så der var godt lummert i teltet, når vi vågnede om morgenen. Men kun få minutter efter, at vi havde åbnet for ventilationen, blev der mærkbart køligere i teltet. Som nævnt, har vi en ekstra sovekabine monteret. Denne monteres i stedet for det normale sidestykke. Vi mister derved den største ventilationsåbning, da der ikke en mulighed for ventilation i tilbygningen.

Image
Super ventilation - både i solskin og regnvejr

Sengene i Camp-let’en er rigtig gode. Vi sov som små børn. Madrasser er gode og faste, og sammen med lamelbunden, er der en super liggekomfort. Isoleringsmåtterne under sengene virkede også. Vi følte på intet tidspunkt, at vi fik kulde nedenfra – og det selv om der var under 5 grader om natten. Der er ikke indbygget varme i en Camp-let, så vi have medbragt vores Zibro-ovn. Denne kunne sagtens opvarme Camp-let’en til 20 grader om natten.

Image
Dagens arbejde klares under solsejlet

Der er ikke så meget plads i Camp-let som i f.eks. vores campingvogn med fortelt. To sovekabiner, et opholdsrum, og pladsen under solsejlet er alt. Men det havde den fordel, at vi var mere sammen som familie på vores tur med Camp-let’en. Vi var tættere på hinanden og på Sissel, og det nød vi alle meget. F.eks. har vi normalt en babyalarm med på tur, så vi kan høre Sissel i sin seng inden i campingvognen, når vi sidder i forteltet. Dette var slet ikke nødvendigt i Camp-let’en. I campingvognen har vi en siddegruppe inden i campingvognen, et bord med stole i forteltet og stole og borde foran forteltet. Sådan er det ikke i Camp-let’en. Her er der kun plads til ét bord med tilhørende stole. Så vi var sammen hele tiden – også selvom vi lavede noget forskelligt.

Image
Sissel leger med sit legetøj, mens vi andre spiser. Selvom hun er indenfor er hun alligevel tæt på os.

Den nye Camp-let Royal vækker opsigt, og rigtig mange af pladsens andre campister bad om lov til at tage den nærmere i øjesyn. Vi var overraskede over, hvor mange campister der enten har ejet eller været på tur i en teltvogn. Og vi kunne da også se, at den flotte Royal bragte gode minder frem hos mange.

Selv har vi haft en rigtig god oplevelse i denne første tur i Camp-let’en. Den er gennemtænkt og udført i en super kvalitet. Og vi glæder os allerede meget til at campere med den på vores tur til Nordkap til sommer.

Links
Camp-let

 

 

Annonce

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information