aoc logo 246

 

prag foraar 2009 del5 01

Som i resten af Europa stiger priserne også støt i Prag, men det er stadig et billigt land at campere i - især når det gælder mad og drikke.

Selvom vi normalt foretrækker at spise hjemme på campingpladsen, så var vi da ude og spise et par gange mens vi var i Prag. Første gang var som sagt på campingpladsens restaurant, hvor vi betalte ca. 450,- DKR for hovedret, dessert og drikkevarer til 3 voksne og 2 børn. Det er bestemt ikke dyrt.

Anden gang, vi spiste ude, var på en restaurant beliggende på en af gågaderne i det centrale Prag. Her sad vi i en solbeskinnet gårdhave og fik en dejlig frokost. Pigerne var ikke med, så vi var kun 3 personer. For frokost og drikkevarer betalte vi ca. DKR 400,-. Det kan heller ikke siges at være dyrt - især ikke når man tager beliggenheden i betragtning. Havde vi haft overskud til at gå lidt ned af sidegaderne, havde maden været endnu billigere.

Men - som sagt - vi har det bedst med at spise ved vores campingvogn. Dels er det billigere, og dels synes vi, at det er hyggeligt at lave mad sammen. Det er spændende at lave mad af lokale råvarer. På en eller anden måde bliver det aldrig det samme som derhjemme.

Forårstur til Prag, Del 5
Uanset hvilket land, vi besøger, forsøger vi altid at lave Stegt Flæsk med Persillesovs. Her er det med tykt tjekkisk flæsk på grillen

Det er også af hensyn til Sissel, at vi helst spiser på campingpladsen. Det er ikke sjovt for hende at være på restaurant og se på vi andre spiser. Hvis der ikke noget spændende at kigge på ved bordet, så bliver hun naturligvis sur, og giver højlydt udtryk for sin utilfredshed. Når Sissel er sur, er det bestemt ikke hyggeligt eller afslappende at være på restaurant. Hverken for Sissel, for os eller for de andre gæster på restauranten.

At lave mad selv indebærer en lidt anderledes oplevelse som turist - nemlig indkøb i de lokale supermarkeder. Og i Tjekkiet er det en ekstra spændende oplevelse. Man fatter nemlig ikke ret meget af, hvad der står på varerne. Ofte må man gætte sig til indholdet, og kommer derfor ud for et par overraskelser undervejs. Vi købte f.eks. noget vi troede var kyllingebryst. Det lignede kyllingebryst, og det var pakket som kyllingebryst normalt er, men da vi skulle lave mad viste det sig at være filletteret overlår i meget tynde skiver. Det kunne vi ikke grille, og måtte finde på andet mad den aften.

Forårstur til Prag, Del 5
Hyper Albert i Jesenice er et kæmpe supermarked

Men ellers går det fint med at købe ind i Prag. Der er flere gode supermarkeder i og omkring Prag. Især kæderne Lidl og Albert er repræsenteret i et stort antal. Bor man på Camping Oase Praha, ligger de nærmeste supermarkeder i byen Jesenice ca. 5 km. fra campingpladsen. Her er der både hæveautomat, Lidl og Albert.

Faktisk er der to Albert-butikker i Jesenice - nemlig Albert og Hyper Albert. Først fattede vi ikke forskellen på Albert og Hyper Albert, men det er ligesom Brugsen og Super Brugsen i Danmark. Hyper Albert er en meget stor Albert-butik, og der kan man få stort set alt. Vi handlede flere gange i Hyper Albert i Jesenice, og det var bestemt ikke dyrt. Mad til tre dage inklusiv drikkevarer m.m. blev ca. DKR 400,-.

En varegruppe som især jeg hæftede mig ved, var det store udvalg af øl. Tjekkisk øl er efter min mening noget af det bedste i verden, og i Hyper Albert er der et rigtig stort udvalg. Og så er det billigt. Ca. DKR 4,- for en flaske øl med et indhold på en halv liter. Det er da fantastisk :o) Vi prøvede mange forskellige øl mens vi var i Tjekkiet, men desværre kan vi ikke huske navnene på dem. Men den øl, der efter vores mening, er den bedste, er let genkendelig. Den har nemlig en rød ged på etiketten.

Forårstur til Prag, Del 5
Dette må være paradis. En tønde med 20 liter øl og indbygget køleelement. Bedre bliver det ikke.

Når man er i Prag, er et besøg på det Gule Marked næsten obligatorisk. Markedet har lidt nedsættende fået sin navn efter de mange asiater, der har stande og boder der. Markedet er anlagt i en række nedlagte slagterihaller, og dækker er ret stort område. I boderne kan man købe alt mellem himmel og jord. Men især tøj, sko og tasker er der et stort udvalg af.

