aoc logo 246

 

Image

Uanset om man vil sidde og hygge sig med et glas vin på en fortovscafé eller ud og danse til tidens musik, så har Amsterdam et væld af tilbud.

Der er et utal af restauranter, caféer, barer og klubber i Amsterdam. Stort set på alle gadehjørner ligger der en bar eller en café. Og i områderne omkring Rembrandtplein og Leidseplein er der stort set ikke andet end caféer og restauranter. De fleste caféer har også borde og stole på fortovet, så man kan selv vælge om man vil sidde ude eller inde.

Image
Idylliske kanaler om aftenen

Det er rimeligt sikkert at bevæge sig rundt i Amsterdam om aftenen/natten – så længe man bliver i centrum (området indenfor Singelgracht). Selv i de berømte/berygtede Red Light District, kan man færdes sikkert – området er nemlig spækket med civilt politi. Så der er ingen grund til ikke at gå ud om aftenen i Amsterdam.

Image
Udstilling i en souvenirbutik i Red Light District

Hver gang vi er i Amsterdam, finder vi nye og spændende barer og restauranter. Der er så mange, at vi umuligt kunne beskrive dem alle her. I stedet har vi valgt at skrive om de tre steder, vi altid besøger, når vi er i Amsterdam.

Restaurant Come Back
Denne lille italienske restaurant ligger i Red Light District. Vi opdagede den ved et tilfælde, for nogle år siden, og er kommet der lige siden. Personalet er fra Italien, og maden er helt fantastisk. Især deres lasagne kan varmt anbefales.

Image
Restaurant Come Back

Det er en meget lille restaurant. Faktisk har vi altid svært ved at finde den. Udefra ligner den en billig grillbar, og når man er kommet indenfor, syner den heller ikke af særlig meget. Der er plads til ca. 40 gæster ved små borde. Men der er rent og pænt – også på toiletterne. Betjeningen er rigtig god – stille, rolig men effektiv. Gæsterne er for det meste turister, så man hører mange forskellige sprog, når man er der.

Så hvis man alligevel er nede og snuse i Red Light District, så kan vi kun anbefale Come Back. Der er dejlig mad til rimelige priser og en helt igennem dejlig og hyggelig stemning.

Adressen er:
Restaurant Come Back
Lange Niezel 22 G
1012GT Amsterdam
Tlf. +31 20 330 30 40 

Whisky Café L&B
Hvis man - som os - godt kan lide whisky, så er L&B et sandt mekka. Det er som nævnt en whisky café, og udvalget er enormt. Stedet har eksisteret i 35 år, og har gennem tiderne indsamlet rigtig mange whiskyer. Da vi var der i april 2008, fik Bjarne lov at smage deres flaske nr. 1001. Dvs. at der nu er 1001 forskellige flasker whisky i caféen. Der er whiskyflasker overalt – på hylder i loftet, over baren og i skabe langs væggene.

Image
På L&B er der flasker med whisky overalt - bemærk loftet over baren

På den ene væg er der en kæmpe tavle, hvor alle husets whiskyer er anført. Hvis man ikke rigtig kan overskue tavlen, kan man få udleveret listen på papir. Så kan man i ro og mag udvælge netop den whisky, man vil smage.

Image
Tavlen med alle huset whiskyer

Er man i tvivl om, hvilken whisky man har lyst at smage (og det bliver man let der), så kan man prøve en af husets whisky-menuer. Disse består alle af tre forskellige whiskyer fra en bestemt region. Bartenderne er meget kyndige, og forstår at rådgive. De taler udmærket engelsk, så spørg bare løs.

Image
Whisky smages gerne med et par dråber vand - man er vel kender :)

Priserne varierer meget – alt efter hvor sjælden whiskyen er. Priserne starter ved ca. 5 euro pr. glas, og slutter ved 260 euro for de dyreste. De fleste whiskyer koster ca. 6 – 8 euro pr. glas.

Selvom der er en whiskybar, så kan man nu også få meget andet at drikke – også øl, kaffe vand m.m.

Adressen er:
Whisky Café L&B
Korte Leidsedwarsstraat 82
1017RD Amsterdam
whiskyproeverijen.nl/index-gb.htm

Teasers – Babes & Beer
Denne bar er et paradoks i sig selv, og den er ret svær at beskrive. For hvordan beskriver man en stemning i ord?

Image
Teasers - med undertitlen 'Babes and Beer'

Teasers er en rimelig stor bar. Der er plads til ca. 300 mennesker. Interiøret er vel nærmest som på en irsk pub med tv-skærme på alle vægge. Men det er ikke en irsk pub – langt fra. Den minder mest om baren fra filmen Coyote Ugly, og stemningen er tit derefter.

Image
Fuld knald på hele natten igennem

Det der gør baren meget speciel, er personalet. Udover et par dørmænd og en manager, er resten af personalet piger. Og de har kun to opgaver – nemlig at servere for folk, og få baren til at koge på højeste blus hele aftenen. Og der er de rigtig gode til

Alle pigerne iført en lille top, miniskørt, gamacher og gummisko. Men det er ikke en sexklub af den grund. Pigerne er ganske ærbare klædt, og de smider ikke tøjet på noget tidspunkt, ligesom det er øjeblikkelig udsmidningsgrund hvis man behandler dem som strippere e.l.

Image
Værtinderne stiller gerne op til fotografering og er generelt gode til at snakke med gæsterne

De fester igennem sammen med gæsterne, og søger for der hele tiden er ’gang i den’. Øl og tequila flyder i stride strømme, og folk morer sig og danser. Stedet besøges af både piger og mænd, og er en underlig blanding af en bar og et diskotek. Musikken er høj, moderne og dansevenlig. Der er intet dansegulv, så folk danser bare hvor der er plads.

Image
Der danses hele natten overalt hvor der er plads

Man skal ikke tage på Teasers, hvis man gerne vil sidde og nyde en øl i fred og ro. Men skal der festes igennem, så er det stedet. Gennemsnitsalderen blandt gæsterne der er nok 30-35 år. Vi har flere gange festet til den lyse morgen på Teasers, og vi har altid mødt sjove mennesker at snakke med der.

Adressen er:
Teasers
Damrak 36
1012 LK Amsterdam

Der er som sagt mange andre steder at gå i byen i Amsterdam, og der er noget for enhver smag. Kender også du til gode barer og restauranter i Amsterdam, så skriv endelig en kommentar her – gerne med en beskrivelse og en adresse.

 

Gå til del: 1  2  3 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information