aoc logo 246

 

Vores første tur i campingvogn

Jeg bemærkede et par skyer hist og pist, netop som vi bakkede ud fra indkørslen, og dermed indledte min families første campingferie sammen. Mere præcist skulle vi en uge til Hvide Sande i min brors campingvogn, som vi havde lånt til lejligheden.

"Lidt ærgerligt!" - tænkte jeg. Nu har solen jo bagt fra en skyfri himmel, uafbrudt i snart en måned, og så skifter vejret den dag vi skal af sted. Nå men det var nok ikke noget videre, og ej heller kunne jeg gøre noget ved det, for det hele var planlagt og nu skulle vi altså af sted.

Men lad mig lige bakke engang, og starte med at præsentere os. Jeg selv hedder Torben, er 44 år gammel og er gift med min elskede kone Siri. Sammen har vi 3 drenge, Oak, Hannibal og Oscar, som er hhv. 11, 4 og 1 år gamle. Vi har aldrig været på campingferie sammen før, og dette til trods for at min bror er en særdeles begejstret campist. Utallige gange har han tilbudt mig en ellers grydeklar campingferie løsning i hans særdeles lækre campingvogn. Jeg har pænt takket nej hver eneste gang - primært af 2 årsager;

Vores første tur i campingvogn
Her er jeg med sammen med Oscar, Hannibal og Oak foran den hytte vi boede i den første nat

Når jeg tænker camping, ser jeg billeder af et trangt og primitivt liv, der langtfra når de krav jeg normalt sætter til min tilværelse. Min erfaring med camping var indtil denne tur begrænset til minder fra barndommens campingture i mine forældres campingvogn, og dengang satte campingpladserne tilsyneladende en ære i at være så rustikke og kummerlige som muligt. Og så er jeg bekymret for kedsomhed. Jeg er en utålmodig person og jeg er bekymret for at ende med at sidde og glane i et fortelt, fjernt fra alt, aften efter aften. En meget reel risiko, min person taget i betragtning. Men i takt med at jeg er blevet ældre og ikke mindst, min familie er vokset, har campingferien virket som et mere og mere attraktivt alternativ. En dag endte jeg med at takke ja til min brors tilbud og her sad vi så, på vej af sted, og skal jeg være ærlig så glædede jeg mig ret meget. Og det skulle vejret i hvert fald ikke have lov til at ødelægge!

Planen var at vi skulle mødes med min bror på Nordsø Camping i Hvide Sande, hvor vi ville få overleveret campingvognen. Min bror og hans familie havde forud været på ferie i Italien, og det var lettere og ikke mindst billigere hvis vi mødtes der, hvor vi så kunne overtage campingvognen direkte efter dem, og spare en tur over broen med campingvognen. Med andre ord skulle vi bare sørge for at bringe os selv derover. Campingvogn og alt fornødent ville blive leveret "on-site", og vi ville tilmed få hjælp til at etablere vores "camp". Let, enkelt og grydeklart.

Turen fra København til Hvide Sande forløb ganske udramatisk. Humøret og forventningerne var i top og bilen kørte upåklageligt. Min eneste bekymring var vejret som, efterhånden som vi nærmede os vores destination, virkede mere og mere gråt og truende.

Vores første tur i campingvogn
Vejret blev mere og mere gråt efterhånden som vi nærmede og campingpladsen

Men igen, det skulle ikke have lov til at ødelægge vores ferie - og vi havde desuden medbragt tøj til enhver situation. Da vi var ca. en time fra Hvide Sande ringede min bror og meldte om forsinkelse. De var punkteret med campingvognen, og havde problemer med at finde et nyt dæk. Rent faktisk var dækket eksploderet og det var ret heldigt at det ikke havde medført et alvorligt uheld. De ville derfor først ankomme ret sent, hvilket var lidt af et problem, når jeg nu stod der med hele familien - nu i hård vind og silende regn. Løsningen blev at vi lejede en hytte som vi kunne overnatte i den første nat. Vi kunne så overtage campingvognen den efterfølgende dag. Alt i alt ret fint, da jeg dermed slap for at kæmpe med fortelt og alt det andet grej alene. For god ordens skyld må jeg hellere indskyde, at det var min bror der telefonisk ordnede det med hytten. Nævnte jeg grydeklar løsning?

Links:
Hjemmeside: Nordsø Camping
Gå til del: 1 - 2 - 3

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information