aoc logo 246

 

Universal 420 Vintertest

Vinteren er næsten slut, og vi har ikke fået de store mængder sne, som vi havde håbet på. Men frosten udeblev heldigvis ikke, så vi fik mulighed for at se hvordan Universalens polyester-dug og vinduesfolien klarede sig i minusgrader.

 

Den smule sne, der faldt i januar og februar, var ikke nogen stor belastning hverken for teltdugen eller stålstellet (som endda er sikret med ekstra støtteben og tværstivere). Så hvor stabilt og modstandsdygtigt Universal 420 er overfor store mængder sne – det har vi ikke kunne teste i denne omgang.

Universal 420 Vintertest

Dørmarkisen har vist sig at være meget nyttig

Men dørmarkisen har bevist sit værd. Der har næsten ikke været sne foran indgangen, og vi har været i tørvejr, når vi skulle ud og ind af teltet. Selv i meget hård blæst har dørmarkisen stået urokkelig fast. Dørmarkisen er i vores øjne et 'must have', når det gælder ekstraudstyr til et Universal.

Universal 420 Vintertest

Dørmarkisen giver god læ ved indgangen

Et lille minus er, at der er kommet nogle misfarvning enkelte steder på stålstellet til dørmarkisen. Om det kun er misfarvninger eller decideret rust, kan vi ikke sige noget om endnu. Det følger vi op på, når vi tager teltet ned om en måneds tid.

Universal 420 Vintertest

Rust?

Ellers her vi ikke noget at udsætte på teltet. Det står flot og det giver sig ikke – end ikke i meget hård vind. Det står tæt ind til campingvognen, og når den brede græskant dækkes af sne er teltet også helt tæt nede ved jorden. Vi har ikke oplevet nogen nævneværdig træk, og teltet har været let at varme op.

Universal 420 Vintertest

Når græskanten dækkes med sne, bliver teltet næsten helt tæt nede ved jorden

At teltet er så tæt gør, at der let dannes kondens. Det er næsten uundgåeligt, at der dannes kraftig kondens når man bruger et telt om vinteren. Her kommer termoloftet virkelig til sin ret. Det hindrer ikke at der dannes kondens oppe under taget, men det forhindrer at der drypper kondens ned fra loftet. Dvs. man kan sidde i teltet med varmen tændt uden at der drypper kondensvand ned i hovedet på en.

Universal 420 har udluftning i begge gavle og i fronten. Hele vinteren har vi haft udluftningen i gavlen under dørmarkisen stående åben, og udluftningen i fronten har været åbnet i toppen. Det har taget den værste kondens, og vi har derfor ikke oplevet kondensvand som noget egentlig problem.

Universal 420 Vintertest

Når forteltet varmes op i kold luft dannes kondens. Men de gode udluftningsmuligheder gør at kondens hurtigt forsvinder igen.

Denne vinter vores Universal 420 stået ude i temperaturer helt ned til -19 grader. Det har teltet klaret uden problem. Godt nok føltes teltdugen lidt stivere end normalt, men hverken tag, udhæng eller sider har været synderligt påvirket af den stærke kulde. Også lynlåsene har fungeret upåklageligt i frostvejret.

Universal 420 Vintertest

Vinduerne i Universal 420 er fremstillet i Isabellas vintervinduesfolie

Vinduerne i Universal 420 er fremstillet af Isabellas vintervinduesfolie. Den folie bruges i alle Isabellas deciderede vintertelte som Ventura Vinter, Isabella Snowboy og Universal. Vinterfolien er mere blød og smidig en folien i sommerteltet og bliver ikke så stiv i koldt vejr. Den har derfor sværere ved at knække eller beskadiges når teltet tages op og ned i f.eks. frostvejr.

Et godt råd, når et fortelt sættes op i minusgrader er, at så snart at teltet er sat på campingvognen og stangsættet er på plads inde i teltet, så stil en varmeovn ind i teltet og lad teltet blive lidt varmt inden det spændes ud og pløkkes. Det gør det dels lettere at spænde teltet ud, og dels står både dug og vinduer langt pænere.

Universal 420 Vintertest

Så indtil videre har både fortelt og anneks fungeret upåklageligt. Vi håber stadig på et 1 meter sne, men det er der vist ikke de store chancer for at få nu.

Links:
Gå til del: 1 - 2 - 3 - 4
Relevante Link(s) : Isabella

 

Annonce

AltOmCamping.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, huske dine indstillinger, målrette annoncer og lave besøgsstatistik. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Få flere oplysninger om hvordan vi bruger cookies her Privatlivspolitik.

Jeg accepterer cookies fra denne side

EU Cookie Directive Plugin Information