aoc logo 246

 

Med autocamper til Øland

Selvom vi ser os selv som erfarne campister, så var det alligevel en oplevelse at prøve at være på camping i en autocamper. Det var en spændende - og for os anderledes - måde at campere på.

For os startede campinglivet for mange år siden. Først i et fem-personers familietelt. Det var besværligt at sætte op for nybegyndere, specielt da de var stormvejr, da vi satte det op første gang. Efterhånden fik vi dog et vist tag på det.

Vi avancerede til campingvogn (Cavalier). Nu en umoderne vogn, men dengang luksus. I begyndelsen havde vi ikke råd til et fortelt, men det fik vi senere. Det var et del-telt, og det var lykken, at der ikke skulle gummistøvler, regntøj, fiskestænger m.m. ind i vognen.

Da børnene flyttede hjemmefra, skiftede vi til en Combi Camp, men der var for megen ud- og indpakning , så den blev solgt efter få år.

Vi havde faktisk droppet campinglivet, men så fik vi tilbuddet om at tage med på camping i en uge til Sverige med søn: Bjarne, svigerdatter Ann Karina og barnebarn Sissel. 13årige Line blev hjemme for at lade op til håndboldturnering.

Vi havde planlagt at tage til Øland (vores ide) og til Kalmar med en afstikker til Glasriget. Et stort ønske fra os begge. Glasriget måske mest et ønske fra den ene af os. :o)

Øland er Sveriges næststørste ø. Den ligger øst for Småland i Kalmarsund. Øen har været for­bundet med fastlandet siden 1972 med broen Ølandsbroen. Øen er 137 km lang og den største bredde er 16 km.

Bjarne og Ann Karina kørte i deres campingvogn og vi i en Euro-Mobil autocamper - nærmest et rullende sommerhus - fra udlejningsfirmaet AutoCamp Danmark.

Med autocamper til Øland
'Vores' autocamper

Sverige er et smukt land med en masse skov, som bl.a, bruges til de mange rød-og gulmalede idylliske træhuse,vi passerede gennem Sydsverige. Vi holdt et par pauser undervejs og genoplevede, hvad der er specielt ved camping. Man bestemmer selv farten. Man har maden med. Bare ind til siden og parkere, spise, og så videre.

Med autocamper til Øland
Bjarne strækker ryggen under en af vores pauser

Autocamperen var indrettet med en rundsiddegruppe + førersæder, der kunne vendes, så der blev siddeplads til seks personer.

Der var fire sovepladser. En dobbeltseng med springmadras og siddegruppen kunne forvandles til to sovepladser. Vi var to personer, så der skulle ikke vendes hynder om aftenen. Køkkenet var udmærket, småt , men det fungerede. Selvfølgelig varmt vand, køl- og frostboks.

Vi mindedes også her vores første campingtid. Dengang afleverede man sine køleelementer i campingforretningen om aftenen og kunne så bytte dem med nogle "nyfrosne" næste morgen. Det var dog ikke altid man fik sine egne igen, ofte nogle temmelig brugte, men ingen brok, man var afhængig af dem i køleboksen. I denne autocamper er man som sagt ikke afhængig af køleelementer. Det er bare at fylde i skabet. Det er kun økonomien, der sætter grænser.

Med autocamper til Øland
Smart at forsæderne kan drejes og bruges iforb. med siddegruppen

Med autocamper til Øland
Et kig ned i bagenden af camperen, hvor der er køkken, toilet/bad og soveafdeling

Toiletrummet var perfekt indrettet med separat bruseniche, så der skulle ikke en større rengøring efter badet. Der var også den finesse, at toiletkummen kunne drejes, så det blev lettere at komme ind i brusenichen, smart.

Med autocamper til Øland
Det drejbare toilet. I baggrunden er brusenichen

Vandtank på ca. 100 liter og spildevand var ikke et problem. Det tømmes let i campingpladsens udslagssted. Det er lidt mere besværligt med toilettanken. Den skal tømmes manuelt. Derfor brugte vi hovedsagelig campingpladsens toiletter.

Vi havde bestilt campingplads på en af Ølands mange pladser (25 stk) nærmere bestemt på

Haga-Park ca.10 km fra Kalmarbroen. En udmærket plads, velholdt, men lidt sparsomt med faciliteter. Forretningen havde kun åbent få timer midt på dagen, og de aktiviteter, der ellers var på pladsen, var ikke i gang endnu.

Med autocamper til Øland
Receptionen og butikken på Haga Park Camping

Maj måned er forsæson, og der var også langt mellem campisterne. Det var derfor let at finde pladser tæt på en servicebygning.

Vi var fremme sent på eftermiddagen. Turen tog ca 5 timer med ophold. Vi installerede os, og var parate til en uges ferie på Øland "Solen og vindenes ø"

Fra vores camper havde vi udsigt til et stort grønt område.

Med autocamper til Øland
Udsigten fra autocamperen

Bjarne og Ann Karinas udsigt var anderledes. De havde bl.a. udsigt til en fastligger med ejermentalitet. Han havde barrikaderet sin campingvogn bag en høj hæk, hvidmalet trælåge, og for at fuldende det hele det svenske flag på taget. Vi ville gerne have haft et billede af idyllen, men det havde været lidt provokerende, da ejerne var der.

Vi havde lavet en gryderet hjemmefra til første aften. Den var tøet op undervejs og skulle bare varmes. Solen skinnede, også på Øland, fra en skyfri himmel, og med god mad, rødvin i glassene, er campinglivet lige til at holde ud. Og vi havde glædet os til at være sammen med familien i en hel uge.

Med autocamper til Øland
Dejligt at være sammen med Sissel i en hel uge

Links:
Hjemmeside: Haga Park Camping | Autocamp Danmark
Gå til del: 1 - 2 - 3 - 4 - 5
Send til Facebook  

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information