aoc logo 246

 

Active Image Grill og camping hører sammen for mange campister. Men madlavningen i det fri kan være farlig for dig og din familie. Læs her hvordan du kan servere lækker sommermad fra grillen uden at risikere forgiftning og kræft.

Der er især to områder, hvor man skal vise omhu.

  • Sygdomsfremkaldende bakterier
  • Stegemutagener

Sygdomsfremkaldende bakterier
Når man griller, er der øget risiko for sygdomsfremkaldende bakterier, f.eks. Salmonella og Campylobacter. De spreder sig nemt fra råt til stegt kød, hvis man bruger samme grilltang eller skærebræt til råvarerne og den stegte mad. Hold derfor råt og stegt adskilt.

Brug to grilltænger eller to sæt af andre køkkenredskaber ved stegningen. Èt sæt til det rå kød og ét til det færdigstegte kød. Dette gælder også fade og skærebrædder til hhv. råt og grillet kød. Et godt tip er, at komme stanniol eller husholdningsfilm over fadet med det rå kød. Når kødet er lagt på grillen, fjernes folien, og fadet er rent og klart til det stegte kød.

Hakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød skal gennemsteges, da bakterierne kan sidde i hele kødet. Hele kødstykker behøver imidlertid ikke at blive gennemstegt, da bakterierne normalt kun er at finde på overfladen.

Og så lige til sidst… læg ikke råt kød på grillen med fingrene, så bakterier evt. bagefter overføres til f.eks. salat og brød.

Image 

Stegemutagener
Grillning sker typisk ved meget høje temperaturer, hvor der sker nogle kemiske forandringer i kødet. Der dannes nye stoffer, bl.a. stegemutagener, der er kræftfremkaldende. Mængden af stegemutagenerne stiger med temperaturen og tiden. Det gælder også polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er), der kan skade arveanlæg og immunforsvar. PAH’er findes på overfladen af grillet eller røget kød, fisk og grøntsager.

Grillmad med brankede overflader har derfor et højt indhold af sundhedsskadelige stoffer. Skær derfor de brankede overflader væk.

Fedt fra kød eller marinade må ikke dryppe ned på det glødende kul, da det vil danne tjæreholdig røg, som øger risikoen for at udvikle kræft. Det kan man undgå ved at lægge folie under kødet eller bruge en grillmarinade uden olie.

Generelle råd om at grille

  • Pak maden ind i folie, så den ikke udsættes for grill-os.
  • Spis varieret og ikke ensidigt af grillede og røgede fødevarer.
  • Undgå at overstege.
  • Undgå at indånde røgen fra grillen.
  • Bruger du en kuglegrill, så brug altid briketter. Der er megen aske i trækul, og denne aske vil cirkulere rundt i grillen, og til sidst sætte sig i maden på grillen. Dette undgå du ved at bruge briketter, der ikke afgiver særlig megen aske.

Og så er der vist bare tilbage at ønske alle god appetit.

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information