aoc logo 246

 

presse fmd 080518 01

Bilforhandlernes slutsedler er så fyldt med fejl, at FDM sidste år helt måtte fraråde handlen i hvert andet tilfældet. Skidt for forbrugerne, mener FDM, der opfordrer bilkøbere til at læse slutsedlen grundigt igennem.  

 

Fejl, mangler og ulovlige vilkår er fortsat mere reglen end undtagelsen i de slutsedler, bilkøberne får til underskrift. Det viser en gennemgang af de lige knap 1.100 slutsedler, som FDM gennemgik i 2017.

I mere end halvdelen af tilfældene (52 procent) frarådede FDM handlen helt eller delvist, med mindre slutsedlen blev ændret på væsentlige punkter. Hver 9. slutseddel var så problematisk, at FDM helt frarådede bilhandlen. Kun én ud af de knap 1.100 slutsedler havde FDM ingen bemærkninger til.

”Selvom vi de senere år har haft fokus på slutsedler, finder vi fortsat mange af de samme fejl og mangler i alt for mange slutsedler. Desværre. Det er særligt problematisk, fordi en slutseddel er et juridisk bindende dokument uden fortrydelsesret. Har man først skrevet under, fanger bordet. Det gælder dog ikke ulovlige eller urimelige vilkår, som ikke er bindende. For den almindelig forbruger kan det dog være svært at gennemskue, hvilke vilkår i slutsedlen der er bindende, og hvilke der ikke er,” siger advokat i FDMs rådgivning, Casper Schad.

Det er blandt andet manglende oplysninger om bilens modelbetegnelse og årgang, leveringsdato, manglende servicehistorik, og om bilen tidligere har været skadet, der får FDM til at løfte pegefingeren. Oplysninger, der måske kan virke som bagateller, men kan have afgørende betydning, hvis der opstår uenighed om købet eller fejl på bilen.

Mere problematisk er det, at mange af slutsedlerne, FDM gennemgik i 2017, indeholdt standardformuleringer, der er direkte ulovlige.

”Det kan være, når en forhandler skriver i slutsedlen, at bilen er ’købt som beset’ eller ’uden reklamationsret’. Man har nemlig altid to år reklamationsret, når man køber bil hos en forhandler. Det er heller ikke lovligt, når nogle forhandlere skriver, at man skal betale 10 procent i erstatning, hvis man annullerer sit bilkøb. Alligevel har nogle forhandlere det fortrykt på bagsiden af deres slutseddel. Set fra et forbrugersynspunkt er det ikke godt nok, og det bør branchen tage alvorligt. Slutsedlen er jo selve købsaftalen, og den skal naturligvis være i orden,” siger Casper Schad, og tilføjer:

”Fra vores rådgivning ved vi, at mange har svært ved at læse forhandlerenes slutsedler og gennemskue, hvad man som almindelig forbruger skal være særlig opmærksom på. Vores seneste gennemgang viser, at der desværre stadig er al mulig grund til at se sig for. Derfor anbefaler vi, at man får hjælp til at gennemgå slutsedlen for fejl og mangler.”

Top fem fejl og mangler:

  • Upræcise eller manglende oplysninger om bilmodel/ -årgang
  • Manglende oplysninger om dansk tale i navigationsanlæg
  • Slutsedlens standardvilkår angiver, at bilens pris kan reguleres op eller ned
  • Leveringsomkostninger bør udspecificeres
  • Leveringsdato er enten ikke angivet eller upræcis

Kilde: FDM

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information