aoc logo 246

 

Populært at tage på actionferie tæt på Danmark

Flere og flere danskere samles om fælles aktiviteter på ferien. Actionferie er populær hos både børnefamilier, venner på forlænget weekendtur, mountainbike-entusiaster og andre med hang til aktiv fritid og flot natur. Tæt på Danmark ligger tyske Harzen og østrigske Flachau, der tilbyder aktiviteter for folk i alle aldre og alle energi- og konditionsniveauer.

Få timers kørsel fra Danmark ligger Harzen og Nordeuropas største mountainbike-område, Volksbank Arena Harz, med ca. 2.000 kilometer cykelstrækninger, 69 forskellige ruter, 55.000 højdemeter, 26 forskellige startpladser og massevis af flot natur. Området er et eldorado for ivrige mountainbike-entusiaster, uanset alder, kondition og erfaring.

”Vi kan tydeligt se, at det er mere og mere populært at rejse på aktiv ferie sammen med hele familien eller med vennerne og foretage sig noget sammen også uden for skisæsonen. Vi tilbyder aktiv ferie i både Harzen og Flachau og for alle aldersgrupper. Den korte køretur til Harzen gør dette ekstra attraktivt både til sommerferien og til forårets miniferier”, fortæller markedschef i FDM travel Line Danvad.

Mountainbike-niveauet i Harzen spænder fra let til meget vanskelig, afmærket som ski-pister med blå, rød og lilla for let, middel og svær med højder på mere end 1.000 meter. Harzen byder desuden på fire spændende bikeparks i Thale, Schulenberg, Hahnenklee og Braunlage, hvor man tager mountainbiken med liften op på bjerget og derefter vælger mellem forskellige nedkørsler. Mange steder i Tyskland samt andre steder i Europa som Mallorca og Alsace indbyder i øvrigt til vandreture, hvis man er til mere rolige bevægelser.
Rejsende med mod på friske cykelture i Harzen-bjergene behøver ikke selv medbringe cykler. I de fleste større byer kan man nemlig leje mountainbikes, købe udstyr og få foretaget nødvendige reparationer. Har man egen cykel med, er der flere steder mulighed for at opbevare de tohjulede i aflåste cykelrum.

Populært at tage på actionferie tæt på Danmark
Østrigske Flachau tilbyder massevis af aktiviteter for folk i alle aldre og alle energi- og konditionsniveauer, her den populære klatrebane for hele familien. (Foto: FDM travel)

Hvis man er frisk på at køre lidt længere sydpå, kan en aktiv ferie i østrigske Flachau være en mulighed. Her tilbydes en lang række sportsaktiviteter for hele familien, hvoraf de fleste er inkluderet i opholdets pris. Flachau tilbyder bl.a. fodbold, tennis, badesøer, mountainbike, vandreture, workout, frisbee, beachvolley, bueskydning, basketball, vandpolo, skaterbane, indianerlejr, moderne sportshal, klatretårn, et meget stort klatretovsanlæg og flere andre aktiviteter for hele familien.

Kilde: FDM

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information