aoc logo 246

 

Active Image 4 stjernet luksus i smuk natur højt over Silkeborg søerne med udsigt til Himmelbjerget. Sådan har vi valgt at beskrive TopCamp Terrassen ved Silkeborg. Vi kunne også have kaldt vores artikel for ”5 dage i regn og mudder”, men det ville have været unfair. Det er jo ikke campingpladsens skyld, at det regnede i alle de dage, vi besøgte pladsen.

TopCamp Terrassen ligger med en fantastisk udsigt over Silkeborg søerne. Campingpladsen er anlagt på en skråning, så de enkelte standpladser er opbygget terrasser – ligesom vinmarker i Sydeuropa.

Image
Udsigt fra campingpladsen

Der er ca. 300 enheder på campingpladsen, og der er en fantastisk udsigt fra næsten alle pladser. Der er 16A strøm på alle enheder, og hele pladsen er dækket at TDC-hotspot. Det giver adgang til trådløst internet, hvis an forinden ankomst har oprettet sig som bruger hos TDC.

Faciliteterne er i top på Terrassen. Der er en lille butik med de fleste nødvendigheder – og man kan selvfølgelig også bestille morgenbrød.

Servicebygningen ligger stort set midt på campingpladsen. Her finder man opholdsrum, fællesgrill, køkken, vaskeri, sauna, solarium, toilet og bad. Der er 10 familiebaderum, mange almindelige baderum og en dejlig børneafdeling. Og så skal det nævnes, at der er en høj standard mht. rengøring.

Image
Regn, regn og atter regn

TopCamp Terrassen mener selv, at de har Danmarks flottest beliggende swimmingpool. Og vi må nok give dem ret. Det er gratis at benytte den store opvarmede, swimmingpool.

Campingpladsen råder over flere campingvogne til udlejning. Og hytterne mangler heller ikke. Der er fra luksushytter på 25 m2 til alm. hytter på 15 m2.

Vi havde nogle gode dage på TopCamp Terrassen. Hvis vi ikke var af sted på tur i det dejlige omgivende område, tilbragte vi det meste af tiden i vores fortelt. Det regnede nemlig konstant, mens vi var på campingpladsen. Vi kunne godt have ønsket os at campingpladsen var bedre drænet. Vores enhed blev nemlig forvandlet fra græsbund til blød mudder, mens vi var der. Det var en underlig fornemmelse at synke ned i mudder til ankelhøjde – og det endda inde i vores fortelt. Vores bil kørte fast – og det gjorde vores campingvogn også da vi skulle af sted. Så vi var glade, da vi satte kursen mod Vesterhavet. Vi orkede simpelthen ikke mudder længere.

Image
Hygge i campingvognen

Men vi synes ikke dårligt om TopCamp Terrassen af den grund. Det har regnet urimeligt meget, og forholdene er usædvanlige. Vi glæder os bare til at besøge Terrassen igen i solskin.

Image
Fuld fart på svævebanen på legepladsen 

Læs mere hos TopCamp Terrassen 

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information