aoc logo 246

 

carado c417 2008 01

Carado campingvogne er nye på det danske marked, og modellen C417 er Carados største model, og leveres med enkeltsenge og rundsiddegruppe.

Carado fremstilles på en helt ny fabrik nær Dresden i Tyskland, og er blevet til som et samarbejde mellem Hymer og Dethleffs. Indtil videre fremstilles 8 forskellige campingvogne og 7 forskellige autocampere.

Betegnelsen C417 er egentlig lidt misvisende. Man kunne forledes til at tro, at her er der tale om en mindre campingvogn med et kassemål på 4.17 meter. Men sådan er det ikke med Carado. C417 er som nævnt Carados største campingvogn, og den har en totallængde på 7,48 meter og et kassemål på 5,50 meter.

Carado C417 er en stor og rummelig vogn, og den giver rigeligt plads til to personer – uanset om de ligger fast eller på farten.

Bagerst i campingvognen er der to enkelt senge. De har begge et sengemål på 195 x 75 cm. De er adskilt af en smal gang og et natbord. Lamelbunde, skummadrasser og læsespots er standard. Hele vejen rundt i soveafdelingen er der overskabe samt en smal hylde lige under disse.

Image

I midten af campingvognen er toilet og køkken placeret. Køkkenet er rimeligt stort, men man kunne godt ønske noget mere bordplads. Men der er, hvad der skal være. Vaks og komfur med 3 blus – begge i rustfrit stål – køleskab, bestikskuffe og skab. Også i køkkenet er der rummelige overskabe.

Image

Ved siden af køkkenet er der to højskabe. Dels er der et smalt skab med hylder og dels et stort skab med bøjlestang. I bunden af dette sidder varmeovnen.

Modsat køkkenet er et kombineret toilet- og baderum. Her er håndvask, toilet med elektronisk skyl og brusebund med afløb. Det er måske lidt spartansk, men igen – der er hvad der skal være.

Image

De fleste modeller, der hjemtages i Danmark, er udstyret med en Basis-pakke, som indeholder panorama tagluge, sengetæppe, emhætte og Truma Therme anlæg til varmt vand. Der er således varmt vand i både køkken og bad.

Forrest i campingvognen er der en stor rundsiddegruppe. Her er rigelig plads til 4 personer. Her er der både direkte og indirekte belysning. Bordet kan lægges ned, så siddegruppen kan omdannes til en ekstra soveplads. Også her er der overskabe med en lille hylde under hele vejen rundt.

Image

Interiøret er i nøddetræ. Bemærk den smarte kontraststribe på lågerne i overskabene. Vi synes, at der er en fin balance mellem vognens træ-dekor og de valgte tekstiler til hynder og gardiner. Billederne her viser tekstilvarianten Avignon.

Image

Vi synes at Carado C417 er en fin campingvogn til prisen, der udstyrsmæssigt svarer til de fleste andre vogne på det danske marked.  Prisen er ca. 119.000 og kan fås hos udvalgt forhandlere af Hymer.

Specifikationer:

Tilladt totalvægt: 1600 kg.
Egenvægt: 1225 kg
Total bredde: 232 cm.
Totallængde m. træk: 748 cm.
Karosserilængde:   550 cm.
Total højde/indvendig ståhøjde: 260 / 195 cm.
Liggeflade foran: 140 x 211 cm.
Ligeflade bag: 2 x 75 x 195 cm.
A-mål:  1030 cm.

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information