aoc logo 246

 

min italienske droem 08

Om onsdagen er der markedsdag i Lazise. Der er helt fantastisk mange mennesker. Far og Thomas opgiver på forhånd og finder en café og noget koldt at drikke.

 

Pigerne går på opdagelse på markedet. Ann finder en rød læderjakke, som hun kigger længe nok på, til at sælgeren opdager det. Der skal kun et ekstra blik på et par sekunder til, før han ved at her er et muligt salg. Jakken koster 290 euro. Hun er i 2007 13 år, jeg kan finde mange grunde til at jeg ikke vil give så meget for en jakke der stort set kun er til pynt. Men han har set interessen, han synes hun skal prøve den. Han har aldrig set noget smukkere, den er som syet til hende

Ja, jeg kan godt se den klæder hende, det er en flot jakke, den har sin duft af læder, den har et klassisk snit, den er tidløs.....

Jeg begynder langsomt at give mig overfor Ann, men endnu ikke overfor sælgeren. Jeg gør mine til at ville gå videre. Vi ender med at købe jakken for 100 euro.

Torsdag tager vi til Venedig, mor bliver på pladsen, hun føler sig ikke frisk til at gå en hel dag, hun har sin bog i forteltet, det hygger hun sig lige så meget med, hun har været der nogle gange før.

Jeg glæder mig til at vise børnene den specielle by, som jeg selv husker mit første besøg i, da jeg var yngre end de er i 2007. Hjemmefra er det denne by Ann glæder sig mest til at se.

Dagen starter dårligt da hun føler sig sløj og træt, vi går, men kigger samtidigt efter det grønne lægeskilt. Først ved middagstid finder vi en restaurant hvor vi skal spise vores middagsmad og jeg spørger om smertestillende, vi får et pulver der opløses i et glas vand, hun falder i søvn med hovedet på armene henover bordet. Først bagefter kommer jeg til at tænke på hvor tillidsfuldt, eller måske dumt det kunne være, en fremmed, i et fremmed land, medicin vi ikke kendte. Men hvorfor skulle han ønske at skade os?

Vi får maden bragt ud, vores store drenge får fadøl som os andre, men den ene viser sig at være ulækkert grumset, med bundfald. Han kan ikke selv få sig til at bede den byttet og hans forældre gør ikke antræk til det, så jeg beder tjeneren om en ny øl til ham. Tjeneren nægter, "drengen må jo selv have spyttet i den". Men efter min insisteren kommer de modvilligt med et nyt glas. Dog kun et halvt, da han jo har drukket af den anden. Sådan kan de altså også være de varme italienere.

Tjeneren er dog stadig frisk på et klap bagi til min fars kusine og et billede med armen om hende.

Jeg havde glemt, eller har måske aldrig opdaget, hvor forfalden Venedig er. Sådan noget ser man måske ikke som barn, medmindre man bliver gjort opmærksom på det. Vandet er uigennemsigtigt, træet råddent, og mange huse skoddet til og lukkede. Hvad mon er planen for at redde den fantastiske by, sker det hurtigt nok?

Men det smukke er smukt, også selvom det ikke er nyt, en afskallet og revnet mur er smuk med de mange blomsterkasser, lilla klaser af blomster der vælder ud over kanten. Hvorfor har vi ikke lidt mere af det i Danmark? Lidt mere hygge i gaderne.

Nå ja, jeg kommer lige i tanke om min nabo, som egentlig er en kontorbygning, de har 4 store krukker med mini træer, som de ofte må feje op og plante igen, når nogen går forbi og får den pludselige indskydelse at det kunne da være sjovt lige at hive dem op af krukkerne og slå dem lidt imod den hvide mur. Men findes den slags underholdning ikke i Italien? Det gør det vel. Måske fejer de hver dag inden turisterne dukker op.

Der er tiggere, både unge og ældre af slagsen. Men mest så vi smukke bygninger, stemninger. Dyre dyre butikker. Man har en "nok se, men ikke røre" fornemmelse.

Vi køber os til en dyr tur i gondol, så vidt jeg husker ca. 1000 kr. Til gengæld var vi 6 med, foruden gondolieren. Smalle stræder, med råb om hjørnet for at advare modsejlende, vi rammer et hushjørne hist og her, men tager det ikke så tungt.

Vores gondoliere fortæller en masse på italiensk, det går stærkt og vi fatter kun lidt, men det er hyggeligt og han lader sig ikke stoppe af at vi er fraværende i vores tanker og hjertet og ikke svarer, men kun nikker og smiler.

Markuspladsen, hvor vi ikke må sidde på stolene tilhørende restauranterne, hvis vi ikke er kunder, selvom enhver sælger må vide, at et indtryk af kunder, lokker flere kunder til. I stedet står der bare hundrede tomme stole, ikke én eneste kunde i syne.

Min italienske drøm

Et par bygninger er dækket af stilladser, presseninger, de må jo være ved at restaurere. Et af de store huse med facade direkte til Markuspladsen har, hvad der ser ud til at være, hundredvis af små vinduer, med forskellige og ret tilfældigt udseende gardiner eller hvad der ligner et stykke linned.

Er det lejligheder? Bor der mon nogen på Markuspladsen?

Min italienske drøm

Rialtobroen, Sukkenes bro, små pladser, en lille kirke med et brudepar foran døren. Smukke karnevalsmasker.

