aoc logo 246

 

Bremdalcamping artikel 011117 01

Først i september havde vi en uges ferie og da vi havde et uafsluttet geocachingprojekt i Klosterheden Plantage ved Struer, så trak vi vognen op til Bremdal Camping i udkanten af Struer. 

Da vi ankom var bommen oppe og kontoret lukket, men på et opslag læste vi, at vi bare kunne køre ind og finde en plads og så tjekke ind senere på dagen. Så det gjorde vi. Og vi valgte naturligvis en plads så langt ude mod vandet som muligt... 

Pladsen var så plan, at det ikke var nødvendigt at klodse op og det elsker vi. Samtidig giver det de bedste betingelser for at slå vores Magnum op.

Bremdalcamping artikel 011117 02

Vand og strøm findes meget tæt på campingvognen, så det gav ingen problemer. Den store toiletbygning ligger ved indkørslen til pladsen. Her findes toiletter, baderum og familierum. For at komme ind, skal man bruge et kort, men det fik vi jo først, da vi efter flere forsøg traf nogle i receptionen, så vi kunne tjekke ind! Derudover indeholdt denne bygning et køkken med komfurer og opvaskemuligheder. 

Bremdalcamping artikel 011117 03

Heldigvis var der et toilet i bygningen tæt ved vores plads - et toilet, der ikke krævede kort! Ud over et enkelt toilet indeholdt bygningen også et fælleslokale og en grill/isbod (som ikke var åben).

Bremdalcamping artikel 011117 04

Pladsen ligger lige som i flere etager, men vores del lå næsten i vandniveauet og med en fin udsigt ind over Venø Bugt og ind mod Struer by. 

Bremdalcamping artikel 011117 05

Bremdalcamping artikel 011117 06

Der er også tænkt på børnene. En stor flok klappegeder står klar til at blive klappet og fodret og lige ved siden af findes campingpladsens legeplads. Den er ikke fyldt med de nyeste og mest farvestrålende legeredskaber, men der er alligevel mange timers leg på legepladsen. 

Bremdalcamping artikel 011117 07

Bremdalcamping artikel 011117 08

Overordnet set syntes vi at pladsen passede fint til os. Afstanden til byen var helt perfekt - med bare ca. 1 km til centrum, tog det ikke lang tid at gå derind. Og det passede os perfekt. 

Bremdalcamping artikel 011117 09

Og beliggenheden ved vandet er også noget, som vi nyder. Når der samtidig er mulighed for at gå en lille rundtur med hunden, når den skal luftes, så er det helt perfekt. 

Bremdalcamping artikel 011117 10

MEN der var også nogle mangler - bl.a. det faktum at pladsen har en træffetid slået op på døren ved receptionen, som ikke overholdes. Det irriterer os for vildt at skulle gå flere gange for at få tjekke ind eller få svar på vores spørgsmål. 

Og så var rengøringen mangelfuld. Vi kunne se, at skraldespandene på badeværelserne ikke blev tømt hver dag og derfor tænker vi også, at der heller ikke hver dag blev gjort rent. Vi er klar over, at vi ikke var mange på pladsen, men så foretrækker vi klart, at man lukker en del af toilet/badefaciliteterne ned og gør resten rent hver dag - fremfor kun at gøre rent hver 3. dag

Struer by

Turen ind til Struer Centrum gik af denne bredde vej, som ligger på en dæmning, der adskiller vandområdet Kilen fra Venø Bugt. Dæmningen er så bred, at der findes to paralelle veje, en dobbeltrettet cykelsti og en gangsti på den. Især de to veje er særpræget og der er kun adgang til campingpladsen fra den ene.

Bremdalcamping artikel 011117 11

Det første, som vi stødte på inde i Struer, var deres havn. Det er en pænt stor havn, hvor den ene ende er en stor lystbådehavn og den anden en produktionshavn. Vi havde håbet på lækkert sensommer-september-vejr, men fik en broget blanding af lækre dage og regnvandsdage. På de to billeder herunder kan det tydeligt ses, at det på samme tid kunne være blå himmel til den ene side og sorte, tunge skyer til den ene side.

