aoc logo 246

 

Forårstur til Dresden 2010

I foråret 2010 tog fam. Lund til Dresden på forårstur. Her kommer 2. og sidste del af deres dejlige rejseberetning.

Fam. Lund fortæller:

Så går turen til Dresden med bus fra campingplads Dresden. Det er nemt - bare lige op til vejen, så er der busstop, og bussen kører ind til hovedbanegården. Der kan man fortsætte med sporvogn til de steder i byen, man har lyst til at besøge.

Vejret er dejligt med sol og omkring 15 grader, så det tyder til at blive en dejlig dag, det går hurtigt med bussen, og da vi ankommer til hovedbanegården beslutter vi at gå ind til centrum i det gode vejr.

Forårstur til Dresden 2010
Frauenkirche i Dresden

Vi starter med at besøge Frauenkirche. Det er et fantastisk flot bygningsværk. Kirken er oprindelig fra 1726-1743, men blev bombet sønder og sammen under 2 verdenskrig. Man fik ideen til at genopbygge kirken i 1990 da den lå i murbrokker og halve englekroppe spredt ved ruinen.

Man fik indsamlet 130 mill euro til genopbygningen, og så gik man ellers i gang. Kirken blev genindviet 30.10.2005.

Kirken er et mesterværk i bygningskunst, og nogle har været gode til at samle puslespil, da de gamle sten er genbrugt hvor det var muligt. Indvendig er den utrolig smuk, et besøg værd.

Vi var også en tur gennem Zwinger. Det er en tidligere fæstning som blev bygget da den Danske konge Frederik 4. i 1709 skulle besøge kongen i Dresden.

Forårstur til Dresden 2010
Zwinger slottet i Dresden

Zwinger er et fantastisk bygningsværk, der aldrig har været brugt til beboelse, men er altid blevet brugt til fest og udstillinger. En tur gennem borgen er en fantastisk oplevelse, som man bør give sig selv, hvis man er i Dresden.

Forårstur til Dresden 2010
Zwinger slottet fra bagindgangen

Op ad Zwinger ligger Semper operaen, der også er et imponerende bygningsværk, som har kultstatus for sine lydforhold.

03
Operahuset fra en anden vinkel

Man kan blive ved med at beskrive de flotte bygningsværker der er i Dresden. Vi gik rundt hele eftermiddagen og sugede byens stemning til os. Ind imellem tog vi os også tid til lidt afslapning på nogle af de mange cafeer, der findes i byen. Der er en fantastisk stemning alle vegne, og vejret er skønt med varme og sol.

Forårstur til Dresden 2010
En flot guldstatue på toppen af kunstakademiet

Fredag d.23.4
I dag vil vi en tur til Sächsische Schweiz - et dramatisk bjerglandskab godt 50 km fra Dresden, også kaldet bastei-klipperne. Der skulle være temmelig flot, så det vil vi også gerne opleve.

Forårstur til Dresden 2010
Udsigt over Elben fra Basteiklipperne

Da vi ankommer, kan vi godt se at det er en stor turistattraktion. Der er mange busser og biler ude ved parkeringspladserne, men der er også plads til os.

Forårstur til Dresden 2010
Marianne på broen oppe på basteiklipperne

Vi vandrer ind i området. Der er godt reguleret, men det må man acceptere. Der er fantastisk flot, og vejret er over 20 grader. Høj sol så vi har det dejlig varmt. Vi bruger nogle timer rundt i området, og får taget en del billeder.

Forårstur til Dresden 2010
Mere udsigt fra Bastei

Forårstur til Dresden 2010
Basteiklipperne igen

Efter Bastei, kører vi en tur til Königstein. Det er en fantastisk flot borg, der ligger højt placeret med en utrolig udsigt over landskabet.

Forårstur til Dresden 2010
Borgen Königstein

Vi kører op med elevator udenpå borgen,. Der er handicapvenligt, og egentlig en flot elevatortur. Oppe på borgen får vi et par timer til at gå. Det er en stor borg, og der er både skov og park oppe på anlægget.

Forårstur til Dresden 2010
Indgang til Königstein

Forårstur til Dresden 2010
Elevatoren op på borgen

Forårstur til Dresden 2010
Nærbillede af elevatoren op til borgen

 

Efter borg-besøget går det hjem til campingpladsen til lidt aftensmad, og afslapning. Vi havde heldigvis spist varm mad oppe ved borgen, så det var nemt, da vi kom hjem til vognen.

Lørdag d.24.4
I dag tager vi igen en tur ind til Dresden. Vi er slet ikke færdige derinde. Bl.a. besøgte vi de gamle markedshaller. De skulle være et besøg værd, men vi syntes nu ikke at det var noget særligt. Det var såmænd bare en masse butikker i en gammel hal.

Vi nød det gode vejr og hygger os i byen hele dagen, inden vi igen tager bussen hjem til campingpladsen. Her skyndte vi os at nyde en kold øl inden aftensmaden, og jeg fik lagt alle de billeder ind, som vi altid tager når vi er på tur.

Søndag.d.25.4
I dag vil vi en tur til Görlitz, der ligger ved grænsen til Polen. Byen ligger ved floden Neisse, og der går en gammel bro over til Polen. Den er meget brugt til en gå-tur af folk, der besøger byen.

Forårstur til Dresden 2010
Restauranten der ligger ud i floden Neisse ved Gørlitz,mellem Tyskland og Polen

På den tyske side af floden ligger en gammel restaurant Vierradenmühle. Den har terrasse ud i floden, og er hurtigt fyldt med gæster. Indtil for få år siden inden grænsevagterne gik hjem, brugte man et snoretræk mellem restauranten og en restaurant på den polske side til at holde linjen varm mellem øst og vest med beskeder. Endda øl blev sendt over floden. Nu er den polske restaurant så lukket, og snoren er også væk. Vi prøvede den lokale kartoffelsuppe på restauranten, og den var ok.