Min italienske drøm

Næste gang vil jeg gerne se Murano. Og den der by med husene med de mange farver.....Burano!?

Kl. 18 sejler den sidste båd tilbage til San Giuliano, og vi må løbe med et gadekort gennem smalle gyder som vi troede var en genvej, men som viste sig at være blind, frem og tilbage over små broer, til vi tilsidst når frem til stoppestedet, i god tid inden båden sejler. Min far i badesandaler, hans fødder må være både trætte og ømme, men han klager sig ikke.

Vel hjemme igen kan vi sammenligne oplevelser med mor og får et stykke grillet kød på fars kokosgrill, som han er super glad for, men som sender stinkende os ud omkring os.

Fredag lejer nogle af mændene en speedbåd og tager de unge med ud at sejle. Godt smurt ind i solcreme hjemmefra, men efter nogle badeture uden ny beskyttelse, kommer Thomas tilbage med en højrød ryg. Han sover i en stol hele natten, med "indlagt varme", mod et stykke linned.

Vi besøger Sirmione samme aften, igen en by med stemning og lilla blomster på murene. En byport hvor én bil kan køre igennem hvis der ingen kommer imod den, hverken bil, cykel eller fodgængere.

Min italienske drøm

Vi når kun at kigge en times tid, inden vi finder en restaurant og spiser. Kokken kommer forbi og vil give min solskoldede søn et frisk dask på skulderen, jeg troede han skulle besvime, men han holdt masken.

Jeg kunne have brugt meget længere tid der, men min far vil gerne hjem og min søn kan ikke finde ro i bevægelserne ved at trave i gaderne og heller ikke ved at sidde for længe på restauranten. Så vi kører derfra alt for hurtigt igen.

På vejen hjem kommer vi af en øde vej ved Pieschera, der viser sig at være opsamlingssted for dem der vil betale sig til intim nærhed. Masser af piger, der viser lidt af hvad de har at tilbyde. Så fik børnene udvidet deres horisont.

Varmen er tyk hele dagen, det letter lidt om aftenen. Der er andre end mig der er ude at gå tur om natten.

Halvvejs gennem ferien skifter vores venner boplads, da hytten de lejede i første uge, kun var ledig den ene uge. De lejer sig ind i en lejlighed, Villa Delle Rose, som nok er mere komfortabel, med fliser og aircondition, men mangler al italiensk charme. Ejerens hund står i en ret lille og simpel hundegård i haven, vi forarges over at hunden knapt kan bevæge sig, som dyr skal kunne, og over dens tilstand, pelsen hænger i store ildelugtende kager. Små dyr kravler synligt rundt om øjne og i pelsen.

Om aftenen flytter vi havemøblerne væk fra vindretningen, men vi kan alligevel lugte hunden, og har i vores væmmelse ondt af den. Jeg håber, af ren og skær medfølelse, at den er befriet for sit liv på nuværende tidspunkt.

Hver dag går vi forbi gadesælgere med et bredt udvalg af bælter, punge, solbriller eller service af forskellig art. Ann og jeg kommer forbi en smuk gadesælgerske, som vil flette Anns tykke hår, som går til buksekanten og varmer ryggen helt urimeligt i solen.

Min italienske drøm

1½ time og 50 euro senere er der mange mange små lange fletninger, som letter lidt på det varme tæppe.

Vi finder hurtigt ud af at den delvist blottede hovedbund nu har brug for solcreme for ikke at blive skoldet på steder hvor solen sjældent skinner.

Dagen efter kører vi en tur rundt langs søen, far vil gerne til Riva. Endnu en by med små gader, cafeer, handlende. Bjerge så tæt på at jeg føler jeg må kunne række hånden ud og røre ved dem. Med huse der næsten ligner kulisser.

Min italienske drøm

Vi går afslappede rundt og hygger os med hinandens selskab, køber nogle tasker til pigerne og en pung til min søn.

Min mor vil betale for småting i en butik, men får at vide at hendes 10 euro seddel er falsk. Hvilken butik hun fik den fra, er umuligt at vide. Det indlysende spørgsmål der må følge efter, vil jeg slet ikke stille...

Vi skal finde et sted at spise og finder først en restaurant, men synes den er snusket og lidt ulækker, så vi går om på den anden side og finder noget lidt bedre, sætter os og bestiller, bare for at finde ud af at det er samme restaurant, bare to forskellige sider af huset. Griner lidt af det og får en rigtig god pizza og en øl.

Betragter min far som kan sidde i timevis og kigge ud over havnen. Mine børn placerer sig ved siden af ham, ingen siger noget, men man kan se de hører sammen. Jeg glæder mig over at vi ikke har nogen generationskløfter.

Min italienske drøm

Onsdag d. 18. Juli er vores sidste dag, i morgen skal vi hjem. Vi tager i Gardaland hele dagen med vennerne. Mor og far bliver på pladsen, men lover at hente os om aftenen. En god mindeværdig sidste dag, og det er både træls og godt det er den sidste, for stedet suger de sidste penge ud af lommen på os.

Hjemturen truer, jeg er slet ikke færdig med at suge til mig af de oplevelser jeg skal leve højt på indtil jeg kan komme af sted igen.

Jeg bliver nødt til at se mere af Italien. Flere italienere.

Links:
Gå til del: 1 - 2 - 3

 

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information