Bremdalcamping artikel 011117 12

Bremdalcamping artikel 011117 13

Ude på den ene bådebro ligger Struer Sejlklubs gamle klubhus yderst ude på havnens midtermole. Klubhuset blev opført i 1967, men da det blev for småt, flyttede Struer Museum ind med en udstilling om Limfjordsfiskeri og flaskeskibe. 

Bremdalcamping artikel 011117 14

Bremdalcamping artikel 011117 15

Vi kom forbi på en regnvejrsdag og kunne så passende holde en kort pause i tørvejr... 

I Struer by er der masser af hygge og små gader og de vanlige butikker i gågaden. Der er også meget kunst. 
f.eks. Struerprojektet på Lilletorv, som er skabt af Thomas Bang og Ole Broager i 2000. Det består af flere delelementer, bla. dette hoved, som kigger ned i jorden.

Bremdalcamping artikel 011117 16

Eller skulpturen Folk og træer af Erik Heide fra 2005. De fem mennesker af støbejern står med ansigterne vendt mod Limfjorden og havnen. 

Bremdalcamping artikel 011117 17

Midt på gågaden ligger Struer Rådhus, der blev opført i 1921 i nyklassicistisk stil. Efterfølgende er der opført sidebygninger af flere gange, men vi syntes de var lavet med stor respekt for den gamle bygning.

Bremdalcamping artikel 011117 18

Naturligvis lagde vi også vejen forbi flere kirker på vores vej gennem byen. Først var vi inde i Struer Kirke. Struer voksede eksplosivt omkring 1880 – ja faktisk fordoblede byen sit indbyggertal fra 1000 til 2000 på bare 7 år! Derfor blev det besluttet at bygge Struer Kirke, ' som kunne indvies i 1891. 

Bremdalcamping artikel 011117 19

Men befolkningstallet steg fortsat og passerede 5000 i 1924 og derfor var det nødvendigt med en tilbygning, som ændrede kirkerummet fuldstændigt. Man valgte nemlig at udvide kirkens langskib til begge sider og afgrænse midterskibet med 6 granitsøjler. 

Bremdalcamping artikel 011117 20

Kirken virker lys og flot, da vi kommer ind - og tør, for lige da vi kom til kirken kom en af dagens mange voldsomme regnbyger forbi.

I 1970 blev en gennemgribende restaurering gennemført – her fik man nyt orgel, ny belysning og nyt alterparti. I koret blev indsat to nye glasmalerier, tegnet af Paul høm og Lisbeth Munch-Petersen og udført af Hans Jørgen Sorth fra Bornholm. Det røde viser scener fra Jesus liv på Jorden og det blå evangelisterne og den opstandne Jesus. 

Bremdalcamping artikel 011117 21

Korset er 3,6 meter højt og dækket af keramiske plader. Korset skal forestille Livets Træ, hvor de vandrette arme bliver mørke og symbolisere lidelse og død, den øverste korsarm er opstandelsen og rodknoldene nederst er symbolet på at livet opstår af de døde. Døbefonten er den originale fra 1891 og lavet i granit med en indsats i en messingagtig legering. 

Bremdalcamping artikel 011117 22

Gulvet i kirken er med flotte Ortoceratit-forsteninger! Ortoceratiter er blæksprutter, der levede for ca. 400 mill. år siden. 

Bremdalcamping artikel 011117 23

Ude står et nyere kunstværk 'Skabelsens Port' af Henrik Voldmester. Den er opsat i 1992 og skal beskrive øjeblikket, da verden blev skabt ved ordene: Der blive lys og er derfor lys på den ene side og mørk på den anden. 

Bremdalcamping artikel 011117 24

Meget tæt ved kirken ligger en lille mindelund for tyske flygtninge og soldater. Store dele af Struer blev under 2. verdenskrig besat af tyskerne. Og i 1945, da Europa lå i ruiner, nåede flygtningestrømmen også Struer. Struer havde på det tidspunkt 6754 indbyggere, men dertil kom ca. 4000 tyskere – primært flygtninge og sårede soldater! 

