aoc logo 246

 

Image

Carado præsenterede to nye grundrids på dette års messe i Düsseldorf. Med nu 8 forskellige grundrids, står Carado som et stærkt alternativ til den kommende sæson.

Selvom Carados campingvogne kun har været på det danske marked i lidt over et år, så har mærket allerede markeret sig positivt på det danske marked. Og hvorfor ikke – med sine populære grundrids og god tysk kvalitet til en absolut attraktiv pris, kan Carado konkurrere med de fleste andre mærker på det danske marked.

I 2009 kommer Carado med to nye grundrids i deres serie af campingvogne – nemlig C100 og C364.

Image
Siddegruppen i den nye C100

C100 udgør således Carados mindste campingvogn. Med en indvendig længde på 366 cm. hører den da også til de absolut mindre campingvogne på det danske marked. Den er indrettet med en stor rundsiddegruppe forrest i campingvognen. Denne kan redes op til en stor dobbeltseng for natten. Bagerst i campingvognen er der et rimeligt stort køkken, garderobeskab og toiletrum med vask. Det lyder ikke af særligt meget, men er man to, der ønsker en let rejsevogn med god komfort og pænt interiør, så er Carado C100 nok et ret godt bud på sådan en campingvogn. Egenvægten er på 960 kg.  og totalvægten er 1.350 kg.

Image
Stort køkken og køjer i den nye C364

Den anden nyhed C364 er en familievogn med to køjer bagerst og en tværstillet dobbeltseng til forældrene forrest i campingvognen. Her er desuden et stort køkken, siddegruppe, toiletrum med brusebund, vask med skabe og spejl og garderobeskab. C364 minder lidt om modellen C363, men med at tværstille dobbeltsengen forrest i C364, har man fået plads til et meget større køkken, ligesom der er kommet mere gulvplads ved indgangsdøren.

Image
Kombineret toilet/bade/vaskerum i C364

Carados serie af campingvogne er således nu:

  • C100 – Rundsiddegruppe / Dobbeltseng
  • C164 – Siddegruppe, tværstillet dobbeltseng
  • C205 – Rundsiddegruppe, fransk dobbeltseng
  • C255 - Rundsiddegruppe, fransk dobbeltseng
  • C363 – Siddegruppe, køjer, fransk dobbeltseng
  • C364 – Siddegruppe, køjer, tværstillet dobbeltseng
  • C415 - Rundsiddegruppe, fransk dobbeltseng
  • C417 - Rundsiddegruppe, enkeltsenge

Carado har i 2009 valgt at anvende et træ-dekor i farven ’Canadisk Valnød’. Lågerne i overskabe har desuden fået et kontrastpanel i beige. Greb og tryklåse er i børstet aluminium. Hjørneelementernes hylder ved rundsiddegruppen har også fået en kontrastliste i aluminium. I 2009 er alle hynder også re-designet og Carado leveres med tekstiler i farverne brun/orange (Orleans) eller blå/grå (Montpellier). Gulvbelægningen er også ny. I 2009 leveres Carado med et ’bambus-parket’ look.

I overensstemmelse med tidens trend er Carado også blevet udstyret med både direkte og indirekte lyskilder.

Køkkenet i Carados 2009 modeller er udstyret med gaskomfur med 3 brændere, vask og køleskab på 104 liter med frostboks.

Alle modeller har toilet med elektronisk skyl fra Thetford. Fra 2009 er det også muligt at få sin Carado udstyret med brusebund og håndbruser (ekstraudstyr).

Image
C255 Holiday Edition

Image
C255 - Fransk seng og overskabe med kontrastpanel i beige

Image
C255 - Vask med masser af skabe og spejl

Image
C255 - Toilet med elektronisk skyl

Image
C255 - Stor siddegruppe, hyggelig belysning og masser af skabe

Image
C255 - Stort køkken

I Danmark hjemtages Carado i den såkaldte ’Holiday Edition’ og med ’Basis-pakken’. Carado leveres derfor i 2009 med sider i glat aluminium med specielle stafferinger. Basis-pakken indeholder panorama tagluge, sengetæppe, emhætte og varmt vand i køkken og toilet.

Carado viste også nyheder indenfor autocamperområdet. Det behandler vi i en senere artikel.

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information