Image

Valget er taget, og vi har nu fået leveret vores nye campingvogn. Og valget faldt på en Adria Classica 743 UT.

Annonce:

At vi skulle have en så stor campingvogn, var ikke vores mål til at begynde med. Egentlig havde vi bestemt os for, at vi ville have en vogn i 650 cm. klassen. Men vi kunne ikke rigtig finde lige netop den campingvogn, der opfyldte alle vores krav.

Vores oprindelige krav var:

  • Seng til Sissel med god indlægningshøjde for at skåne vores rygge
  • Sissels seng skal være tæt ved campingvognens indgangsdør, så vi ikke skal bære hende så langt
  • En bredere dør, så vi lettere kan bære Sissel ud og ind af campingvognen
  • ALDE varme 

Undervejs blev vores krav ændret til:

  • Seng til Sissel med god indlægningshøjde
  • Sissels seng skal være tæt ved campingvognens indgangsdør
  • En bredere dør, så vi lettere kan bære Sissel ud og ind af campingvognen
  • ALDE varme 
  • Plads til opredning til evt. hjælper UDEN at rundsiddegruppe tages i brug.

Disse nye krav var der ingen vogne i 650 cm. klassen, der kunne opfylde. Så derfor begyndte vi at kigge på vogne i 720 cm. klassen. Her var der flere modeller og mærker, der opfyldte vores krav.

Annonce:

Vi havde efterhånden brugt så lang tid på at bestemme os for en ny campingvogn, og Adrias 2009 modeller var så småt ved at komme på gaden. Vi har altid været glad for vores 'gamle' Adria Adora 552 UK. Der har stor set ikke været problemer med den, så vi bestemte os for at kigge på Adria igen. Her var det modellen Classica 743 UT, der havde vores interesse.

Image
Lyst og indbydende interiør

Vi må ærligt indrømme, at vi faldt for den campingvogn næsten med det samme. Den er lys og luftig. Der er rigeligt med plads til at kunne bære Sissel rundt, og der er plads til en ekstra opredning i midten af campingvognen. Der er nu et par minusser. Indlægningshøjden er lidt for høj og der var ikke megen 'fri-vægt' til bagage og udstyr - kun ca. 280 kg. Det er ikke meget til mover, batteri, udstyr, mad og tøj. Alene Sissels sondemad til 5 uger vejer tæt ved 35 kg. Så vi bestemte os for at kigge efter en mere egnet model.

På Caravan Salon i Düsseldorf i år så vi så den nye Hobby Prestige 720 UKFe. Og den er altså flot. Det nye design både indvendig og udvendigt tiltalte os meget, og da den model kunne vejes op til at kunne laste 2200 kg. var vi ikke længere i tvivl. Det skulle være vores næste campingvogn.

Image
Vi var tæt på at vælge en Hobby 720 UKFe

Vi begyndte derfor at snakke levering, ekstra udstyr m.m. med en forhandler. Den endelige pris var ca. 240.000 kr..

Men så kom vores 'gamle' Adria Adora ind i billedet. Den skulle jo gerne indgå i handlen som  byttevogn. Men finanskrisen var startet, flere forhandlere var gået i betalingsstandsning, og vi kunne ligesom fornemme, at den forhandler, vi talte med, ikke var specielt interesseret i at tage vores brugte vogn i bytte. Vi fik det ikke direkte at vide - men vi kunne fornemme at der et eller andet problem.

Det havde vi det lidt skidt med. Sagen var, at vores kommende Hobby skulle leveres med en del ekstra udstyr - bl.a. opvejning og ALDE varme - og campingvognen skulle derfor bestilles særskilt. Vi begyndte at blive nervøse for, om vi kunne få handlen afsluttet og bestilt vognen i tide til, at vi kunne komme på vinterferie i vores nye campingvogn. Og med en leveringstid på et par måneder var vi ved at komme i tidsnød.

Vi valgte derfor at få et tilbud mere fra en anden forhandler. Dels fordi vi ville have klar besked og dels fordi, vi ville have handlen afsluttet nu.

Vi tog derfor kontakt til CC Camping & Marine, og bad dem om et tilbud. Der gik et par dage, og så fik vi et tilbud - også på ca. 240.000 kr. Det kunne vi godt acceptere, og aftalte at komme op næste dag for at afslutte handlen. Det skal også siges, at hos CC Camping & Marine, var der ingen problemer med at tage vores gamle vogn i bytte. Vi fik ikke helt det for den, som vi havde regnet med, men med finanskrisen og et nedadgående salg på campingvogne, var vi egentlig godt tilfredse.