De døde blev hver morgen begravet i ubemærkethed et andet sted i Struer. Men i 1950 kom et tysk rejsehold og gravede de 137 op for at flytte dem til en anden plads ved Struer Kirke. Og det er her, vi i dag kom forbi…

Bremdalcamping artikel 011117 25

Nede i havnen finder vi et vikingeskib – Imme Struer - der dog viser sig at være en rekonstruktion skabt af nogle århusianske spejdere til en landslejr i 1969! Skibet er dog bygget efter opmålinger af Ellingåskibet, der blev fundet nord for Frederikshavn i 1922. Det skib viste sig i øvrigt at være bygget nogle år inde i middelalderen, men har så mange af vikingeskibets kendetegn, at det godt kan kaldes et vikingeskib. Imme Struer blev udhugget af friske egetræskævler, kølen er 9,5 meter lang og hele skibet når op på en vægt på 10 tons i sejlklar tilstand. 

Bremdalcamping artikel 011117 26

I dag er skibet gået i forfald, hvad de fine små svampe på træværket er tydelige tegn på…

Bremdalcamping artikel 011117 27

Fra vikingeskibet fortsatte vi vores gåtur ud til Gimsing Kirke. Gimsing Kirke ligger i den sydlige udkant af Struer og var egnens kirke indtil Struer Kirke blev bygget. 

Bremdalcamping artikel 011117 28

Gimsing Kirke er opført i tidsrummet 1157-1241 og den er opført som en kullet kirke – altså en kirke uden tårn. I stedet har den i 2017 fået en meget karakteristisk klokkestabel. Klokkestablen er tegnet af Erik Heide og udført i granit og stål og står meget flot til den gamle kirke.

Bremdalcamping artikel 011117 29

Bremdalcamping artikel 011117 30

Kirkens døbefont er kirkens ældste inventar og lavet i fedtsten. Meget af kirkens øvrige inventar kan tilskrives Mikkel van Groningens værksted og fra omkring år 1600. 

Bremdalcamping artikel 011117 31

Af prædikestolens 5 storfelter er kun et enkelt det oprindelige. De øvrige er lavet af Helle Thorborg i 1988. De 5 felter viser Skabelsen, Bebudelsen, Korsfæstelsen og Opstandelsen, Pinseunderet (det oprindelige fra ca. 1590) og Det evige liv.

Bremdalcamping artikel 011117 32

Under 2. verdenskrig skjulte modstandsbevægelsen i Struer i øvrigt sprængstoffer på loftet af kirken. Efter krigen glemte man alt om dette og først i 1968 blev resten – 10 kg. Plastisk sprængstof og 21 håndgranater – hentet af sprængstofseksperter fra militæret!

Da Struer har både en stor lystbådehavn og en stor erhvervshavn, besluttede vi os for at se om ikke, der også var en sejlmager i byen. En sådan manglede vi nemlig til en mindre reparation af vores Lotus. 

Og jo, det var der skam i Struer. MEN sejlmageren var ude at sejle fik vi at vide, da vi ankom til butikken. For lige præcis i den uge, vi besøgte byen, var der nemlig gang i den årlige Limfjorden Rundt-sejlads. Det er Nordens største træskibssejlads, hvor op til 65 gamle erhvervsfartøjer sejler rundt mellem byerne i Limfjorden. 

Bremdalcamping artikel 011117 33

Vi fik lige et godt glimt af dem, da de forlod Struer og satte kursen mod Nykøbing Mors.

Bremdalcamping artikel 011117 34

Vi har før nævnt dæmningen, der adskiller Kilen fra Venø Bugt. Kilen er fredet vandområde med store flokke af svømmefugle i træktiden. Fredningen har også betydet, at der er lavet en 14 km. lang vandrerute rundt om Kilen. En dag med skønt solskin besluttede vi os for at gå turen rundt. Desværre måtte vi hurtigt opgive den plan, for på store strækninger af ruten er det ikke tilladt at medbringe hund. ØV. Men vi fik da gået på lidt af den og fik nydt udsigten ud over området.

Bremdalcamping artikel 011117 35

Bremdalcamping artikel 011117 36

Turen rundt om Kilen går lige forbi Resen Kirke. Udefra kan man ikke lade være med at standse op, for Resen Kirkes kirketårn er noget helt specielt med sin store, høje åbning. Det er fra 1792, hvor det erstattede et – formentlig – rundt tårn. På det tidspunkt var kirken ejet af præst Hans Christian Rosenberg og det er ham, der lod tårnet opføre. Oprindeligt var det højere, men omkring 1850 blev det afkortet til den nuværende højde. 

