aoc logo 246

 

Der er topkarakter til elbilerne i ny Green NCAP-test af bilers klima- og miljøaftryk, der viser stor forskel på, hvor grønne biler er. Testen er en god guide til grønt bilvalg, mener FDM.

Elbilerne er - igen - klassens duks i årets første test fra Green NCAP, der tæller hele 24 biler. Testen af bilers klima- og miljøaftryk blev lanceret sidste år, og er et samarbejde mellem de europæiske bilklubber, EU og en række europæiske myndigheder.

Målsætningen er at give forbrugerne et enkelt overblik over, hvor grønne bilerne er. Det sker med en stjernevurdering fra 1-5, helt som det kendes fra Euro NCAP’s sikkerhedstest. Dog tildeler Green NCAP også halve stjerner.

Af de 24 biler er det testens to elbiler, Hyundai Kona og Renault Zoe, der klarer sig bedst. Begge får fem grønne stjerner, mens testens ti dieselbiler svinger mellem halvanden og tre stjerner. Heller ikke nogen af de otte benzinbiler klarer sig til mere end tre Green NCAP-stjerner.

Green NCAP har i år skærpet kravene til bilers udledning af skadelige stoffer. Alligevel imponerer Mercedes-Benz C-klasse med et meget lavt niveau af emissioner. (Foto: Green NCAP/FDM)Green NCAP har i år skærpet kravene til bilers udledning af skadelige stoffer. Alligevel imponerer Mercedes-Benz C-klasse med et meget lavt niveau af emissioner. (Foto: Green NCAP/FDM)

”Det overrasker ikke, at elbiler, som ikke har nogen udledning under kørsel, klarer sig bedst. Ser man på testens øvrige biler, forholder det sig anderledes. Flere af de nyeste dieselbiler fremhæves ganske vist for en minimal udledning af skadelige stoffer som NOx’er og partikler. Til gengæld har de en dårlig energieffektivitet og høj udledning af drivhusgasser. Ligesom benzinbilerne betyder det, at de har et pænt stykke op til elbiler, som er det grønneste valg,” siger FDMs repræsentant i Green NCAP samarbejdet, Lone Otto.

Green NCAP tester både bilerne i laboratorier og i virkelig trafik samt ved forskellige temperaturer, da det også har betydning for bilernes udledning. Samlet giver det et meget præcist billede af bilernes miljøegenskaber.

”Meningen er dog, at Green NCAP løbende skærper sin test. Det er allerede sket, da man i år blandt andet har indført en ny selvstændig kategori, ’Greenhouse Gas Index’, der vægter bilernes udledning af forskellige drivhusgasser højere end sidste år. Derudover har man ændret måden, udledningen af skadelige stoffer som NOx og kulbrinter, det såkaldte ’Clean Air Index’, måles på,” siger Lone Otto, og tilføjer:

”Med Green NCAP’s skrappere krav er der nu en nultolerance i forhold til bilers udledning. Det betyder, at fossilbiler aldrig vil klare sig lige så godt som som elbiler. Også selvom flere nye diesel- og benzinbiler faktisk har minimeret deres udledning af skadelige stoffer markant.”

Ændringerne i årets test betyder, at man ikke kan sammenligne Green NCAP-stjerner på tværs af årgangene.

Det er tanken at forfine Green NCAP-testen, så den også tager brændstof- og elproduktionen med i testen og på længere sigt hele bilens livscyklus fra produktion over brug til skrot. Det vil give et mere nuanceret billede.

 

 

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information