Görlitz er en flot gammel by, men meget er noget i forfald, og trænger til at blive restaureret. Det bliver det sikkert også med tiden, tyskerne ligger jo ikke på den lade side når det gælder om at genopbygge deres land. Men på den polske side kunne man godt se at der ikke er samme standard som i Tyskland. Det tager sikkert længere tid der.

Forårstur til Dresden 2010
Taget fra polen over mod Gørlitz, og st.Peterog Paul kirke, der er fantastisk flot

Mandag. D. 26.4
I dag havde vi bestemt at vi ville en tur til Meissen porcelænsfabrik. Vi havde mødt et par flinke campister fra Sønderjylland, og vi blev enige om at vi ville følges ad dertil. Så kunne vi køre i samme bil, det er jo praktisk og billigt.

Da vi ankom til fabrikken, købte vi en rundvisning. Vi fik udleveret hovedtelefoner, så vi kunne få lidt information på dansk. Det er da smart, og vi fik rigtig meget ud af rundvisningen. Der er en imponerende samling af porcelæn, og til priser, der er meget høje, men flot er det. Vi havde en rigtig hyggelig dag sammen med Susanne og Henrik, og igen bliver der taget alt for mange billeder. Man kan ikke stoppe når man først kommer i gang. Se bare billederne herunder.

Forårstur til Dresden 2010

Forårstur til Dresden 2010

Forårstur til Dresden 2010

Forårstur til Dresden 2010

Forårstur til Dresden 2010

Da vi kommer tilbage til campingpladsen, ser det ud til at vi får regn. Så vi skynder os at tage telt ned, da vi skal køre næste dag. Vi når at få taget vores Ventura Large ned i tiden inden regnen, men Henrik og Susanne, der har et rigtigt fortelt oppe, når desværre ikke at blive færdige inden regnen kommer, så de bliver temmelig våde!! Synd, men det tog de nu i stiv arm.

Sidst på dagen kører vi en tur ind i Dresden for at købe lidt mad. Vi kigger lige indenfor i Grosser Garten, der er Dresdens åndehul. Den bliver brugt af byens borgere til mange fritidsaktiviteter, og er temmelig stor. Den er anlagt i 1600 tallet, ligesom kurfyrsternes barokke lystslot, Palais im Grosser Garten, der ligger inde i parken.

Tirsdag. D. 27.4
Vi kører fra campingpladsen kl. 9,30. Det er overskyet og småregner, og ikke så varmt som vi har været vant til. Men det gør ikke noget - vi er jo inde i bilen alligevel. Vi vil overnatte i Celle, men kl..12.00 kørte vi ind i en voldsom kø. Der var tilsyneladende sket et uheld længere oppe af motorvejen, og mens vi holdt i køen kom der pludselig en masse udrykningskøretøjer buldrende op mellem bilerne i vores kø. De kunne kun akkurat komme igennem.

Det viste sig senere at en lastbil var væltet og gået i brand. Halvdelen af vogntoget lå i den modgående motorvej. Det så voldsomt ud, og chaufføren overlevede desværre ikke.

Efter ulykken blev vi pludselig ledt af motorvejen igen. Tilsyneladende var der vejarbejde et eller andet sted, så gik det i sneglefart i laaang tid, og nu er klokken over 15,00 så vi er lidt trætte i hovedet. Endelig klokken 16 går det igen op mod Hannover på motorvejen, og der er vanvittig mange lastbiler på vejen. Måske en ophobning efter uheldet.

Den plads vi vil overnatte på hedder Campingpark Hüttensee (har nr. 620 i ACSI campingbogen). Den ligger i nærheden af Celle, vi ankommer endelig ca. kl. 18,00. Heldigvis er der en god restaurant på pladsen, så vi får en god gang wienerbasser og en god kold øl. Derefter en gåtur rundt på pladsen. Den er meget hyggelig, men lidt forsømt. Der er nogle fine søer både til at bade og fiske i.

Forårstur til Dresden 2010
Campingpark Hüttensee

Pladsen ligger lidt langt fra motorvejen, men er billig at overnatte på, når man bruger ACSI kortet.

Onsdag d. 28.4
Vi står op til en dejlig dag med fint vejr, og efter morgenmad gør vi hovedrent i campingvognen, får betalt og kører videre mod Flensborg.

Vi ankommer til Jarplund camping klokken 14.40, og får os installeret på en temmelig skrå plads. Vi sætter rejseteltet op. Det går forbavsende hurtigt, så har vi lært det. Ellers sker der ikke meget udover at vi tager en slapper i campingvognen.

Torsdag. d.29.4
Vi kører i dag til tandlæge i Flensborg. Det er billigt, og med en fin service. Det går hurtigt, og vi derefter bruger vi nogle timer i Flensborg. Der er en dejlig gågade med mange fine butikker. Derefter handlede vi det vi skulle have med hjem i Fleggard, og så er det sidste nat i campingvognen for denne gang.

Fredag.d.30.4
Vi stod op til et øsende regnvejr. Fik sat cykler på, tømt de forskellige beholdere (jeg blev gennemblødt), fik betalt og så er det af sted hjem til ukrudtet og græsset, som sikkert er begyndt at vise tænder. Vi er hjemme godt 12.00, og så er en dejlig tur er slut alt for hurtigt.

Mvh,
Familien Lund.

Links:
Relevante Link(s) : Fam. Lund / Rullevognen.dk
Gå til del: 1 - 2

 

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information