Bremdalcamping artikel 011117 37

Ud over tårnet, så står vi jo heller ikke foran en hvid landsbykirke, men en kirke, der er bygget af sten, der er samlet af egnens bønder på markerne rundt om. Derefter blev de slæbt op til byggepladsen, hvor stenhuggere formede dem, så de kunne stables oven på hinanden uden ret meget brug af bindemiddel. 

Bremdalcamping artikel 011117 38

Den oprindelige kirke var i grundplan enkel med skib og kor, men i den sene middelalder blev der tilføjet et våbenhus foran den tidligere kvindedør. Den søndre korsarm er oprindeligt opført som gravkapel for herremændene på Kongensgård i Nørre Nissum i 1700-årene. 

Døbefonten er den oprindelige med en glathuggeet kumme, men den har fået en ny fod. Selve dåbsfadet stammer fra 1961. 

Bremdalcamping artikel 011117 39

Altertavlen stammer fra omkring år 1600 og har været præget af skiftende tiders smag. Dvs. den er blevet malet over flere gange, men i 1920 under en restaurering afdækkede man det, man formoder er den oprindelige altertavle. Man besluttede den gang at forsøge at genskabe den gamle og det er den man ser i kirken i dag.

Bremdalcamping artikel 011117 40

Klosterheden Plantage

Vores uafsluttede geocachingprojekt i Klosterheden Plantage lagde beslag på et par dage af vores ferie. Det blev til to pragtfulde dage med flot sol og fantastiske ture og oplevelser i en meget afvekslende natur. 

Bremdalcamping artikel 011117 41

Bremdalcamping artikel 011117 42

Den nuværende plantage er Danmarks 3. største skovområde, består af to områder: Kronheden og Klosterheden. Oprindeligt var de som navnene antyder ejet af henholdsvis kronen (dvs. kongen) og af Gudumkloster. 

Bremdalcamping artikel 011117 43

Bremdalcamping artikel 011117 44

Bremdalcamping artikel 011117 45

Bremdalcamping artikel 011117 46

Bremdalcamping artikel 011117 47

Bremdalcamping artikel 011117 48

Men selvom området er en plantage, så er der også store åbne områder med lyng og græs og idylliske små og større søer.

Bremdalcamping artikel 011117 49

Bremdalcamping artikel 011117 50

I Klosterheden er der også mange interessante dyr – det dyr, der efterlader sig nok de tydeligste spor, er bæverne. I 1999 udsatte naturstyrelsen 18 dyr i plantagens vandløb. I 2012 viste en tælling, at de havde formeret sig til 200. 

Bremdalcamping artikel 011117 51

Bremdalcamping artikel 011117 52

Vi så ikke dyrene, da de er mest aktive tidligt om morgenen. Til gengæld så vi flere steder nedlagte træer… også nogle meget friske gnavspor på stadig stående træer.

Bremdalcamping artikel 011117 53

Til sidst lige et par anderledes billeder: Det her under, er vist af ældre dato. Hjælpemotor... 

Bremdalcamping artikel 011117 54

Det til højre er sammensat af et lille udsnit af alle de billeder, som vi tog af svampe i plantagen kombineret med et snegle- og et koglebillede. Det er lang tid siden vi har set så mange svampe i skovbunden. Nogle steder stod de så tæt, at vi ikke kunne undgå at træde på nogle af dem. 

Bremdalcamping artikel 011117 55

Bremdalcamping artikel 011117 56

Ved Rom flyveplads i plantage fandt vi Hospitalsbunkeren. Den ligger godt gemt inde i skoven, men der er tydeligt skiltet til den, så den er ikke svær at finde. 

Bremdalcamping artikel 011117 57

Den stammer fra 2. verdenskrig, hvor tyskerne opførte den til egentlig kampformål, men den nåede aldrig at komme i brug. 

Bunkeren er opført i to etager, hvor der var 15 rum på 1. salen – f.eks. operationsstue og sygeværelse. Kælderen bestod af 5 rum og her var bunkerens tekniske installationer så som elgenerator og varmeanlæg.