Image
Vores nye campingvogn har SpinFlo komfur med ovn - dvs. vi kan varme morgenbrød fra fryseren hver dag

Samme aften sad vi og talte om Adria Classica 743 UT - igen. Vi kunne jo rigtig godt lide den campingvogn også, og begyndte at regne på frivægten igen. Vi kom frem til, at vi ved at flytte nogle ting over i vores bil i stedet for at transportere dem i campingvognen, faktisk godt kunne leve med den relative lave frivægt. Det ville blive lidt mere besværligt, men det ville kunne lade sig gøre. Da Adria'en samtidig var ca. 40.000 kr. billigere end Hobby'en og kunne leveres allerede ugen efter, bestemte vi os for at kigge på den endnu en gang. Dette især for at vurdere indlægningshøjden i Sissels køje igen.

Næste dag kørte vi op til Herrestrup for at underskrive slutseddel. Vi vidste at de havde en 743 UT stående, så den ville vi se inden vi gik ind for at forhandle ny campingvogn. Da vi stod inde i Adria'en , kiggede vi på hinanden, og var enige med det samme. Det skulle være Adria'en alligevel.

Vi kunne løse problemet med indlægningshøjden ved at lade Sissel sove i den nederste køje, og problemet med frivægten havde vi også løst. Og med udsigten til at kunne spare ca. 40.000 og få vognen leveret ugen efter, var vi ikke tvivl. Så vi gik ind til Frederik Clausen fra CC Camping & Marine og sagde: "Vi køber en Adria i stedet".

Da Adria Classica som standard leveres med både gulv- og ALDE varme, var det ikke meget ekstra udstyr, der skulle monteres. Vi skulle have et reservehjul, tv-antenne, Truma SecuMotion og DuoComfort gassikring og -omskifter,  og et bruseforhæng. Samtidig bestilte vi en 19" fladskærm med indbygget DVD-afspiller og en holder til samme. Det hele ville være klart ugen efter, hvor vi kunne afhente vores nye campingvogn.

Image
Her sidder jeg i midtersiddegruppen og klarer dagens arbejde

Image
Mens Bjarne sidder og sludrer i sin mobil - typisk!

Da vi kom for at afhente campingvognen ugen efter, var alting klart. Det tog ca. 10 minutter at få ordnet papirarbejdet, og så var campingvognen vores. Foran værkstedet stod vores nye campingvogn renvasket og klar til afgang. Også her skete overdragelsen professionelt og effektivt, og kort tid efter, kunne vi køre af sted med vores nye Adria på krogen.

Det var første gang, jeg skulle køre med en så stor campingvogn. Men det gik fint. Vi kom ud fra CC Camping & Marine uden at støde ind i noget eller nogen.

Så en lang udvælgelsesproces er slut og nu holder der en Adria Classica 743 UT i vores indkørsel.

Image
Den fylder godt i vores indkørsel

Vi har endda allerede været på vores første tur i vognen. Vi vil løbende bringe artikler her på AltOmCamping.dk om vores erfaringer og oplevelser med vores nye Adria. Det monterede ekstraudstyr vil vi også fortælle mere om på et senere tidspunkt.

Image
Ren afslapning foran fladskærmen

I videoen herunder, gennemgår Ann Karina vores nye campingvogn, og fortæller om indretning og de mange gode detaljer i campingvognen.

Links:
Hjemmeside: Adria Danmark

 

Annonce

Alt Om Camping handler om camping for hele familien. Her finder du rejsebeskrivelser fra campingpladser og rejsemål fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa. Alt Om Camping er en omfattende campingguide med fokus både på børnefamilier og seniorer. Det er her, du finder inspiration til den bedste campingferie for dig og din familie.

Ud over de mange artikler og rejsebeskrivelser, tilbyder Alt Om Camping også gratis Camping-TV på Youtube. De mange videoer og TV-reportager viser dig nyt om campingvogne, autocampere, fortelte, campingudstyr m.m. Du kan også se spændende rejsefilm fra campingpladser i Danmark og Europa, og hente inspiration og gode råd til din næste campingferie.

Alt Om Camping er også Danmarks største fælleskab for campister på Faceook.

Alle artikler, TV-reportager og rejsefilm på Alt Om Camping er lavet af aktive campister med bred erfaring om det at tage på camping. Alt Om Camping er lavet af campister til campister.

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information