Forårstur til Prag, Del 5
På vej ind mellem boderne på Det Gule Marked

Der handles på samme måde som på markederne i f.eks. Thailand. Dvs. stopper man op blot et nanosekund for at se nærmere på en vare, så bliver man på stedet overfaldet af sælgere, der tilbyder "special price for you". Og så går et nøje forudbestemt skuespil i gang. Man skal nemlig bestemt ikke betale den pris, der først forlanges. Så køber prøver at presse prisen ned , men sælger skal undgå at prisen kommer for langt ned. Især Ann Karina er god til at forhandle pris (jeg ville have skrevet 'prutte', men det kan misforstås), så jeg overlader alle forhandlinger til hende. Hun plejer typisk at få en vare forhandlet ned til ca. 50% af den oprindelige pris.

Forårstur til Prag, Del 5
Forhandlingerne er benhårde :o) Bemærk sælgerens iPhone. Den bruges til at taste de forskellige bud ind på. På den måde undgås sproglige misforståelser.

Det er ulovligt at sælge kopi-varer på Det Gule Marked. Men det afholder bestemt ikke de handlende fra at tilbyde sådanne varer - de ligger blot ikke frit fremme. I stedet bliver man diskret hvisket i øret "Look look - I have Adidas, Nike, Puma". Viser man interesse, bliver man i de fleste tilfældet gelejdet ind i et lille aflukke bagerst i boden. Og her er så alle de ulovlige kopivarer. Og uanset hvad sælger siger, så er der tale om kopier. Vi så f.eks. præcis den samme t-shirt med hhv. Adidas, Puma og Nike logo. Også danske Samsø kopier kan købes i stor stil der. Ure, bælter og tasker gemmes typisk under borde, i andre tasker o.l. og kommer kun frem, når en anden sælger holder udkig efter politiet.

Forårstur til Prag, Del 5
Helene checker de mange tasker ud

Sæt god tid af til et besøg på Det Gule Marked. Der er mange boder, og det tager tid at se de mange varer og især at forhandle priser.

Forårstur til Prag, Del 5
Pigerne fik hurtigt lært kunsten 'at prutte' om prisen

Der handles kun kontakt, og der er flere hæveautomater på området. Bliver man sulten, er der mange steder at få lidt at spise. Vi smagte en tjekkisk specialitet der - nærmest en tyk pandekage af friturestegt kartoffelflager. Den serveres så med fyld af skinke, bacon e.l. efter eget valg. De smager godt, koster under DKR 20,- og man bliver absolut mæt.

Forårstur til Prag, Del 5
Et gik ned mellem nogle af boderne på Det Gule Marked

Det Gule Marked ligger tæt på Prags centrum (området hedder Holesovice), og det er let at komme dertil med hhv. sporvogn og evt. metro. Vælger man at køre i egen bil, så kan man parkere på en overvåget parkeringsplads ind på selve markedet. Indkørslen ligger på gaden Komunardú.

Der er andre - men mindre - markeder i Prag. På gaden Krizikova tæt ved Hovedbanegården ligger et marked, hvor man kan få stort set de samme varer som på Det Gule Marked. Her koster tingene dog kun det halve i forhold til Det Gule Marked. Men her er der ingen kopivarer.

Forårstur til Prag, Del 5
Markedet på Krizikova

Dagen efter vores besøg på Det Gule Marked var også dagen hvor vi måtte sige farvel til de to håndboldpiger. Deres holdkammerater ville ankomme med bus kl. 08 om morgenen og de skulle mødes ved ankomsten lidt uden for Prags centrum. Så vi stod forbandet tidligt op ( man er vel B-menneske), og kørte pigerne og deres bagage ind til mødestedet.

Forårstur til Prag, Del 5
Bussen med pigernes holdkammerater

Gensynsglæden var stor og gensidig, og snart var pigerne i fuld gang med at fortælle om deres oplevelser i Prag.

Forårstur til Prag, Del 5
Fælles morgenmad på en håndboldbane i Prag

Vi var selvfølgelig lidt kede af at skulle aflevere pigerne, men på den anden side - det var jo et af turens formål - nemlig at se vores datter på 13 år spille håndbold i udlandet. Så udover at fungere som feriebolig i vores ferier, så bruger vi også vores campingvogn i forbindelse med Lines håndboldstævner.

Forårstur til Prag, Del 5
Line (i midten) med hendes veninder og holdkammerater Vanessa og Elton

De næste dage i Prag blev stort det brugt i forskellige håndboldhaller i Prag. Vi spiste og sov ude på campingpladsen, og kørte ind til Prag og så håndboldkampe i dagtimerne. Nu hvor pigerne og deres bagage var væk, var der rigtig god plads til os alle i campingvognen. Desværre gik det ikke så godt for pigerne i turneringen. Deres hold gik ud i mellemrunden, så nogen finaleplads blev det ikke til.

Forårstur til Prag, Del 5
Line og hendes holdkammerater gjorde deres bedste, men desværre blev de slået ud i mellemrunden

Det betød til gengæld at vi fik en ekstra dag til sightseeing i Prag. Det kan i læse mere om i næste del af vores beretning fra Prag.

Links:
Gå til del: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6
Send til Facebook  

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information