Der er adgang til begge etager i bunkeren, men der er ikke så meget at se i rummene, som står nærmest tomme hen. 

Bremdalcamping artikel 011117 58

I den oprindelige sygestue blev der i forbindelse med Video- og performanceprojektet MEETINGS 2017 vist film af Sadik Kwaish Alfraji, der har bearbejdet de rester af poesi, der blev skabt i flygtninglejren i Rom efter 2. Verdenskrig. 

Bremdalcamping artikel 011117 59

Rundt om Limfjorden

Vi havde for flere år siden hørt om testcenteret i Østerild. Og selvom det lå nordenfjords, så besluttede vi at tage på tur op til det. På centeret tester DTU vindmøller. Store vindmøller. Testcenteret har plads til 7 forsøgsmøller på op til 250 meter i højden og de er imponerende som de står der på række ned gennem plantagen.

Bremdalcamping artikel 011117 60

Det store testcenter blev indviet i 2012 og den gang var der megen uro om centeret, for hvordan ville de store møller påvirke dyrelivet og lokalbefolkningen? En rapport fra begyndelsen af 2015 viste siden, at hverken fugle eller flagermus havde taget skade af opsætningen af de store møller. Siden er centeret blevet et stort tilløbsstykke og få dage før vi kom forbi, havde man indviet et nyt besøgscenter med infotavler om møllerne og vindenergiens muligheder.

Bremdalcamping artikel 011117 61

Bremdalcamping artikel 011117 62

Man kan ikke komme helt hen til møllerne af sikkerhedsmæssige årsager, men der er anlagt en sti ned langs møllerne og den tog vi naturligvis en gåtur ned af. Selve de store motorer hørte vi ikke meget til, men vi kunne tydeligt høre vingerne, der skar ned gennem luften.

Bremdalcamping artikel 011117 63

Bremdalcamping artikel 011117 64

Bremdalcamping artikel 011117 65

Vi besluttede at fortsætte mod Aggersund, så vi kom til ’at køre rundt om’ en del af Limfjorden. Et stykke før vi kom til Aggersund gjorde vi stop ved Vejlerne. Vejlerne er et stort naturreservat, hvortil der ikke er adgang. I stedet kan man nyde synet ud over området og de mange fugle fra naturcenteret, de 7 udsigtstårne og fugleskjul samt fra offentlige veje, cykelstier og ca. 15 udsigtspunkter. 

Bremdalcamping artikel 011117 66

Bremdalcamping artikel 011117 67

Oprindeligt var området to lavvandede arme af Limfjorden, men de blev forsøgt tørlagt efter tabet af Sønderjylland i 1864 for at skabe mere landbrugsjord. Projektet lykkedes dog kun delvist og i 1912 opgav man helt og i dag er det et stort område med rørskove, enge og lavvandede søer.

Bremdalcamping artikel 011117 68

Lige uden for indgangen til naturcenteret stødte vi på de to her... Altid herligt med en ekstra oplevelse :D 

Bremdalcamping artikel 011117 69

Bremdalcamping artikel 011117 70

Efter 7 nætter i Struer pakkede vi sammen og kørte sydpå. Vores ferie var ikke helt slut endnu og vi kunne sagtens have brugt mere tid her, men vi havde en aftale med en flok skøre geocachere fra Fyn nede i Skærbæk ved Ribe...

Attraktioner og kilder:

Struer Kirke: http://www.struer-kirke.dk/

Mindelunden: http://www.mobmus.dk

Imme Struer: http://www.erantis.dk/viking/skibe

Gimsing Kirke: https://www.gimsingkirke.dk/

Limfjorden Rundt: https://limfjordenrundt.dk/

Kilen: http://naturstyrelsen.dk

Resen Kirke: http://rhb.dk/

Klosterheden Plantage: http://naturstyrelsen.dk

Hospitalsbunkeren:http://www.visitnordvestjylland.dk

Østerild Testcenter: https://da.wikipedia.org

Østerild Testcenter : http://www.visitthy.dk/nordjylland

Læs om flere spændende ture som Heller og Søren har været på, på rosefrederiksen.dk

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information