aoc logo 246

 

Active Image  Selvom vi har et rimeligt stort fortelt (forteltsmål 1000), har vi haft problemer med at få plads til alle Sissels hjælpemidler og samtidig selv kunne opholde os i forteltet. Tit har vi haft en fornemmelse af, at vores fortelt mere fungerede som et lagerlokale i en hjælpemiddelcentral end et hyggeligt sted at opholde sig på vores campingture.

Ting som kørestol, badestol, sondemad, engangssprøjter, køleskab, måtte til fysioterapi, bleer, korset, aktivitetsstativ o.l. fylder enormt i et fortelt, og det er ikke nemt at komme rundt i et fortelt bærende på en pige på 6 år, når man skal kante sig rundt om store og klodsede ting og kasser.

Vi har prøvet at indrette os på mange forskellige måder, men lige lidt hjalp det. Vi havde derfor valget mellem at skaffe mere plads eller undvære nogle af Sissels ting.  At undvære ting til Sissel var ikke en mulighed, hvis Sissel skulle have det godt på vores campingture, så der måtte mere plads til.

Image

Løsningen var sådan set ligetil. På Campingmessen i Bella Centret 2005, så vi på Isabellas stand et anneks til vores Commodore Alpha fortelt. Et sådan anneks ville give os ca. 6 m2 mere plads i forteltet - plads som udelukkende kunne bruges til opbevaring til Sissels ting. Netop det, at annekset var nødvendigt pga. Sissels ting, bevirkede at anskaffelsen af dette kunne betragtes som en merudgift afledt af Sissels handicap. Var det ikke for Sissel, havde vi jo ikke haft brug for dette. Merudgifter som dette kan man søge dækket i henhold til Serviceloven, og vi søgte vores hjemkommune om økonomisk hjælp til indkøb af et anneks. Vi fik hurtigt ok på vores ansøgning, og vi købte herefter et anneks til vores fortelt.

Image

Annekset fås kun med stålstænger og er lidt tungt til rejsebrug (ca. 17 kg.). Men det er let at stille op, og giver en dejlig udvidelse af pladsen i forteltet. Annekset har matterede ruder på alle sider, så der er et dejligt lysindfald. Der medfølger ikke gardiner, men der er mulighed for at sætte gardiner for alle vinduer. I gavlen på annekset er der et oplukkeligt panel med myggenet, så det er muligt at få luft ind uden samtidig at lukke insekter ind. Endelig skal det nævnes, at gavlen i annekset kan åbnes delvist eller lynes helt af.

Vi har nu brugt annekset flere gange og er meget glade for det. Generelt må vi sige. at annekset med sine mange gennemtænkte detaljer og solide materialer er fremstillet med samme høje kvalitet som Isabellas øvrige produkter.

 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information