aoc logo 246

 

med autocamper til oland del4 01

Kalmar Slot er Nordens bedst bevarede renæssanceslot . Slottet emmer af dansk historie. I 1397 oprettede Margrete l. Kalmarunionen, og forenede dermed de tre nordiske riger Danmark, Sverige og Norge. Unionen blev underskrevet på Kalmar Slot.

Vi gik gennem slotsparken og kom til det imponerende slot

Til Øland med autocamper
På vej gennem slotsparken med Sissel

Vi glædede os til at se det historiske sted. Entreen var 80 kr. pr. person. Det var for dyrt for den del af slottet, vi havde adgang til. Et par af salene var lukkede pga. af privat selskab bl.a. "Den gyldne sal" med det specielle loft. Kirken var også låst. Alligevel følte vi historiens vingesus, og vi fik da set en buste af Margrete l. Der måtte ikke fotograferes inde på slottet, men selvfølgelig gerne udenfor.

Til Øland med autocamper
Slotsgården

Over for slottet lå Slotscafeen. Den var til gengæld rimelig i pris. Vi fik en fin frokost med drikkevarer for 75.- kr pr. person.

Kalmars gamle bydel var en rundtur værd. Idylliske huse lå på rad og række, og hvis det ikke var for alle de Volvo- og Saab-biler, der var parkerede ved husene, kunne man tænke sig tilbage fra før "verden var af lave".

Til Øland med autocamper
Den gamle bydel i Kalmer

Tæt på den gamle bydel lå en nedlagt kirkegård. På den var der i 1997 opsat en Unionsten til minde om 600 året for Kalmarunionen oprettelse. Jeg (Gurli) var forarget over, at der var ridset i stenen, og jeg blev lidt til grin, da jeg fik at oplyst, at det var de nordiske regenters inskriptioner. Hvad kan man så lære af det? At bruge de briller der lå i tasken.

Til Øland med autocamper
Unions-stenen

Et besøg i Glasriget var et "must". Glasværkerne ligger som perler på snor mellem Kalmar og Växö, ca 15 stk, måske flere. Det er ikke tilfældigt at det netop er i Småland glasværkerne ligger. De mange skove kunne levere det nødvendige brændsel, og vandet i Smålands søer frøs ikke til på trods af hårde vintre. Der skulle brændsel til at holde ovnene i gang hele døgnet, og vand var nødvendigt for at drive sliberierne. Det er den korte version.

Vi havde planlagt at se Kosta og Orrefors. Bjarne og Ann Karina havde været der før. De vidste, at der kunne bruges megen tid på hvert sted. De havde ret. Alene at se glaspusterne i funktion var en oplevelse. De var i funktion alle vegne, og det var umuligt at se hvor mange de var.

Vi har været på Holmegård og på Malente, et kendt tysk glasværk, men Kosta og Orrefors imponerede. Her kunne man følge processen helt tæt på.

Til Øland med autocamper
Kosta Glasværk

Til Øland med autocamper
Man kan følge arbejdet på tæt hold

Til Øland med autocamper
Og både se og købe de smukke glas-kreationer

Vi skulle selvfølgelig ind i butikken og se de færdige produkter. Det var med at holde godt fast på pengene. Fristelserne var store, meget store. Det lykkedes at holde pungen i tasken på Kosta, men ikke på Orrefors. Da vi gik derfra, havde vi en Orrefors-pose med os, og den var ikke tom.

Vi må tilbage til Glasriget en anden gang. Der er flere glasværker, der er værd at besøge, men de kan ikke nås på én dag.

Det skal lige med, at Kosta er Sveriges ældste glasværk. Grundlagt i 1758, så her er tale om et værk med traditioner. Orrefors blev grundlagt i 1726, men som jernværk. Først i 1898 blev glasværket grundlagt og er i dag, som Kosta, et af verdens førende glasværker.

Til Øland med autocamper
Orrefors Glasværk

Til Øland med autocamper
Orrefors har en glasskole hvor glasmagere fra hele Sverige kan uddanne sig

Til Øland med autocamper
To elever er ved at fremstille en vase

Til Øland med autocamper
Her undervises i at lave skåle ved hjælp af en centrifuge

Vi var glade for, at vi ikke længere er telt-campister. Der blæste en strid vind på pladsen. Det gjorde dog ikke så meget, da der ikke er teltvægge, der blafrer i en autocamper.

Det har været en rigtig god dag, med mange indtryk fra Glasriget. Når dagen så rundes af med grillbøffer og - igen - bearnaisesauce, så skidt med blæsten.

I morgen er vores næstsidste dag på Øland. Det bliver en afslapningsdag. Vi har været tidligt oppe hele ugen, for at få så meget ud af dagene som muligt, men i morgen vil vi sove længe.

Links:
Hjemmeside: Orrefors | Kalmar Slott
Gå til del: 1 - 2 - 3 - 4 - 5

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information